1
Han ligger på knæ foran et telt og taler med noget på jorden. Det er solskin og ganske varmt, og han har hvidt tøj på. Han taler til noget - noget der kravler langsomt. Det er en cirka 10 centimeter stor larve. Den er sort med masser af børster, og vi ender med at stå der alle sammen og se på den, som den maver sig fremad, langsomt.
- Du er sej, siger han.
Den ligner en sommerfuglelarve, og vi forestiller os, at den snart forpupper sig og bliver til noget pænt. Men vi tager fejl. Flere mennesker kommer til: en af arrangørerne og så et lokalt ægtepar, der lige har kigget forbi.
- Nå, dem har I også, siger de lokale.
Bornhack - Initial Commit er en lejr for makere, hackere og andre nørder på en nyslået mark på for gammel FDF-lejr nær vandet ved Aakirkeby og Dueodde på Bornholm Ægteparret tilføjer:
- Husk, de er giftige. Der er vist en hund, der er kommet galt af sted og nogle børn, der er blevet syge.
Vi fortsætter med at se på larven, der bevæger sig, langsomt, med hvad der nu virker som en en ondsindet, bevidst tøven.
- Det er en terrorlarve, siger en eller anden.
Terrorlarven har faktisk et navn: fyrreprocessionsspinderlarve. Ifølge BT har sådan en givet niårige Marta samt en femårig pige voldsomme allergiske reaktioner med kraftigt udslæt. De havde bare rørt ved den. Familiehunden Lucca forsøgte at æde to af dem, men spyttede dem ud igen. Så blev den syg og kastede op og fik koldbrand i tungespidsen. Noget af dens tunge faldt af.
Vi vender os mod skærmene igen, væk fra solen, og lader larven kravle videre. Ingen af os har mistet tungen, endnu. Skærmene står i telte. Der sidder hele tiden nogle ved dem, som programmerer deres egne ting og laver Tor-servere. Enkelte af dem spiller eller chatter, og der er høj musik og cigaretrøg over det hele. Solen skinner, det er rart, men det betyder ikke så meget. Det er lyset fra skærme, vi bader os i.
2
Jeg har plaget mig til at holde en keynote-tale med titlen ‘Infocalypsen’. Jeg er hamrende nervøs, især fordi min tale skal foregå på engelsk. Alt er på engelsk her. Jeg har alt for mange slides, Thunderbolt-stikket i min MacBook Air falder hele hele tiden ud, og udenfor blæser det kraftigt. Min MacBook er iøvrigt en sjældenhed her. De fleste bruger skrammede ThinkPads eller andre pc’er, og alle er på en eller anden version af Linux eller Qubes OS.
Jeg taler om sikkerhed og systemer - om at kodere har et ansvar for fremtiden. Men det, der gør mest indtryk, er historien om amerikanernes flyvende EMP-våben, der med en elektromagnetisk puls kan nulstille og stege al elektronik under sig med en simpel overflyvning af en drone. Jeg viser en video med jublende forskere, der slukker for elektronikken i store skabe med servere, under overflyvning. Videoen er fra 2013.
Jeg konkluderer, at de nok er noget længere fremme i dag - og spørger, hvad vi kan gøre ved det. Alle klapper, da jeg er færdig. Bagefter spørger de oprigtigt, hvad de kan gøre for Danmark i fremtiden? Flere taler om, at det er et problem, at kodere er anarkister og svære at styre, og de fleste har taget min nye term, ‘Blåskjorterne’ - mennesker, der ikke ved noget om it, men som bestemmer retningen for udviklingen - til sig. Alle kender dem. Alle hader det, de står for.
Senere er der Hacker Jeopardy, og jeg er ikke i stand til lave et eneste spørgsmål, da jeg end ikke forstår svarene. Flere spørger mig, hvad jeg egentlig laver her. Jeg siger, som sandt er, at jeg er it-journalist, laver radio og skulle holde den her tale. Og nej, jeg kan ikke kode. Jeg bliver tilgivet, og de fleste vil gerne tale med mig alligevel.
Og så er der de forskellige talks: Et emne som ‘Keyless Entry Exploration and Exploitation’ viste sig rimeligt forståeligt. Det handlede om adgangskontrolsystemer i bygningers mange svagheder, mens ‘Django Crash Course’ og ‘TLS Attacks and the Burden of Faulty TLS Implementations’ var langt over mit ynkelige niveau - for slet ikke at tale om førnævnte Hacker Jeapardy, hvor der konkurreres i portnumre og hexadecimal-værdier. Det er højteknisk, og jeg føler mig ekstremt meget udenfor.
Til gengæld er Bornhacks Hacker Jeapardy meget langt fra Defcons udgaver, hvor der sidste år var strippere og dildoer og alt muligt andet sexistisk med i legen. Selvom her er få piger - endnu - så har Bornhack et ‘code of conduct’, der forbyder den slags totalt. Det er printet og plastineret og hængt op på dørene på unisex-toiletterne for at sikre, at alle får det læst, som arrangørerne siger. Hovedbudskabet af simpelt: ‘Be exellent to each other’, og det overholdes gennem hele festivalen.
Alt er ekstremt velorganiseret - toiletter, indhegning, strøm og lys over hele pladsen, så man kan finde rundt om aftenen. Der er en permanent helpdesk, og arrangørernes Motorola-radioer skratter konstant.
En aften får vi et seriøst regnskyl inklusive torden. Vi ser det komme på dmi.dk, og en lille, dedikeret flok går alle ledninger over hele området igennem for at sikre sig, at der ikke ryger sikringer, når det går løs. Nettet falder ikke ud et eneste sekund, mens det vælter ned med vand.
3
Baren ligger midt i en skov af høje piletræer. Baren hedder #IRL_Bar, og hver aften mødes vi stort set alle sammen dernede. Nogle har computere med og sidder og koder eller skriver, og der er et DJ-telt ved siden af, hvor andre sidder med uendeligt lange playlister. Vi kan spille ret højt, og en enkelt nabo klager et par gange, men det er ikke alvorligt, der er altid kontrol over tingene. Baren er permanent under ombygning. Det er den hver dag. Når man kommer derned, er der et nyt bord eller en anden hængekøje eller en ny overdækning eller noget lys, der drejer langsomt hen over ens ansigt. Det er ikke en bar, det er en tilstand.
Som da jeg står i baren klokken 02.30, og en eller anden vil give mig en meget stærk drink med det manende navn ‘alkohol-tsunami’, mens den ene af bartenderne, der sidder i en hjemmebygget, svævende stol, som hænger i et træ, bare kigger på mig og siger: 'No!' De spørger igen.
- No, siger hun og drejer sig demonstrativt omkring.
Jeg tager en sodavand i stedet og kigger ned i kassen med klistermærker fra alle mulige foreninger, gode hackergrupper og andre sager. Jeg tager et par stykker mere. Jeg har også lagt mine egne for aflyttet.dk overalt og kan nu se nogle af dem på bagsiderne af de laptops, der lyser i mørket.
- No!, siger bartenderen, igen.
Jeg slipper baren og går tilbage til det sommerhus, jeg har lejet 200 meter væk. Jeg bruger telefonen som lommelygte i det knaldsorte mørke. Næste morgen vågner jeg til lyden af droner, en stor flok af dem. De hænger over området, som fugle...
4
Flyet flyver langsomt og lavt. Det er hvidt og ligner et privatfly - sådan et af den slags, amerikanerne brugte til deres rendition flights. Det kommer igen to gange. Jeg tager billeder, tjekker det på Flightradar24 og sender nummeret ud via Twitter. En bruger på Twitter siger, at det er det schweiziske luftvåben. Militæret. Vi spekulerer over, om de bruger en IMSI-catcher til at logge alle telefoner. Flere er vrede, og paranoiaen breder sig. Jeg hælder til, at piloten var nysgerrig og ville se vores fine lejr i solskinnet.
Henrik Lund Kramshøj, ‘Kramse’, ærgrer sig over, at vi ikke har sat noget udstyr op - en alarm, der ville reagere, hvis nogen forsøgte at IMSI-catche over os.
- Det gør vi til næste år, siger han.
Om formiddagen taler jeg med en radiohacker, der har lavet workshops, hvor man kan bygge sin egen modtager. Han arbejder med radiosikkerhed. Det er muligt at fuppe radarer og den slags til at se alt muligt, fortæller han mig.
- Som missiler?, spørger jeg, og han svarer, at det er ganske svært at lave et enkelt - men en helt flok kunne man godt kode ind.
5
René Gade fra Alternativet tager armbøjninger foran sin iPhone, 22 i træk. Det er en Facebook-udfordring, og han skal gøre det hver aften - noget med Afghanistan-veteraner. Han taler til telefonen imens. Det er aften og mørkt. Alternativet er massivt til stede på Bornhack - partiet prøver at finde en ny it-politik, og her til aften har de talt med deltagerne om, hvad de kunne tænke sig. De fleste ville bare ønske, at politikerne ville holde op med at lægge planer uden først at lytte til folk, der ved, hvad de taler om. Og at de kunne få mere tid til at lave ordenlig kode.
Ud over René Gade er Den Grønne Pirat Rolf med hele vejen. Han har flettet sit skæg i nye former hver dag og hænger mærkelige ting i det: en fjer, en smøg... Han stillede op som it-ordfører for Alternativet til valget, men René Gade fik stemmerne. Rolf hænger på og mindes, sidst han var på Bornholm. Det var før Alternativet. Dengang var han med i det danske Piratparti og satte til Folkemødet små fyrfadslys-drevne varmluftballoner op over hele øen for at protestere mod, at hackeren Gottfried Swartholm Warg var fængslet i Danmark. Politiet havde forbudt det. ‘Brandfare,’ sagde de. Men han gjorde det alligevel, og de fangede ham ikke før på færgen.
- Jeg var den eneste ombord, der ikke var politimand. Det tog dem 40 minutter at opdage mig, fortæller han og tænder den smøg, der hænger i skægget.
6
Emma Holten kommer flyvende ind og taler om hævnporno. Om at pigerne ikke har en plads på internettet, at drengene mobber dem ud, og at vi er nødt til at tale om køn.
Historien er slem nok: Hendes kæreste tog nogle nøgenbilleder af hende, og da de gik fra hinanden, smed han billederne på nettet. De blev spredt over det hele, og så begyndte hun at få ubehagelige beskeder fra alle mulige. Nogle opsøgte hende endda derhjemme. En af dem smed en sten gennem et vindue.
- Det holder nok aldrig helt op, siger hun, mens vi står udenfor og venter på en pølse fra den vogn, der står her permanent, men som først åbner omkring klokken 11. VI er rasende sultne og tænker kun på mad.
Senere holder aktivisten Peter Kofod brandtale mod overvågning. De fleste her ved godt, hvor slemt det står til. En af arrangørerne har opereret mikrofon og kamera ud af både sin spritnye Nexus-telefon og af sin MacBook Pro. Jeg spørger ham, om han har noget at skjule.
- Næh. Jeg kan bare godt lide at være lidt foran, siger han.
7
Joe og jeg kører på min BMW R 65 GS for fuld skrald langs vandet og forbi Bornholmertårnet. Det er en 70 meter høj monolit, som engang husede Forsvarets Efterretningstjeneste, der lyttede til russerne derfra. Nu har de tømt det hele - kun et par klistermærker og nogle meget gamle maskiner er tilbage. Vi standser et øjeblik og ser på det. Så kører vi til Dueodde, hvor vi ser på fyret og klitterne, til det mørkner, og så ræser vi gennem en fløjlsblød nat tilbage til Bornhack og computerne, der aldrig går ud, og nettet, der står og blinker som stjernerne over Bornholm.
Ude på nettet er der opstået en frygtelig masse Tor-servere og access-points - og guderne må vide, hvad ellers der bor her, på nettet, her på pladsen, hvor terror-larverne, kravler rundt. Det hvide fly vender ikke tilbage.