– Som en af mine kollegaer har sagt, er det, der gør internettet interessant, at det bliver holdt sammen af skodkode, som en studerende har skruet sammen klokken fire om morgenen. Alligevel virker det. Men vi begynder at se nogle af de dårlige konsekvenser. Når det handler om kryptografiske protokoller, har vi set en række massive fejl på det sidste.
Eftermiddagen er vintergrå, men IT Universitetet i Ørestad er juleoplyst, da Prosabladets udsendte møder Paul Dourish, som har få dage tilbage af sit tre måneders ophold som gæsteforsker på universitetet. Efter en lille juleferie går turen videre til universitetet i Melbourne i Australien inden han vender tilbage til sin forskning på University of California i byen Irvine.
På sit spartanske kontor med udsigt til Ørestad forklarer Paul Dourish sigtet med sin aktuelle forskning. Det skal ende med en bog, som udkommer i sidste halvdel af 2016:
– Emnet for min kommende bog bliver materialiteten af informationer. Materialitet er jo et af de komplicerede akademiske begreber, der kan betyde hvad som helst. Jeg beskriver det praktisk ved eksempelvis at se på internettets materialitet - en fysisk realitet, der eksisterer på en række konkrete steder. Digitale ting kan også være fysiske ting, der kræver strøm og optager plads, siger Paul Dourish.
Overordnet set startede Paul Dourish sit aktuelle forskningsprojekt med at se på de teknologiske og politiske begrænsninger, som indvirker på brugeroplevelsen, når man arbejder med software. Det handler eksempelvis om, hvordan både indretningen af netværksprotokoller og organisationer som ICANN, IETF og FN har en betydning for anvendelsen af internettet.
Han fremhæver, at materialiteten definerer ting, som er digitale. De kan opfattes som robuste, og nogle er skrøbelige - det er eksempelvis tilfældet med netværksprotokoller. Og de oplevelser har følgevirkninger for udviklere.
– Programmører og systemudviklere har en forståelse af den digitale verden som meget materiel. Det erfarer de, når de forsøger at gøre noget, og den digitale verden giver dem modstand, og der er noget, som ikke passer ind under udviklingen af et stykke software. Så jeg er interesseret i at finde ud af, hvordan vi opfatter digital materialitet, siger han.
Jeg er interesseret i at finde ud af, hvordan vi opfatter digital materialitet
I den kommende bog er det Dourish’ ambition at forene det digitale og det virtuelle, som af mange ses som to modsætninger.
– Det gør jeg ved at gennemgå en række casehistorier. Den første handler om emulatorer og ting, som jeg har anvendt til at genskabe nogle af mine første oplevelser med computere. Vi tænker på emulatorer som det, der skaber virtuelle computere, men når det kommer til stykket, er de computere slet ikke virtuelle, fordi de rummer en materialitet som væver sig ind.
Et andet eksempel, som Paul Dourish netop har arbejdet med, handler om regneark og den udformning, de har, og hvilke muligheder det skaber for at repræsentere data. Et tredje handler om, hvad sammenhængen er mellem internettet og de rutetabeller, som fysisk ligger til grund for opbygningen.
– Det hele drejer sig om sammenhængen mellem menneskers social-kulturelle oplevelser og de materielle omstændigheder, der gælder i de forskellige digitale lag, sammenfatter Paul Dourish.
Så alt dette går langt videre end til bare at handle om brugergrænseflader?
– Ja, for de underliggende ting har lige så stor indvirkning på brugeroplevelsen. Den er nemlig ikke blot begrænset til at handle om udformningen af grafikker på en skærm. Det ser vi tydeligst ved et systems respons - hvor hurtigt brugeren får et svar. Det afhænger jo netop af, hvad computeren gør. Ofte har vi ikke et sprog til at tale om disse vigtige faktorer, eller vi bemærker dem ikke, siger Paul Dourish.
Som forsker har han altid været fascineret af tanken om at designe systemer, som giver overblik over, hvor data befinder sig, men som samtidig ikke overbebyrder brugeren med informationer.
– Vi ønsker jo bestemt ikke systemer, som insisterer på at være opmærksomhedskrævende hele tiden. Vores løsning har på den anden side været at at skjule alle detaljer, så de ikke kan hentes frem. Det ser vi eksempelvis i systemer, som automatisk skifter mellem en krypteret og ukrypteret tilstand for at tilbyde brugeren bekvemmelighed. Det er heller ikke nogen fantastisk løsning, konstaterer Paul Dourish.
Han er generelt kritisk over for bestræbelserne på at tilbyde brugerne bekvemmelighed for enhver pris. Verden kan ikke beskrives ved eksempelvis at tale om sømløshed som en del af brugeroplevelsen.
– Dataloger og andre it-folk elsker ordet sømløs. “Man skal have en sømløs oplevelse som bruger af software”. Interaktionen skal være sømløs, adgangen skal være sømløs. Men selve verden er jo sømfuld! Og det er ofte meget nyttigt at finde ud af, hvor de mærkbare overgange rent faktisk er. Blandt andet fordi det viser, hvilken slags arbejde det kræver at gøre alting tilsyneladende sømløst, siger Paul Dourish.
Hans egne programmeringserfaringer peger på, at udfordringerne ofte kan gemme sig uventede steder. Og så får det digitale materialitet. For mange år siden skrev Paul Dourish et program til at håndtere e-mail. Det viste sig, at en af de mest tidskrævende opgaver kom til at dreje sig om noget, som han aldrig havde troet ville blive svært, nemlig at parse datoer.
– Ifølge specifikationerne var der kun to måder at fortolke datoer på, men i virkeligheden var der alle mulige varianter. Hvis du modtog e-mail fra et VMS-system, så gav det dig datoen i et standard-VMS-format i stedet for at formatere den til e-mailprotokollen. Så den kode, jeg måtte skrive til at håndtere det, blev mere og mere omfattende. Læren er altså, at selvom protokoller er definerede, så ved du ikke, hvilken fleksibilitet implementeringen rummer, før du har afprøvet den, siger Paul Dourish.
