Foto: Magnus Møller

2021: Mangel på it-kompetencer

Prosabladet har bedt otte it-professionelle om at svare på, hvilken personlig erfaring fra deres arbejdsliv de tager med sig fra 2020. Og hvad der bliver it-fagets største udfordring det kommende år.

Hvilken personlig erfaring fra dit arbejdsliv tager du med dig fra 2020 ind i 2021?

Balancen mellem mit privatliv og arbejdsliv har fungeret fint med hjemmearbejde med tid til ro og fordybelse. Til gengæld synes jeg, at det er en udfordring at få interaktionen med de studerende til at fungere online.

Hvilket emne, trend eller diskussion inden for it vil – set fra dit it-faglige perspektiv – komme til at præge 2021?

At det ikke er nok blot at kunne bruge it-værktøjer, som andre har lavet dem. Det vil blive mere tydeligt, at også læger, skole­lærere, journalister med flere skal kunne modificere teknologien – det vil sige bøje teknologien til egne formål – eller skabe helt nye digitale løsninger.

Hvad vil i dine øjne blive it-teknologiens største udfordring det kommende år?

Mangel på it-kompetencer! Ifølge Eurostat har 53 procent af alle virksomheder i EU svært ved at besætte it-stillinger. Det er alvorligt, fordi digital teknologi kommer til at spille en afgørende rolle på mange fronter, for eksempel klimaudfordringerne, som er en af de største trusler mod menneskeheden. Men hvis vi skal bruge teknologien til at skabe et bedre klima, er det en forudsætning, at nok mennesker har gode it-kompetencer.

Hvad er dit nytårsønske på dit eget it-felt i 2021?

I vores forskning har vi fundet en nem måde at tilpasse it-undervisningsaktiviteter, så de motiverer og appellerer mere til kvinder – og til dem, som ikke har programmeret før. Mit nytårsønske for 2021 er, at denne forskning bliver anvendt på it-uddannelserne i Danmark og i resten af verden.