Daglige begravelser af soldater, hvor folk på gaden knæler og tårene løber frit er en konstant påmindelse om krigens rædsler og pris. Selv om Lviv på mange måder er en fredelig og smuk by langt fra fronten.

Redaktørens indspark - De imponerende ukrainske IT-folk

PROSABLADET har været i Lviv og mødt de ukrainske IT-folk, som i høj grad er med til at holde forsvaret af landet og økonomien kørende. Det er en historie, som det er svært ikke at blive imponeret af.


Det bobler under IT-sektoren i Ukraine.

En lille, men knalddygtig og hårdtarbejdende skare af IT-folk har vendt krigslykken mod alle odds og en overmagt, som ikke regner menneskeliv for noget.

De har gjort det med kolossal kreativitet, begrænsede midler, lange arbejdsdage og i en virkelighed, hvor 20-30 procent af lønnen eller det meste af overskuddet frivilligt bruges til at holde krigen kørende eller sikre nødhjælp.

De har gjort det med backup af generatorer og batterier, fordi el-nettet igen og igen rammes af strategiske bombardementer.

De har gjort det til trods for, at også IT-folk risikerer at blive stoppet på vej til og fra arbejde og sendt til fronten, fordi der mangler mandskab i hæren.

Det er imponerende.


Krigen i Ukraine er grim. Den har stået på i mere end 4,5 år.

Et ukendt antal hundredtusinder mennesker er dræbt på begge sider.
Rædslerne ved fronten er ubeskrivelige. Antallet af Sahed-missiler og droner, som uge efter uge vælter ind over ukrainske storbyer og infrastruktur er næsten umulige at holde tal på.

Det er også en krig, som har omskrevet reglerne for, hvordan moderne krig føres.

I dag handler det om droner, brug af tech og AI og automatisering.

Det er der, hvor Rusland og Ukraine for alvor er i kapløb.

Eller som en IT-udvikler fra byen Lviv fortæller det til PROSABLADET:

”Vi har ca. 14 dage, når vi prøver noget nyt, så finder russerne ud af hvordan de skal tackle det, og så er vi på den igen. Vi skal ikke undervurdere russerne. De er også dygtige til IT”.

PROSABLADET var så heldige at kunne besøge storbyen Lviv i det vestlige Ukraine i et par dage slutningen af juli for at mødes med forskellige IT-folk og høre deres historie.

Lviv lidt mindre end København og er en IT-hub for Ukraine sammen med hovedstaden Kyiv.

Det er her mange IT-folk og deres familier rykkede til efter krigen brød ud.

Her er et start-up-venligt miljø, globalt og vestligt udsyn og troen på, at Ukraine kan forvandle krigens erfaringer til en slags østeuropæisk Silicon Valley, når krigens slutter.

Derfor er størstedelen af denne udgave af PROSABLADET også afsat til et tema omkring den ukrainske IT-branche.

Det gælder blandt andre fra kodenørderne i Codegeeks, som forlod store internationale stillinger og startede deres eget firma i Lviv, hvor de trods krigens udfordringer vækster.

Opskriften er dygtighed, ukuelighed, flid, troen på løsninger og ekspertbrug af AI.

De tre stiftere af Codegeeks er sådan set også fortællingen om, hvordan IT voksede frem i Ukraine lidt senere end i vesten, og ved hjælp af højtuddannede, der allerede som børn havde bygget egne computere og selv trukket kabler for at få adgang til det fantastiske internet.

Men det er også historien om IT-giganten N-IX, der er blevet i Ukraine, og gør alt for at holde sin sti ren og ikke blive blandet ind den korruption, der fortsat gennemsyrer dele af den offentlige ledelse i landet.

Altså historien om at ville orientere sig mod og blive en del af vesten og velfungerende demokratier.

Det er imponerende.

Det er IT og virksomheder drevet i en virkelighed, hvor hverdagen er et ”escaperoom” af udfordringer. 
Det fortæller Jesper Lindholdt, der er dansker og har drevet IT-virksomhed i Kyiv siden 2006.

Vi håber, at I vil tage godt mod temaet.

Fællesskabet, troen på, at IT er en vej ind i fremtiden og troen på, at man kan skabe kreativ og god tech sammen er en fantastisk del af historien om krigen i Ukraine.

Og netop fællesskabet er en central del af en anden artikel her i bladet.

PROSABLADET besøgte BornHack – Danmarks største hackerfestival, som finder sted 7 dage i juli.

Ca. 600 mennesker samles om whitehat-hacking, AI-snak, hackerleg, IT-nørderi, projekter, talks og fællesskab.

Og de gør det i telte og med lejrstemning, fælleskøkkener og omgivet af tech, skærme og gadgets her, der og allevegne midt i naturen.

BornHack er et kludetæppe af alle typer og alle personlighedstræk, fra slips og jakkesæt til lilla hår, piercinger, pensionister, transkønnede og familier på sommerudflugt. Fælles for dem er den gode stemning og muligheden for at netværke, lære og nørde med andre.

”Du kan være lige den du er og helt dig selv. Og det tiltrækker mange”, fortæller en af arrangørerne Tobias Fonsmark, direktøren, der selv har været med siden starten i 2016.

BornHack er en af de historier, som går igen og igen i IT, næsten som en rød tråd. Nemlig fællesskab og nørderi med plads til alle, og hvor der deles viden og erfaringer.

Lidt som med Open Source og fri software, eller alle subkulturer og fællesskaber om det så inden for spiludvikling eller robotnetværk.

Det er ret enestående for IT-faget.

Nå ja så kommer dette blad på gaden samtidig med at mange tusinder starter på et nyt studie.

Mange er forståeligt nok blevet skræmt af eller føler sig måske på Herrens Mark i forhold til om og hvordan de skal bruge AI i deres studie.
Sporene fra de seneste tre-fire år på studier og i gymnasier skræmmer nemlig.

Men AI kan faktisk være en fantastisk hjælper til læring, dygtiggørelse og overblik.
Hvis den bruges rigtigt og sokratisk. Altså til ikke at give svaret, men hjælpe med viden.

Derfor har vi forsøgt at samle en række forslag her i bladet til, hvordan AI kan bruges godt på studiet. Det er ikke helt let, fordi værktøjer udvikler sig hele tiden.

Men om ikke andet er det inspiration.

Vi håber den kan bruges.

God læselyst 😊
 


Læs også...

Sara Amini havde ingen masterplan om at ende i toppen af IT og ville faktisk hellere arbejde med mennesker end programmere. I dag er hun Group CIO for…

EU’s regler om løngennemsigtighed skulle egentlig være gennemført i Danmark denne sommer. Nu er fristen udskudt til 2027. Her får du overblik over,…

Der er simpelthen for meget på spil i forhold til vores sikkerhed og tryghed, når det kommer til regulering af AI. EU skal på banen nu, og ikke bare…

Efter år som softwareingeniør i store virksomheder fandt Peter Justesen noget i undervisningen på Erhvervsakademiet, han ikke havde forventet: En…

2027 kan resultere i bølger af AI-assisterede cyberangreb, og udviklingen er i det hele taget ude af kontrol. Senest har en amerikansk virksomhed ved…

BornHack startede i 2016 og er nu Danmarks største hackerfestival for såvel nørder som nybegyndere. Omkring 600 mennesker i aldre og med IT som fælles…

Ved World Humanoid Robot Games i Kina overgik robotter menneskets verdensrekorder i såvel 100-meter løb som højdespring. Robotterne konkurrerede i 51…

Den russiske invasion var også en vitaminindsprøjtning til tech i Ukraine. Landet er på rekordtid blevet gennemdigitaliseret og har skabt noget af…

N-iX var allerede en succesfuld ukrainsk IT-virksomhed, da krigen brød ud. Men russernes fuldskala-angreb betød, at virksomheden har måttet hele…

Danske Jesper Lindholt har boet og drevet IT-virksomhed i Ukraine siden 2006. Han kalder de sidste fem år for noget af det vildeste, og hverdagen for…