Kritisk sårbar digital infrastruktur: Det er bare sket, fordi det er gået så hurtigt

Digital infrastruktur er ikke den mest sexede overskrift, hvis man skal fange politikeres og offentlighedens interesse.

Det har Signe Ravn-Højgaard og kollegerne forskerkollegerne Signe Sophus Lai og Sofie Flensburg måttet sande.

Til trods for, at samme infrastruktur er afgørende vigtig og forgrener sig under hele samfundet, vores kommunikation, og ja faktisk er en skjult galakse af datatrafik, som viden, økonomi, demokrati og velfærdsstat sammen.

Det burde naturligt nok få os til at kortlægge trafikken. Og samtidig spørge:

Hvem kan tappe ind og stikke et sugerør ned i vores datastrømme?
Hvem kan lukke for dem?
Hvor sikker er data, som i forkerte hænder kan bruges til at manipulere os?
Sælges vores data allerede på børser uden for vores rækkevidde? 
Hvor mange skjulte lag er der i trafikken?
Og hvornår kan data flyde frit og trygt?

Alt det er trods alt kritisk og vigtig viden, der bør være et bagtæppe, som alle politiske beslutninger og debatter om digital infrastruktur læner sig op ad.

Men det gør de ikke nødvendigvis.

Vi regulerer medier, telefoni, breve og radio som fire adskilte felter med hver sin lovgivning, uden at tage højde for, at de i dag kører over de samme internet- og IP-protokoller.

Til Signe Ravn-Højgaards og forskerkollegernes overraskelse er meget digital infrastruktur dårligt nok kortlagt under overfladen. Der er ikke kradset dybt i lakken for at se på, hvad der gemmer sig nedenunder.

Måske fordi forsøg på at sprede vigtig og kritisk viden om emnet ofte er strandet i medietumblerens fnugfilter langt fra den offentlige debat.

Hun og forskerkollegerne Signe Sophus Lai og Sofie Flensburg oplevede at digital infrastruktur simpelthen er et tungt og komplekst emne at bringe ind i debatten – også selv om økosystemet af forskere i peer-reviewed artikler i tidsskrifter dokumenterer huller og generel uvidenhed omkring vitale dele af samfundets indretning og sikkerhed.

Hvad gør man så?
Det er trods afgørende vigtigt med viden og debat.

For de tre forskere blev løsningen at starte Tænketanken Digital Infrastruktur i august 2023.

De startede tænketanken på frivillig basis med et klart formål: At bringe den digitale infrastruktur ud af mørket og ind på den politiske dagsorden.

I dag er tænketanken gået fra et hobbyprojekt til en fuldtidsprofessionel organisation med fire ansatte.

Signe Ravn Højgaard er direktør, mens de andre medstiftere har trukket sig i baggrunden som bestyrelsesmedlemmer for at fortsætte deres forskning på universitetet.

Finansieringen er søgt og hentet via uafhængige midler, med Nordisk Ministerråd som største funder.

Det skal sikre, at tænketanken ikke modtager private donationer og dermed forbliver reelt uafhængig af kommercielle eller politiske særinteresser.
Det nordiske setup giver desuden god mening, da den forskning, tænketanken bygger på, i høj grad er komparativ og rækker ud over landegrænserne.

Det store problem i Danmark er ifølge tænketanken, at det digitale område er så teknisk og komplekst, at videnbarrieren for at kunne regulere er kolossalt høj.

Det kræver meget af politikere at få den indsigt. Embedsværket ligeså. Og det efterlader en bred kløft af manglende viden, når der skal ”asfalteres” og planlægges digitale færdselsårer.

Gennem de seneste årtier har Danmark gennemgået en massiv digitalisering af vores offentlige goder – fra sundhedsvæsenet og folkeskolen til skattevæsenet.

hvad sker der, hvis en leverandør, vi er blevet meget afhængig af, pludselig beslutter at skrue priserne op, som vi senest har set det med Microsoft i de danske kommuner?

Men det er sket uden en overordnet politisk eller strategisk retning.
Hvor vi i gamle dage forstod, at radiomaster, postvæsen og telenet var kritiske, offentlige goder, har vi i dag outsourcet store dele af fundamentet under vores samfund.

Det betyder eksempelvis, at når vi streamer på TV 2, hostes data i dag hos Amazon. DR har historisk trukket på Akamai, en af verdens største amerikanske hosting-providere.

Folkeskolens centrale kommunikationsplatform, Aula er hos Amazon, og kommunernes administrative systemer er i vid udstrækning bundet op på giganter som Microsoft og Google.

"Det er vigtigt at understrege, at det her ikke handler om en ideologisk debat om liberalisering fra venstre- eller højrefløjen", påpeger Signe Ravn-Højgaard.

Vi har bygget den oven på infrastruktur ejet og kontrolleret af virksomheder primært i Silicon Valley uden at have en plan b.

Direktøren forklarer:

"Hvis man politisk havde sat sig ned og besluttet, at vi gerne ville privatisere og markedsgøre den nye infrastruktur, der skulle understøtte vores gamle institutioner, som de blev digitaliseret, så ville det være et legitimt politisk valg. Problemet er, at det ikke er et politisk valg. Det er bare sket, uden at der er truffet aktive valg fordi vi ikke politisk har haft fokus på, at teknologien har ændret sig. Vi regulerer medier, telefoni, breve og radio som fire adskilte felter med hver sin lovgivning, uden at tage højde for, at de i dag kører over de samme internet- og IP-protokoller, hvor nye aktører kontroller kritiske lag af distributionsinfrastrukturen".

Derfor står vi i dag i en situation, hvor vi ifølge tænketank-direktøren:

”Har foretaget en fuldstændig gennemgribende omstrukturering af vores samfundsinfrastruktur på få år, Vi har bygget den oven på infrastruktur ejet og kontrolleret af virksomheder primært i Silicon Valley uden at have en plan b”, fastslår hun.

Men det er ikke sket af ond vilje.
Den digitale udvikling er gået så svimlende hurtigt, at reguleringen ikke har kunnet følge med. Meget, meget hurtigere end det tempo, som demokrati og lovgivningsarbejde typisk arbejder i.

Selv et lovgivningsarbejde på steroider ville tabe pusten, når nye systemer, værktøjer og muligheder for læring og kommunikation rulles ud med næsten måneders mellemrum.

Eller når en aftale mellem to parter undervejs kan forgrene sig til skyer og mellemleverandører i flere lande, som gør dataens rejse og sikkerhed svær at gennemskue.

Techgiganterne har ganske enkelt ræset hen over alt med uset hastighed, hvor almindelige processer og debat bliver kørt over af fartstriber med logoer fra Google, Microsoft, Amazon, OpenAI, Apple, Palantir, Meta og mange, mange flere.
Og i øvrigt ofte med en drejebog bygget op omkring at ”smadre ting først og byg så op derefter”.

Samtidig har der været en klar strategi om, at det har handlet om at sidde med forrest i digitaliseringstoget, når det forlod perronen.
Fra Ipads og Chromebooks i folkeskolen til Microsoft-systemer i hele det offentlige.

I jagten på effektivisering, færre administrative byrder og ren og skær hverdagsbekvemmelighed – den såkaldte convenience – har både offentlige myndigheder og private borgere ukritisk omfavnet de nye digitale værktøjer.

”Vi har implementeret systemer i de danske kommuner, i regionerne og i statslige styrelser for at få en effektiviseringsgevinst, uden at stoppe op og spørge: Hvad koster det på den lange bane? Og hvad sker der, hvis en leverandør, vi er blevet meget afhængig af, pludselig beslutter at skrue priserne op, som vi senest har set det med Microsoft i de danske kommuner, fordi de reelt sidder på et totalt markedsmonopol?”, spørger Signe Ravn-Højgaard.

Hendes forståelse af den digitale infrastrukturs betydning startede i Grønland i årene omkring 2015.

Med en baggrund i statskundskab og journalistik var Signe Ravn-Højgaard ansat på journalistuddannelsen i Nuuk, hvor hun begyndte at undersøge mediepolitik og de strukturelle vilkår, der betinger vores adgang til information.

I Grønland stødte hun dog hurtigt på en helt lavpraktisk virkelighed: En internetforbindelse kostede 1.000 kroner om måneden for sølle 50 gigabyte data. Det var ikke en såkaldt flat rate, men en strengt afmålt luksusvare.

"Det var en ekstremt dårlig og dyr forbindelse, hvilket blandt andet giver en logisk forklaring på, at Grønland har verdens højeste tal for Flow-TV. Hvis du kun har 50 gigabyte om måneden, sparer du på Netflix," forklarer hun.

Undersøgelsen af det grønlandske telemarked afslørede noget fundamentalt, som de færreste tænker over i hverdagen: Internettet er ikke en svævende, magisk sky. Det er benhård, fysisk infrastruktur.

I Grønlands tilfælde handlede det om det rå og materielle lag under internettet – i dette tilfælde blot to vitale, men gamle søkabler.

Alt imens det offentligt ejede teleselskab politisk blev pålagt at betale store økonomiske udbytter tilbage til ejerne i stedet for at geninvestere i infrastrukturen eller sænke priserne for borgerne og den digitale fremtid.

Hvis en lignende konflikt rammer de systemer, som det danske samfund kører på, kan vitale funktioner reelt lammes.

Tilbage i Danmark sad to forskningskollegaer på Københavns Universitet, Signe Sophus Lai og Sofie Flensburg, og gravede i præcis de samme problemstillinger på den danske scene.

De undersøgte, hvordan dansk mediepolitik i høj grad stadig regulerer medielandskabet, som om vi lever i de gamle broadcast-dage.
Man regulerede indholdet – mængden af børne-tv, voksenindhold og public service-forpligtelser – men glemte fuldstændig at kigge på, hvem der egentlig ejer de platforme, netværk og servere, som indholdet distribueres igennem.

Deres aha-oplevelser og frustrationer blev som nævnt til Tænketanken Digital Infrastruktur.

Eller som der står på tænketankens webside:

”Med tænketanken har vi skabt en platform, der bringer forskningen ud af universiteterne, gør den relevant for igangværende politiske debatter og sætter den i spil som nøgle til at løse tilbagevendende og fremtidige samfundsproblemer.”

Ifølge direktøren er der al mulig grund til at handle nu.

”Vi mangler digitale suverænitet. Hvis vi ikke genvinder kontrollen over de dybere lag i den digitale infrastruktur, risikerer vi at ende som magtesløse brikker i et geopolitisk spil”, siger hun.

Signe Ravn-Højgaard henviser blandt andet til, at når folkeskolen, medierne og sundhedsvæsenet er dybt afhængige af udenlandske platforme, så er vi samtidig vi ekstremt sårbare.

Det handler ikke bare om økonomisk udnyttelse i form af monopolpriser, men om deciderede sikkerhedspolitiske kontrolpunkter.

”Vi så det for nylig, hvordan den amerikanske regering beordrede en lukning af specifikke platforme som Claude Mythos og Claude Fable for alle udlændinge. Hvis en lignende konflikt rammer de systemer, som det danske samfund kører på, kan vitale funktioner reelt lammes”, forklarer hun.

Men det stopper ikke her.
For der foregår samtidig en systematisk udhuling af vores grundlæggende privatliv.

I realiteten betyder det, at vores adfærd, sundhed og personlige relationer i stigende grad bliver en handelsvare. Med kunstig intelligens og chatbots kan det accelerere den indsamling af data, og dermed  benyttes til at flytte os i forhold til alt fra politiske holdninger og forbrugsmønstre, uden at vi opdager det.

Det ønsker vi selvfølgelig ikke. Derfor er der brug for regulering, viden og offentlig debat. Og også en stat som træder i karakter.

Et samfund, hvor borgerne konstant overvåges og profileres, mister i sidste ende den frihed og tillid, som er selve fundamentet under det danske demokrati. Og sat på spidsen dermed også vores suverænitet.

Tænketanken oplever stigende interesse.
Der bliver i dag lyttet til pointerne.
Dele af missionen er i den forstand allerede indfriet efter tre år. Måske godt hjulpet af den amerikanske administrations opførsel og techgiganternes enorme indflydelse efter Trump tiltrådte i januar 2025.

Dertil kommer Rusland, overskårne søkabler og en generel stigende kritik i forhold til algoritmers og dermed datas indflydelse på vores liv og trivsel.

Tænketanken er blevet efterspurgt til foredrag, debatter og ved events.

Tidligere blev Signe Ravn-Højgaard mødt med apati og spørgsmålene: "Hvad gør det, at Microsoft eller Google dominerer? Deres systemer virker jo bedst."

I dag er det anderledes, og lysten til at komme væk fra giganterne er stor. Meget kan ske på kort tid.

Ifølge direktøren er opgaven netop at se på tværs af hele "tech-stakken" og kortlægge de områder, som ingen andre kigger på.

Gennem tekniske studier af mobil-apps har tænketanken vist, at selvom en app er dansk udviklet, dansk ejet og bruges til noget så harmløst som koordinering i en lokal mountainbikeklub, så er data sjældent på danske hænder.

Måske er klub-appen fri for synlige, personificerede reklamer, men i appens maskinrum ligger der såkaldte SDK'er (digitale komponenter), som i baggrunden opsamler og videresælger brugernes adfærdsdata direkte til Google og Facebook.

Det handler nemlig ikke kun om de velkendte tech-giganter.

Det handler om den vildtvoksende underskov af såkaldte data brokers – datamæglere, som er eksperter i at opkøbe, sammenstille og videresælge vores digitale spor.

"Folk har svært ved at gennemskue hvor massiv dataindsamlingen er, og hvad det kan betyde for dem siger: Jeg har ikke noget at skjule, så det gør nok ikke noget", advarer Signe Ravn-Højgaard.

Med andre ord, i detaljen og øjeblikket kan det virke uskyldigt, og måske endda convenient, at din bil indsamler data for, hvornår du kører til tennis eller ned for at købe ind.

"At du var til tennis klokken fire, er måske ikke en dyb hemmelighed i sig selv. Men når datamæglerne parrer det datapunkt med måneders data fra din computer, din telefon og lokationsdata fra din smarte bil, så har de pludselig et uhyggeligt præcist billede af dit liv.", forklarer hun.

Du tror måske, du ikke har noget at skjule lige nu. Men hvad med om 5 eller 10 år, hvis du søger et specifikt job, eller hvis du træder ind i en sårbar livsfase?

Den samlede mængde af data og præcision, gør os sårbare over for manipulation, nudging og i øvrigt også over for afpresning.

For at gøre truslen håndgribelig har tænketankens samarbejdspartnere tidligere lavet et omfattende projekt med Dataetisk Råd.

Her fik man fuldmagt fra fem af rådets medlemmer til at søge fuld indsigt hos de platforme, de interagerer med i hverdagen.

Det var et gigantisk dataprojekt, der krævede deciderede data scientists at bearbejde, men resultaterne var rystende.

Når en chatbot kender alle dine sårbarheder, dine drømme og dine frustrationer, ved den præcis, hvordan den skal italesætte tingene for at overtale dig til at købe en bestemt rejse – eller hvordan den subtilt kan rykke dine politiske holdninger en lille smule ud på fløjene.

Et af medlemmerne kørte i en Tesla, som viste sig at opsamle ekstreme mængder data.

Hvis man ekstrapolerede de data, bilen indsamlede på blot en kort 20-minutters køretur, ville det løbe op i millioner af datapunkter over en længere periode. Fra Facebook var der titusindvis af registreringer.

I de rå adfærdsdata trådte medlemmernes dybeste privatliv frem i lyset: Skilsmisser, sygdomsforløb, økonomiske problemer og intime relationer kunne kortlægges blandt andet på baggrund af, hvor personerne fysisk havde opholdt sig.

Undersøgelsen afdækkede meget personlige oplysninger om deltagerne, som de ikke ønskede offentliggjort.

"Du tror måske, du ikke har noget at skjule lige nu. Men hvad med om 5 eller 10 år, hvis du søger et specifikt job, eller hvis du træder ind i en sårbar livsfase? Hvis du er dommer, politibetjent eller topembedsmand, kan de kommercielt tilgængelige data udgøre en konkret sikkerhedsrisiko, fordi de måske kan opkøbes af hvem som helst – også udenlandske efterretningstjenester eller kriminelle", påpeger direktøren.

Udfordringen og hastigheden i dataindsamlingen er kun eksploderet med udbredelsen af kunstig intelligens som ChatGPT.

Selvom OpenAI officielt skriver, at de primært bruger data til intern træning, minder Signe Ravn-Højgaard om den reelle, langsigtede risiko ved, at en kommerciel platform kender et menneske bedre, end personen kender sig selv.

"Den største fare er ikke nødvendigvis, at data lækkes til ondsindede mennesker, der vil afpresse enkeltpersoner. Derimod frygter jeg, at alle de meget ultradetaljerede profiler om os alle vil kunne bruges til manipulation. Når en chatbot kender alle dine sårbarheder, dine drømme og dine frustrationer, ved den præcis, hvordan den skal italesætte tingene for at overtale dig til at købe en bestemt rejse – eller hvordan den subtilt kan rykke dine politiske holdninger en lille smule ud på fløjene. Og hvis det sker på større skala, kan det ændre et helt samfund og f.eks. undergrave tilliden til vores institutioner. Det er her, jeg bliver rigtig bange på den demokratiske samtales vegne".

Ifølge hende handler det blandt andet om at gøre teknologien fysisk og forståelig.
Altså håndgribelig.

Det er en af måderne at tage kampen op mod danskernes digitale apati. Derfor har tænketanken netop modtaget funding til et større formidlingsprojekt. Det tæller blandt andet undervisningsmateriale til skolerne og dokumentarfilmen "Skyen findes ikke".

Filmen skal illustrere internettets fysiske virkelighed for helt almindelige mennesker ved at tage dem med ud til de faktiske søkabler og de enorme, strømslugende datacentre.

Samtidig ruller tænketanken kurser ud, der helt konkret viser borgerne, hvordan de med få, simple greb på deres smartphones kan minimere den daglige tracking, uden at det skaber stor friktion i hverdagen.

"Vi skal gøre infrastrukturen synlig, så politikerne kan begynde at lovgive, og borgerne kan begynde at handle", fastslår Signe Ravn-Højgaard.