billede af grønt kontor

21 spilproducenter har lanceret Playing for the Planet - heriblandt danske SYBO. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

computerspil

Spilproducenter: ”Vores computerspil skal være grønnere"

Computerspilsproducenter lancerer det grønne initiativ ’Playing for the Planet’, der vil have spilindustrien til at tage ansvar for sine klimabelastende produkter.

Det kan godt være, at det var den 16-årige klimaaktivist Greta Thunberg, der løb med opmærksomheden til klimatopmødet i New York i september. Men det var ikke det eneste indlæg, der blev fremført for FN.

En samling bestående af 21 computerspilsproducenter præsenterede deres nye grønne initiativ ’Playing for the Planet’, der i al sin enkelhed går ud på at få spilindustrien til at tage ansvar for sine klimabelastende produkter og skabe ændringer, der kan nedbringe CO2-belastningen for industrien.

Halvanden måned efter klimatopmødet er den internationale gruppes danske medlem Mathias Gredal Nørvig, CEO i SYBO, mødt op til SpilBar i Cinemateket for at fortælle om, hvordan man kan gøre spil mere grønne og påvirke brugerne i den rigtige retning. Greta Thunberg ville nok sige, at man bare helt skal lade være med at spille computerspil, men det er ikke Mathias Gredal Nørvigs udgangspunkt.
– Vi ønsker ikke at gøre det her på en måde, der tager morskaben ud af branchen, pointerer han flere gange.

Konkrete tiltag

SpilBar bliver afholdt fire gange om året for interesserede i computerspilsbranchen. Hver gang med et nyt emne som omdrejningspunkt for forskellige foredragsholdere. Emnet til SpilBar nr. 43 er spørgsmålet ’Hvem er ansvarlig?’. Det spørgsmål kan Mathias Gredal Nørvig let svare på.
– Vi er de ansvarlige – spilproducenterne. Vi har i SYBO haft 2,7 millioner downloads af Subway Surfers. Vi har et enormt ansvar, fortæller han.

Subway Surfers er det mobilspil, som SYBO er medskaber af, og i løbet af sit 20 minutter lange oplæg kommer Mathias Gredal Nørvig med en række konkrete forslag til, hvordan man som computerspilsproducent kan tænke mere grønt.

Det fungerer på flere planer – for eksempel som chef for en gruppe ansatte. I SYBO's tilfælde er der 100 medarbejdere i lokalerne i Jorcks Passage. De affaldssorterer, har solceller på taget og investerer overskuddet i grønne tiltag. I kantinen bliver de ansatte tilbudt plantebaseret kost som et eksempel på green nudging. Det handler om at opmuntre frem for at forlange og påbyde.

På et tidspunkt kommer der lovgivning på området, men indtil da kan vi lige så godt være de ansvarlige firstmovers, der gerne vil adressere klimaproblemerne
- Mathias Gredal Nørvig, CEO i SYBO

På det narrative plan er spillene grønne, når de taler direkte til brugerne og eksempelvis får bæredygtige detaljer med i historierne. Spillerne får dermed ind i deres bevidsthed, at man kan kigge efter genbrugstrekanter eller vælge en elektrisk motor i racerløbsspil. SYBO præmierer også de computerspilspitches, hvor historierne har et grønt omdrejningspunkt.

Det er alt sammen små skridt, men en start på noget, som ’Playing for the Planet’ håber, vil vokse sig til en større bevægelse.
– På et tidspunkt kommer der lovgivning på området, men indtil da kan vi lige så godt være de ansvarlige firstmovers, der gerne vil adressere klimaproblemerne, siger Mathias Gredal Nørvig.

Nødvendig forandring

Det er essentielt at få kickstartet den grønne omstilling i en branche, der i størrelse for længst har overhalet underholdningsbranchens andre medlemmer som film- og musikbranchen.

Playing for the Planet

De 21 spilproducenter, der har lanceret Playing for the Planet, består af nogle af branchens største virksomheder – deriblandt Sony og Microsoft samt danske SYBO.

Gruppens erklærede mål er at nedbringe deres samlede CO2-udledning med 30 millioner ton inden 2030. Til sammen­ligning udledte Danmark i 2018 i alt 51,9 millioner ton CO2. Det vil sige, at spilbranchens initiativ har et mål, der svarer til 2,9 millioner danskeres årlige udledning.

Playing for the Planet-gruppen har udtalt, at de henvender sig til en brugerskare bestående af 970 millioner spillere på verdensplan.

Læs mere på playing4theplanet.org

Da Mathias Gredal Nørvig er færdig med sit oplæg, er der straks spørgsmål fra salen.

En vil gerne høre lidt mere om green nudging, som ikke kun er noget, SYBO benytter sig af, men er et begreb, der gælder for hele branchen.

En anden vil vide, om det er dårligt at spille de spil, der kræver, man benytter sig af spiludbyderens servere. Men det er det ikke, forklarer han.

Selv om de store servere har et meget større CO2-forbrug, så sparer det på sigt det e-waste, der er i den anden ende hos alle småspillerne.

Det er en af de vigtigste pointer i forhold til den bæredygtige tankegang: Når man taler om klimabelastning, må man altid veje de forskellige delelementer i regnskabet op mod hinanden og finde ud af, hvad der vejer tungest. Man kan ikke spille computerspil uden at belaste klimaet, men man kan gøre det på måder, der er mindre belastende end det nuværende niveau.
– Det, vi håber på at gøre med ’Playing for the Planet’, er at inspirere forbrugersamfund og fællesskaber, forandre industrien og få gang i dekarboniseringen, siger Mathias Gredal Nørvig.

Hans oplæg foran den fyldte sal i Cinemateket er hurtigt overstået, men den grønne omstilling i computerspilsindustrien er først lige begyndt.

 

PROSA, grøn omstilling og spilbranchen

PROSA har aktuelt gang i to forskellige indsatser, den ene med fokus på grøn omstilling og den anden med fokus på arbejdsvilkårene i spilbranchen – herunder løn, arbejdstid og arbejdsmiljø. Hvis du vil vide mere om disse indsatser, så tag kontakt til henholdsvis Jakob Ruggaard (jar@prosa.dk) eller Bjarke Friborg (bfr@prosa.dk).


Læs også...

Natasha Friis Saxberg er en af de mest markante stemmer, når det handler om at sætte dagsordener inden for it og tech herhjemme. Hun er direktør for…

Selvom Anna igen og igen fortalte sine ledere, at den kode, hun og kollegerne arbejdede med, ikke var god nok, blev der ikke lyttet – men der blev…

Dagligt hører vi om nye hackerangreb, og frygten for, at store angreb kan lægge vores samfund ned, bliver mere og mere reel. Nye it-sikkerhedsregler…

I år har 5.187 personer søgt ind på en it-uddannelse via kvote 2. Det er 10 pct. flere end i 2023.

Den to-årige overenskomst for ansatte i staten er endelig forhandlet på plads for de enkelte organisationer. For ansatte på PROSAs overenskomst…

33-årige Ahmed Zewain drømte om at blive astronom eller astrofysiker, men i dag laver han AI-algoritmer. Han er god til matematik – ikke sådan…

Det er en leg at kode for Simon Moe Sørensen – men det er ikke nok, at du laver verdens flotteste kode, hvis du gerne vil være en succesfuld data…

Politisk rådgiver og talnørd hos PROSA, Ole Tange, giver her en hurtigt introduktion til kryptering.

Musk sagsøger ChatGPT, Instagram mest downloadede app, Netcompany-sagen ruller videre, flere får terapi af chatbots, Apple får kæmpebøde fra Vestager,…

AI-hypen buldrer afsted, men samtidig hober spørgsmålene og usikkerheden sig op – for hvordan sikrer vi, at vi bruger kunstig intelligens på en…