fastholdelse

Medlemsvækst på 1,5 % - potentialet er ti

PROSA vil have bedre indblik i, hvad der får medlemmer til at melde sig ind – og ud.

PROSA bliver hvert år lidt større. For hvert år kommer mellem 1.200 og 1.400 nye medlemmer kommer til.

Men selv om medlemsfremgang i udgangspunktet altid er en positiv fortælling, kunne den være endnu bedre, påpeger Henrik Jacobsen. Han er forbundssekretær i PROSA og arbejder med hvervning og fastholdelse af medlemmer, og så sidder han også i FH’s organiseringsudvalg.
– Det er rigtigt, at vi vokser med 1,5 procent om året. Men it-markedet vækster med ti procent, konstaterer han.

Så der er et potentiale for endnu flere medlemmer, og derfor har PROSA søsat et medlemsprojekt, som skal gøre fagforeningen klogere på, hvorfor man ikke samler alle potentielle medlemmer op, og hvorfor cirka 1.000 medlemmer hvert år forlader fagforeningen.
– Vi har haft et øjebliksbillede af medlemsfremgangen, men det er aldrig blevet stykket sammen til det store, forkromede overblik. Det er det, vi nu vil gøre, forklarer Henrik Jacobsen.

PROSA har en god indmeldelsesrate, men mange melder sig også ud.
– Det ville være rart, hvis vi kunne få sat en prop i hullet. Vi kan ikke blive ved med at hive folk ind og så miste dem igen, siger forbundssekretæren.

Tema:

Denne artikel er en del af et tema om fagbevægelsens fremtid.

Fortidens sejre vinder ikke fremtiden
Medlemsvækst på 1,5% - potentialet er ti
Alle har ret til et godt arbejdsliv
Når arbejdsgiveren gemmer sig i en app

Derfor har PROSA taget et nyt værktøj i brug. Det nye Business Intelligence-­system skal danne et solidt og mere omfattende datagrundlag, der skal sikre et bedre fundament i arbejdet med hvervning og fastholdelse.
– Endemålet er selvfølgelig at få flere medlemmer. Men det handler også om, at data skal bruges til at blive mere effektiv og præcis og minimere mængden af tilfældigheder i medlemsarbejdet. Sådan så vi kender vores målgrupper, forklarer konsulent Toke Skou Larsen, der arbejder med udviklingen af det nye BI-system.

Og der er nok at tage fat på.
– Der er en del analyser, der skal iværksættes. Både om vores tilbud, om vores kommunikation med medlemmerne og om PROSAs brand, siger Toke Skou Larsen.

What’s in it for me?

PROSA håber på, at medlemsanalyser og større samlede datamængder kan sikre mere indsigt i, hvad medlemmerne ønsker og efterspørger. Måske kan BI-­systemet også give svaret på, hvorfor medlemmerne i aldersgruppen 30-35 år er svære at holde på, og hvorfor kun 150 datamatikere på uddannelsen i Aarhus melder sig ind i PROSA, hvis potentialet måske er 400.

Henrik Jacobsen peger også på en gruppe, som spiller en særlig, men måske overset, rolle. De medlemmer, der ikke rigtig bruger fagforeningen. Det kunne være, at de i højere grad skulle mindes om, hvorfor det fortsat giver mening at være medlem. For eksempel kæmper og vinder PROSA mange juridiske sager for medlemmerne ude på landets it-arbejdspladser. Men alle de andre medlemmer ved det ikke, og de ved måske heller ikke, hvad de ellers har ud af at være medlem. Og så kan det forsvinde lidt ud i det uvisse, hvorfor man skal forblive medlem.
– Vi er ikke gode nok til at svare medlemmerne ”what’s in it for me”?. Vi skal blive bedre til at synliggøre, hvad man kan bruge en fagforening til. Fortælle, at vi er der faktisk for dig. Har du et behov, så er vi der, konstaterer Henrik Jacobsen.

Vi skal blive bedre til at synliggøre, hvad man kan bruge en fagforening til. Fortælle, at vi er der faktisk for dig. Har du et behov, så er vi der
- Henrik Jacobsen, forbundssekretær i PROSA

Selv om opgaven, som PROSA står over for, er krævende, er den også nødvendig, understreger forbundssekretæren. Måske skal kontaktformerne med medlemmerne opdateres, efter man under corona fandt ud af, at onlinemøder i mange tilfælde er et fint alternativ.
– Det bør jo være sådan, at hvad der passer bedst for medlemmerne, passer også bedst for os. Vi er nødt til at gøre noget mere for at imødekomme medlemmernes behov, siger han.

Og arbejdet med at blive skarpere på medlemmernes ønsker og behov handler om mere og andet end blot selve medlemstallet.
– Jo flere medlemmer man har, jo stærkere et politisk mandat har man i forhandlinger. Og jo flere medlemmer der er, jo flere penge er der til at skabe nye tilbud til medlemmerne. Endelig er det jo synd, at vi putter med det, når vi har et rigtig godt produkt, konstaterer Toke Skou Larsen.


Læs også...

Dagligt hører vi om nye hackerangreb, og frygten for, at store angreb kan lægge vores samfund ned, bliver mere og mere reel. Nye it-sikkerhedsregler…

I år har 5.187 personer søgt ind på en it-uddannelse via kvote 2. Det er 10 pct. flere end i 2023.

Den to-årige overenskomst for ansatte i staten er endelig forhandlet på plads for de enkelte organisationer. For ansatte på PROSAs overenskomst…

33-årige Ahmed Zewain drømte om at blive astronom eller astrofysiker, men i dag laver han AI-algoritmer. Han er god til matematik – ikke sådan…

Det er en leg at kode for Simon Moe Sørensen – men det er ikke nok, at du laver verdens flotteste kode, hvis du gerne vil være en succesfuld data…

Politisk rådgiver og talnørd hos PROSA, Ole Tange, giver her en hurtigt introduktion til kryptering.

Musk sagsøger ChatGPT, Instagram mest downloadede app, Netcompany-sagen ruller videre, flere får terapi af chatbots, Apple får kæmpebøde fra Vestager,…

AI-hypen buldrer afsted, men samtidig hober spørgsmålene og usikkerheden sig op – for hvordan sikrer vi, at vi bruger kunstig intelligens på en…

13 nye anbefalinger om tech-giganternes brug af kunstig intelligens er landet fra regeringens ekspertgruppe. Anbefalingerne peger blandt andet på, at…

Advarsler bruges flittigt blandt ledere og kan også bruges som dokumentation for en afskedigelse. Som regel løber en advarsel et år. Men hvad er…