Forhandlingerne på det offentlige område er nu ved at være overstået, og gennem forløbet har vi været vidner til et til tider underligt skue. Det har vist sig, at det med samarbejde og solidaritet ... det er en svær størrelse. Det startede ellers så smukt med en musketered, hvor alle forbundene forpligtigede sig til en løsning for alle, og hvor fortællingen var, at der ikke ville blive indgået aftaler, medmindre alle kom med hjem. Der var fokus på tre emner: den betalte frokostpause, undervisernes arbejdstidsaftale og den generelle lønstigning. Tre emner, som ikke omfattede alle fagforbund, men som hver for sig var vigtigt for store grupper af offentligt ansatte.
Men det viste sig så, at det var en svær ed at holde fast i. Selv om der var stor opbakning og aktivitet fra medlemmerne, lykkedes der ikke at få alle de tre emner forhandlet på plads. Flere forbund på det regionale område valgte at indgå et delforlig, som ikke indeholdt en løsning for alle. Dermed tvang det alle andre til at indrette sig efter delforliget på det regionale område og dermed måske få løsninger, som var dårligere, end hvis sammenholdet havde holdt helt frem til målstregen.
Herudover afslørede den varslede omfattende lockout fra arbejdsgiverne en række alvorlige problemer i sundhedssektoren. For at undgå, at lockouten berørte patienterne, skulle der pludselig indgås nødberedskabsplaner. Det viste sig så, at for at klare et ordentligt nødberedskab, skulle der på mange afdelinger være flere medarbejdere til stede, end der er ansatte i dagligdagen. Det siger noget om, hvor langt ind til benet der er skåret for at effektivisere og rationalisere arbejdet på sygehusene. Jeg håber derfor, at det ikke får lov til at gå upåagtet hen, når nu støvet har lagt sig efter overenskomstforhandlingerne. Selv nok så høje lønstigninger og en betalt frokostpause medfører jo ikke, at der kommer færre patienter, færre opgaver eller flere medarbejdere.
Resultaterne i de offentlige forhandlinger endte så med pæne lønstigninger, at frokostpausen fortsat er betalt og at det underlige privatlønsværn afskaffes. Hvis de offentlige ansatte skulle værnes mod noget, er det ikke de private lønninger, men nærmere de konstante nedskæringer og effektiviseringer Og det er noget, der er blevet glemt i debatten om lønnen for de offentlige ansatte. At det kan da godt være, at lønudviklingen lige nu ligner den på det private, men det gør selve lønnen altså ikke. I de fleste funktioner er det stadig sådan, at det private er lønførende, og det ændrer denne overenskomstforhandling ikke på.
Det mest ærgerlige er dog, at underviserne endnu en gang må gå fra forhandlingsbordet uden en aftale om deres arbejdstid. I stedet er de stillet en fin kommission i udsigt, som skal undersøge, om der er sammenhæng mellem lærerens arbejdstid og kvaliteten i undervisningen. I den lov, der fastlægger lærernes arbejdstid, er der ikke afsat særligt meget tid til forberedelse, og lærerne har også fået mange nye opgaver gennem årene med skolereformerne. Det kan derfor undre, at det skulle være nødvendigt med en kommission til at afdække det indlysende. Det må kunne gøres bedre. Det er ikke rimeligt, at lærerne er de eneste offentligt ansatte, som ikke har en aftale om arbejdstiden, men skal leve med et lovovergreb nu på sjette år.
Så se nu og få indgået en arbejdstidsaftale med lærerne.