Lige før juleferien vedtog et enigt Folketing et kontroversielt lovforslag, som slår alle hidtidige rekorder udi etiske udfordringer: Et rendyrket overvågningsnirvana for SKAT, som nu har mulighed for at sammenkøre interne data med al anden ”offentlig tilgængelig information”. Bare så længe det lever op til SKATs myndighedsudøvelse.
Så hvis du en dag bliver hevet op på skattekontoret – eller den digitale pendant: Får et automatisk anklageskrift direkte leveret i e-Boks – kan det være, at det er fordi SKAT har krydset dine skattebetalinger med kørselsdata fra politiets nummerpladescannere med dine seneste feriebilleder fra Bali med annoncen for den lystyacht, som du har sat til salg i Den Blå Avis.
Det lovforberedende arbejde taler entusiastisk om, at man skal føde machine learning-modeller med alle disse data for at kunne opbygge risikoscoringsmodeller – altså profilering af borgere, så man kan identificere mønstre, som gerne skulle vise vej til snyd, svindel og bedrag. Et digitalt overvågningsregime a la Kina.
Det er foruroligende i sig selv, men hvad der bekymrer mig, er den komplette stilhed i processen.
Indtil Johan Busse, formanden for Dataetisk Råd, i januar publicerede et debatindlæg i Altinget om den manglende etiske dimension i processen. Og med tydelig frustration, eftersom man i lovgivningsprocessen ”glemte” at spørge det af regeringen nedsatte råd. Det var jo bare for sent. Forslaget var jo vedtaget.
Måske er det digitalnarcissistisk forelskelse
Men hvordan kan et lovforslag med så store iboende etiske problemstillinger passere gennem processen, uden at hverken presse eller politikere råber op?
Det må handle om diagnosen ”Digitalt Stockholm Syndrom” (DSS). Der er nemlig en sammenhæng, som tilsiger, at når digitalisering indføres med et godgørende formål, må man ikke være kritisk. Specielt ikke i Big Mother-staten, hvor digitalisering og overvågning i vores kommunikation og digitale selvforståelse skaber tryghed, lighed, retfærdighed og flere varme hænder.
I et postfaktuelt samfund, hvor alting skal opgøres i sort-hvide modsætninger, er denne diskussion svær. For er du IMOD, at SKAT skal masseovervåge borgerne på enhver tænkelig måde, er du nemlig FOR skattesnyd. Og så tør man jo ikke være imod; tænk hvis det skader politisk image eller genvalg.
Efterfølgende erkendte et par skatteordførere fra oppositionen i et interview i Version 2, at det måske lige er gået lidt for vidt. I artiklen udtalte Louise Schack Elholm (V) i et tydeligt anfald af DSS, at “hvis vi stemte imod, ville vi også stemme imod, at man bruger datamuligheder”. SKAT har i dag 230 systemer og gigantiske datamængder, så ingen har nok rigtig forestillet sig dét scenarie.
Så måske masseovervågning ikke er den største trussel. Måske det er digitalnarcissistisk forelskelse. Man siger jo, at forelskelse er en slags sindssyge, og når man er sindssyg, kan man jo kun tænke på få ting ad gangen. Og i en kompleks verden er det næppe etik.
Rigsrevisionen har undersøgt syv af SKATs i alt cirka 230 it-systemer. Tre af dem vedrører kritiske forretningsprocesser for personskat, moms og selskabsskat, som står for knap 80% af statens indtægter. Konklusionen fra september 2021 er, at Skatteministeriets it-beredskab er ”utilfredsstillende og utilstrækkeligt”.
