Foto: Yang Baosen/Photoshot/Ritzau Scanpix
“Internettet opfatter censur som en fejl og navigerer udenom”.
Sådan lød det optimistisk fra internetaktivisten John Gilmore i 1993, hvor internettet blev betragtet som budbringer af demokrati, transparens og samarbejde.
Nogle år tidligere – i 1987 – havde kineserne afsendt deres første e-mail og dermed koblet Kina på det globale internet.
Denne artikel er en del af et tema om den kinesiske internetmur:
Kinas digitale mur udfordrer det frie internet
Minoriteter er jaget vildt
Guide: The Great Firewall
Kinas censur rækker ud i verden
En opkobling, som med tiden kom til at udfordre John Gilmores optimistiske udmelding.
“Vi kan række ud over den kinesiske mur til ethvert hjørne af verden”, lød det i den triumferende e-mail, som den kinesiske professor Wang Yunfeng var afsender af. Han så frem til at samarbejde med det internationale netværk af forskere og akademikere i hele verden. Adgangen til information var en gave – ikke en trussel, mente man også i Kina.
Men den opfattelse ændrede sig, efterhånden som flere kinesere kom på nettet. For pludselig stod det klart for kommunistpartiet, at deres kontrol med befolkningens adgang til information var i risiko for at blive undermineret.
Ønsket om et samfund uden disharmonisk kritik af det siddende styre har betydet, at kommunistpartiet i de seneste år har opbygget en række effektive systemer, der skærmer den almindelige kineser mod udenlandsk kritik af Kina.
The Great Firewall er den samlede betegnelse for den kinesiske internetregulering og de tekniske blokeringsmekanismer, der forhindrer kinesere i at få adgang til internettet uden for Kina. Den digitale mur har været under opbygning i årtier, og det sker blandt andet ved at forhindre adgang til bestemte websites og blokering af internettrafik. Eksempelvis har kineserne som udgangspunkt ikke adgang til internationale medier og menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International og Human Rights Watch.
Teknologien bag The Great Firewall er en del af det såkaldte Golden Shield, som Kinas kommunistparti påbegyndte i 1998, og som desuden omfatter et internt netværk til brug for politiet samt databaser og videoovervågning med ansigtsgenkendelse.
Udviklingen inden for overvågnings- og AI-teknologi har gjort det muligt at etablere et omfattende overvågningssystem, der især holder øje med etniske og religiøse minoriteter. Sammen med et socialt kreditsystem, der straffer ulydige kinesere, som ikke tilpasser sig sociale normer dikteret af partitoppen, er de digitale systemer i gang med at adfærdstilpasse den kinesiske befolkning til én stor harmonisk familie. Det er samtidig med til at skabe en effektiv selvcensur, da kritik af landets styre ikke kun får betydning for den enkelte, men også venner og familie via det sociale kreditsystem.
Men ikke nok med det. Formuleringen i den 32 år gamle kinesiske mail om at række ud til ethvert hjørne af verden har fået en mere uheldssvanger klang. For Kina forsøger også at kontrollere, chikanere eller skræmme dissidenter i udlandet ved hjælp af hacking og overvågning af kinesiske dissidenter i eksil. Desuden er Kina i fuld gang med at eksportere sine overvågningssystemer til undertrykkende regimer i blandt andet Afrika.
