Kodenørdernes krig for eget firma og ukrainsk tech

Indtil for et år siden vågnede du hver dag op uden at vide, om du blev sendt til fronten.

Roman, Oleg og Volodymyr er alle tre i slutningen af 30’erne.
Familiefædre. IT-nørder. Har alle haft gode karrierer i store internationale virksomheder.

i 2021 valgte de at tage springet ud i en usikker verden ved at droppe de høje lønninger og i stedet starte deres eget firma kort før krigen brød ud i Ukraine.

Og de valgte at blive i Ukraine og kæmpe for deres virksomhed under meget svære forhold, selv da russerne stod tæt på Kyiv i de første uger af krigen.

Derfor er de tre kodenørder og virksomheden Codegeeks et godt sted at starte, hvis man vil forstå, hvorfor ukrainske IT-udviklere i dag har et ry for at være blandt verdens mest opfindsomme, hårdtarbejdende, stædige og kompromisløse.
Samt hvordan de har overvundet modgang og skabt en konkurrencedygtig tech-virksomhed i et krigshærget land.

Herunder en daglig udfordring som Roman påpeger:

”Indtil for et år siden vågnede du hver dag op uden at vide, om du blev sendt til fronten. Blev du stoppet på gaden og var sund og rask, blev du indkaldt. Det var et konstant pres”.

Læs også øvrige artikler i temaet om Ukraine:
 - Erfaringer fra krigen skal skabe IT-fremtidshub: Lviv vil være europæisk Silicon Valley
- IT-storspilleren N-iX forvandlede krigens kaos til en global vækstmotor
- Det vildeste jeg har oplevet

I Europa var folk vant til at have computere derhjemme i årevis. For os var det helt unormalt. Næsten ingen havde en computer derhjemme.

Men først lidt om baggrunden og IT i Ukraine.

Deres og Ukraines introduktion til IT startede slutningen af 1990’erne og i starten af 2000’erne i Lviv.

I årene efter Sovjetunionens sammenbrud var Ukraine præget af dyb økonomisk krise og et samfund, der skulle genopbygges fra bunden. Folk havde knapt med midler til overlevelse, infrastruktur skrantede, og moderne teknologi var noget, man læste om i magasiner.

Hjemmecomputere og internet var noget af det mest eksotiske, man kunne forestille sig.

”I vores barndom havde vi overhovedet ikke adgang til teknologi”, fortæller Oleg.

”I Europa var folk vant til at have computere derhjemme i årevis. For os var det helt unormalt. Næsten ingen havde en computer derhjemme. Det eneste, vi havde dengang, var vores hjerner”, fortsætter han.

I stedet for hjemmecomputere opstod såkaldte computerklubber i byerne.
Børn og unge flokkedes i mørke kælderlokaler for at spille spillene Counter-Strike, Warcraft og Diablo.

Det skabte et særligt drømmende fællesskab omkring IT, som også betød en flugt væk fra virkeligheden.

Da det endelig blev muligt at få computere hjem, var der ofte tale om slidte, brugte maskiner. Samtidig var internetforbindelser sjældne og hostede og prustede mere end de skabte forbindelse til omverdenen.

Der var heller ingen penge til at tilkalde reparatører, hvis noget gik i stykker. Hvis en computer gik ned, måtte man selv fikse den.

Som teenagere brugte de tre stiftere af Codegeeks derfor deres sommerferier på at samle PC’er fra bunden for lokale forhandlere.
De lærte, hvordan man skiftede grafikkort, udskiftede processorer og påførte kølepasta.
De lærte at geninstallere Windows for pigerne i klassen, og hurtigt herefter opdagede de Linux, kodning og netværksarkitektur.

Bredbåndsinternettet nåede ikke ud til deres boligblokke i Lviv, så derfor byggede de deres egne lokale netværk.

De trak kabler fra vindue til vindue, fra tag til tag og på tværs af nabobygninger.
De opsatte deres egne FTP-servere for at dele film, musik og spil, og de etablerede spilservere, hvor hele nabolaget kunne dyste mod hinanden.

Netværkene talte op mod 200 tilkoblede computere, store nok til at kommercielle internetudbydere senere kom forbi og ganske enkelt opkøbte de privatbyggede lokalnetværk med kontakter og ledninger, for derefter at omdanne dem til rigtige udbydernetværk.

Samtidig opstod en dyb fascination af programmering.

Roman gik i 9. klasse, da en kammerat fortalte ham, at man med programmering kunne bygge sine egne spil.

”Jeg lånte en C++-bog og læste i den, og mit første program var det klassiske Snake-spil i konsollen. Det var bare et tegn, der løb efter tal og voksede i størrelse. Da jeg havde bygget det, følte jeg mig som om, jeg stod på toppen af verden. Og da jeg indså, at man ikke bare kunne bygge spil, men hjemmesider og systemer, hvor folk på den anden side af kloden kunne klikke og interagere. Det var fuldstændig fascinerende”, siger han.

I 2006 begyndte Roman og Oleg på det nationale universitet i Lviv for at studere anvendt matematik, datalogi og cybersikkerhed.
 

Vi havde nået absolutte højdepunkter i vores eksisterende virksomheder. Men vi følte, at vi kunne gøre noget større.

Dengang var IT-branchen i Ukraine stadig et nichefænomen.
Der var ifølge dem stort set ingen internationale kunder, og branchen bestod primært af det, de selv kalder "kliché-programmører".

”Det var folk med tykke briller og en helt særlig tøjstil. Der var ikke nogen stor efterspørgsel efter programmører dengang. Virksomheder som Eleks og SoftServe – som i dag har 14.000 ansatte – havde dengang knapt et par hundrede folk. De arbejdede med benhård, kompliceret indlejret programmering i C til lokale varmeværker og elektriske transformerstationer i Ukraine. Det handlede overhovedet ikke om apps eller hjemmesider. Det var meget specifik, tung software”, husker Oleg.

I løbet af deres fem år på universitetet oplevede Ukraine et IT-boom.

Ukrainske IT-folk blev pludselig efterspurgte i konkurrencen fra særligt asiatiske lande.
Hvor sidstnævnte ofte parererede ordrer, udmærkede ukrainerne sig ifølge de Roman og Oleg ved konstant at stille spørgsmål.

”Vi koder aldrig noget, før vi forstår nøjagtigt, hvad det er, vi bygger. Der er den klassiske lignelse om tre mænd, der ligger mursten, og man spørger dem, hvad de laver. Den første svarer: 'Jeg lægger bare en mursten.' Den anden svarer: 'Jeg bygger en væg.' Og den tredje svarer: 'Jeg er ved at opføre et slot.' Vores filosofi har altid været at være de mænd, der bygger slottet. Vi udfører det samme arbejde, men vi forstår det store billede”, forklarer Roman.

Den lignelse er blevet et fundament i Codegeeks.
Alle skal forstå det samlede puslespil, ikke bare deres egen lille brik. 

Efterspørgslen efter ukrainske IT-udviklere og IT-ingeniører medførte, at alle tre hurtigt kravlede op ad karrierestigen hos internationale virksomheder.

I 2020 var var de således midt i 30'erne og havde eftertragtede jobs i den globale tech-industri.

• Roman arbejdede som direktør for produkt og regnskab for et New York-startup, hvor han håndterede kunder som Uber og Warner Music Group.

• Oleg var chef-softwarearkitekt for et gigantisk byggefirma i Las Vegas med tusindvis af ansatte.

• Volodymyr var specialist i cybersikkerhed hos den amerikanske tech-gigant Broadcom, certificeret "white hat"-hacker og leder i en rolle med høj lønramme og fagligt ansvar.

Alligevel var det iværksætter-trangen fra de tidlige dage, hvor de selv byggede og trak kabler mellem tagene i Lviv, der optog Oleg, Roman og Volodymyr.

”Vi havde nået absolutte højdepunkter i vores eksisterende virksomheder. Men vi følte, at vi kunne gøre noget større. Vi havde meget mere vision og et ønske om at rykke fremad. Og vi vidste, at vores kompetencer supplerede hinanden perfekt – produktdesign, softwarearkitektur, projektstyring og cybersikkerhed”, siger Roman.

Beslutningen var svær og angstprovokerende.

Roman i Las Vegas-projektet blev af sin amerikanske chef tilbudt at blive medejer og CTO i hele det amerikanske selskab. I stedet for at sige ja kom Roman med et modtilbud: »Hvad med, at du i stedet bliver vores første kunde i vores nye firma?«

Chefen accepterede – og blev både kunde og partner.

Den 15. juli 2021 sagde de tre stiftere officielt deres komfortable job op og etablerede rådgivnings- og udviklingshuset Codegeeks.

Forretningsmodellen bag Codegeeks var simpel: Mindre og mellemstore virksomheder har ofte svært ved at gennemskue, hvordan de opbygger den rette teknologiske arkitektur.

De risikerer at bruge formuer på forkert kode.

Codegeeks ville tilbyde rådgivning, hvor de lagde køreplanen, kiggede på sikkerheden og designede systemerne – og derefter kunne kunden vælge enten at lade Codegeeks bygge det eller gå et andet sted hen.
 

Jeg pakkede bilen tre timer efter angrebets start for at køre min kone og børn mod Polen. Men trafikkaosset ud af Lviv var fuldstændig ufremkommeligt.

Det viste sig hurtigt at være en succes, hvor Codegeeks kom til at stå for hele entreprisen.

Virksomheden begyndte at ansætte.
Men i 2021 havde post-COVID-boomet også ramt Lviv og pengene strømmede ind i tech-sektoren. Derfor var optimismen også stor.

Til gengæld var den økonomiske rykdækning lille for det nystartede firma.

Kodenørderne kunne ikke konkurrere med sundhedsforsikringer og yogatimer til ansatte.

De måtte i stedtet bruge deres overtalelsesevner og byture, når det handlede om at indfange de mest talentfulde IT-folk.

Oleg husker, hvordan han brugte adskillige aftener på at drikke igennem med en af sine gamle kolleger, chefarkitekten Andri, for at overtale ham til at slutte sig til Codegeeks.

Han overbeviste ham til sidst.
Det var i januar 2022.
Nøjagtig én måned før hundredtusinder af russiske soldater væltede ind over grænsen.

I dagene op til krigen var Codegeeks vokset til 10 medarbejdere.
Da rygterne svirrede om et muligt russisk angreb, satte stifterne sig sammen for at diskutere om de skulle flytte familier og virksomheden ud af landet.
De besluttede at blive.

Som en forberedelse begyndte de at sende personalet på kurser i taktisk førstehjælp og krigsmedicin. Samtidig arbejdede de stenhårdt for at overbevise internationale kunder om, at de fortsat ville kunne levere og løse opgaver.

Så kom natten til den 24. februar 2022. Fuldskalainvasionen var en realitet.

I de første kaotiske døgn vidste ingen, om Ukraine ville falde, og de russiske tropper stod næsten uden for hovedstaden Kyiv.

”Det var som et kæmpe brag i hovedet”, fortæller en af Oleg.

”Jeg panikkede helt i starten. Jeg løb rundt i huset og tænkte: Hvad gør jeg? Jeg har to små børn. Jeg pakkede bilen tre timer efter angrebets start for at køre min kone og børn mod Polen. Men trafikkaosset ud af Lviv var fuldstændig ufremkommeligt. Bilerne holdt helt stille. Så jeg måtte opgive og vende om”.

Tre-fire dage senere lykkedes det ham at sende sin kone, sine børn og bedstemødre over grænsen til Polen.

Mænd i den våbenføre alder fik forbud mod at forlade landet. Tilbage i Lviv stod stifterne i en tom og lammet by.

Deres lille kontor på 100 kvadratmeter ændrede karakter fra den ene dag til den anden.

Kontoret blev forvandlet til et hemmeligt militært knudepunkt og et logistisk lager.

Stifternes koner og deres venner kørte i pendulfart over grænsen og fragtede brugte firhjulstrækkere og kassevogne fra udlandet ind til Lviv, som blev overdraget til det ukrainske militær.

Inde på kontoret hobede der sig kasser op med beskyttelsesveste, skudsikre hjelme, feltrationer, medicin og droner.

En af virksomhedens helt tidlige medarbejdere, en anden Roman, meldte sig straks til hæren.
I dag er han en højtstående officer.

”Vi vidste ikke, om vores virksomhed ville overleve, og om alle vores udenlandske kunder ville falde fra”, husker Roman.

Alt var nemlig kaos.
Men en uventet mail fra en californisk kunde fik stifterne til at hanke op i sig selv. Indholdet og mailen kan stadig trække tårerne frem i øjenkrogen. 

Ejerne af det californiske selskab var nemlig fra Taiwan og selv flygtet fra undertrykkelse og krigstrusler.

”Vi har set, hvad der sker i Ukraine lige nu, og det rører os dybt og personligt, fordi vi i sin tid måtte forlade vores hjemland på grund af noget lignende. Vi ønsker ikke, at I skal vælge mellem jeres finansielle sikkerhed og jeres personlige sikkerhed. Fra og med nu vil vi betale jer 10.000 dollars om måneden – uanset om I arbejder eller ej. Hvis I ikke kan udføre noget arbejde, får I 10.000 dollars. Hvis I arbejder for 4.000 dollars, får I stadig 10.000 dollars. Og hvis I arbejder for mere, betaler vi differencen. Det fortsætter vi med indtil sommer.”

Kunden malede endda sin private Porsche i de ukrainske gule og blå farver for at skabe opmærksomhed om sagen i USA.

Roman, Oleg og Volodymyr besluttede at kaste alt ind i arbejdet og virksomheden.