Portræt af Mikkel Falsby fra Merkur Andelskasse

Grøn omstilling kræver et stærkt ledelses­mandat og en dedikeret organisation, siger Mikkel Palsby, der er risikoansvarlig i Merkur Andelskasse. Foto: Magnus Møller

bæredygtighed

Når bæredygtighed er en passion

Mikkel Palsby har været med til at sikre Merkur Andelskasse den eftertragtede B Corp certificering i selskab med nogle af verdens mest bæredygtige virksomheder.

Mikkel Palsby sender ikke længere vedhæftede filer til sine kolleger i Merkur Andels­kasse. I stedet sender han et link til det sted, hvor dokumentet kan findes.

– På den måde sparer vi serverplads og dermed energi. Og det giver et bidrag til vores CO2-regnskab, fortæller Mikkel Palsby.

Som risikoansvarlig i Merkur Andelskasse har han været en af de drivende kræfter i et projekt, der har sikret banken officiel status som Nordens højst ratede virksomhed inden for bæredygtighed.

Tema

Denne artikel er en del af et tema om grøn omstilling i it-branchen:

Klimakampen er et digitalt guldæg
Kom ind i klimakampen
Når bæredygtighed er en passion
PROSA-medlemmer: Bedre sent end aldrig
Vær en del af løsningen

Kvalitetsstemplet kommer fra den verdensomspændende bevægelse B Corp, der blev stiftet i USA i 2007 og i dag har certificeret omkring 4.000 virksomheder i 77 lande.

Og det har været en både lærerig og tidskrævende proces, forklarer Mikkel Palsby.

– Da de bad om at se kvitteringerne for vores økologiske frugtordning, stod det klart, at alle hjørner af vores forretning ville blive gransket minutiøst. Derfor er det selvfølgelig ekstra tilfredsstillende, at vi klarede os så godt i screeningen, siger Mikkel Palsby.

Helt præcist opnåede Merkur Andelskasse en score på 115,4 point ud af 200 point. Adgangskravet er 80 point.

– Det betyder rigtig meget for os både som bank og som arbejdsplads. Bæredygtighed er en passion for mig, siger Mikkel Palsby, der tidligere har arbejdet 12 år som chefanalytiker i Danske Bank med ansvar for kapital og risikoanalyser.

Frontløbere i finansverdenen

Merkur Andelskasse har i mange år haft en markant grøn profil i finansverdenen, fordi banken kun låner penge ud til bæredygtige formål og socialt ansvarlige virksomheder.

Men B Corp måler også på, hvordan en virksomhed behandler sine medarbejdere, om den engagerer sig i det omgivende samfund, og om virksomheden er transparent.

– Vi ville gerne udfordre os selv og se, om vores egen selvforståelse kunne holde til et kritisk 360 graders eftersyn fra en tredjepart, og om vi havde blinde vinkler. Udover glæden ved at kunne dokumentere vores indsats, så giver B Corp os mulighed for at arbejde endnu mere systematisk med bæredygtighed fremover, siger Mikkel Palsby.

Bæredygtighed er allerede et væsentligt parameter for forbrugerne, og det vil kun vokse
- Mikkel Palsby

Processen afslørede, at Merkur grundlæggende havde godt styr på forretningen, men at der på flere felter manglede nedskrevne vejledninger med klare krav og målsætninger om bæredygtighed.

Det blev tilrettet under arbejdet med at indsamle dokumentation til B Corp, så alt nu er registreret og kategoriseret – også frugtkurven.

– Selv om vi har opnået en høj score, har vi sat nogle ret aggressive mål for, hvordan vi kan blive endnu bedre. I første omgang på vores indkøbspolitik og transportpolitik, men det gælder hele vejen rundt forklarer han.

 

Konkret har hver medarbejder fået en kvote for, hvor meget fossilt brændstof de må forbruge, og kundebesøg foregår som udgangspunkt i elbil eller med offentlig transport.

– Der kan selvfølgelig være situationer, hvor det er vanskeligt at undgå fossil energi, men målet er, at vi skal helt væk fra det. Det er også snart slut med at flyve, siger han.

Gennemsigtige på alle niveauer

På mange måder er pengeinstitutter lettere stillet end produktionsvirksomheder, når det handler om at dokumentere sine processer, fordi de i forvejen er forpligtet til at dokumentere stort set alt i forhold til myndighederne.

Alligevel tog det fire måneder for Mikkel Palsby og hans kollega Silja Nyboe Andersen at komme i mål.

– Det handler om at arbejde målbevidst med bæredygtighed på alle niveauer. Derfor er der brug for et stærkt ledelsesmandat og en meget dedikeret organisation, siger Mikkel Palsby.

Foreløbig kan 22 danske virksomheder smykke sig med at være B Corp certificeret, men mange flere er på vej, for udviklingen går kun én vej. Det betyder også, at der er lang kø til at blive certificeret.

3 gode råd fra Mikkel Palsby

MANDAT
Sørg for at få et ordentligt mandat fra ledelsen, så der er afsat ressourcer til projektet, og fra organisationen, så alle medarbejdere bakker op.

TEST
Få en indikation på, hvor virksomheden står, og hvilke dokumenter der skal findes frem ved at tage en B Corp test på bimpactassessment.net

POLITIKKER
Vær forberedt på, at det handler om, hvor bevidst virksomheden arbejder med bæredygtighed. Derfor skal forretningsgange og politikker indeholde klare målsætninger, krav og kontroller, inden I går i gang.

 – Bæredygtighed er allerede et væsentligt parameter for forbrugerne, og det vil kun vokse, mener Mikkel Palsby, der ser en anden stor styrke ved at være en del af B Corp familien:

– Vi indgår nu i et netværk af virksomheder på tværs af brancher, og det er blevet en del af vores indkøbspolitik, at vi kigger efter andre B Corp virksomheder, når vi skal vælge nye leverandører. Så det har også en selvforstærkende effekt, siger Mikkel Palsby.

Datacentral i Polen

Det samlede CO2-regnskab afspejler både Merkurs egen forretning og det indirekte aftryk, som kunderne afsætter i kraft af udlån fra banken.

Merkur har længe haft bæredygtighedskriterier for, hvad de vil låne penge ud til, men med B Corp var de nødt til at dokumentere, hvad der er grønt og bæredygtig ved hvert enkelt udlån.

– Mange banker vil generelt have svært ved at score højt på bæredygtighed på grund af deres udlån og de aftryk, som udlånet forårsager, forklarer Mikkel Palsby.

På it-området har Merkur Andelskasse indgået aftaler med virksomheder, der aftager og genbruger forældet it-udstyr.

Merkur måler også forbruget på serverne, som for Merkurs vedkommende er placeret hos BEC – og her er der plads til forbedring, forklarer Mikkel Palsby:

– BEC har et stort CO2-aftryk fra sine afdelinger i Polen, hvor en del af deres aktiviteter er placeret, og hvor meget af energien kommer fra kulkraft. Men man kan jo ikke drive en bank uden en datacentral, så vi er nødt til at prøve at påvirke BEC til at ændre adfærd. Det er vi i gang med.

 

Hvad er B Corp`?

4.000 virksomheder i 77 lande er med i B Corp.

Certificeringen baserer sig på 243 spørgsmål i seks kategorier lige fra forretningsmodel og overenskomst til strøm­forbrug og affalds­håndtering. Alle svar skal dokumenteres. B Corp tilkobler en analytiker, som kan bede om flere oplysninger.

B Corp er non-profit, men det koster et gebyr at være med. Læs mere på bcorporation.net


Læs også...

Dagligt hører vi om nye hackerangreb, og frygten for, at store angreb kan lægge vores samfund ned, bliver mere og mere reel. Nye it-sikkerhedsregler…

I år har 5.187 personer søgt ind på en it-uddannelse via kvote 2. Det er 10 pct. flere end i 2023.

Den to-årige overenskomst for ansatte i staten er endelig forhandlet på plads for de enkelte organisationer. For ansatte på PROSAs overenskomst…

33-årige Ahmed Zewain drømte om at blive astronom eller astrofysiker, men i dag laver han AI-algoritmer. Han er god til matematik – ikke sådan…

Det er en leg at kode for Simon Moe Sørensen – men det er ikke nok, at du laver verdens flotteste kode, hvis du gerne vil være en succesfuld data…

Politisk rådgiver og talnørd hos PROSA, Ole Tange, giver her en hurtigt introduktion til kryptering.

Musk sagsøger ChatGPT, Instagram mest downloadede app, Netcompany-sagen ruller videre, flere får terapi af chatbots, Apple får kæmpebøde fra Vestager,…

AI-hypen buldrer afsted, men samtidig hober spørgsmålene og usikkerheden sig op – for hvordan sikrer vi, at vi bruger kunstig intelligens på en…

13 nye anbefalinger om tech-giganternes brug af kunstig intelligens er landet fra regeringens ekspertgruppe. Anbefalingerne peger blandt andet på, at…

Advarsler bruges flittigt blandt ledere og kan også bruges som dokumentation for en afskedigelse. Som regel løber en advarsel et år. Men hvad er…