GDPR

Kræftens Bekæmpelse får kæmpe GDPR-bøde

Kræftens Bekæmpelse står til bøde på 800.000 kroner for alvorlige sikkerhedsbrud.

Kræftens Bekæmpelse er blevet meldt til politiet af Datatilsynet, som i gentagne tilfælde har fundet alvorlige sikkerhedsbrud i it-systemerne.

Datatilsynet indstiller samtidig foreningen til en bøde på 800.000 kroner for ikke at have levet op til kravene i persondatadirektivet (GDPR) om passende sikkerhedsforanstaltninger.

”Når kræftsyge borgere betror deres helbredsoplysninger til andre, skal de kunne være trygge ved, at der bliver passet ordentligt på dem. I dette tilfælde har vi ikke kun set enkeltstående smuttere, men flere alvorlige brud, der faktisk kunne være undgået gennem ret basale tiltag”, siger Allan Frank, jurist og it-sikkerhedsspecialist i Datatilsynet, til Ritzau.

Kræftens Bekæmpelse oplyser i en pressemeddelelse, at man ser med stor alvor på anmeldelsen og beklager de databrud, der ligger til grund for den. Sikkerhedsbruddene er angiveligt håndteret og er af ældre dato.

”Kræftens Bekæmpelse tager datasikkerhed meget alvorligt, og vi beklager de skete databrud. Vi har ikke gjort vores arbejde godt nok og hurtigt nok. Det er vi kede af”, siger it-chef i Kræftens Bekæmpelse Annette Heckscher i pressemeddelelsen.

Når kræftsyge borgere betror deres helbredsoplysninger til andre, skal de kunne være trygge ved, at der bliver passet ordentligt på dem
- Allan Frank, jurist i Datatilsynet

Datatilsynets anmeldelse vedrører fire hændelser, hvor Kræftens Bekæmpelse konstaterede brud på persondatasikkerheden, og hvor foreningen selv anmeldte hændelserne til Datatilsynet.

To sager vedrører fysisk tyveri af computere i oktober og december 2019. To sager omhandler såkaldte phishingangreb fra datakriminelle i februar og maj 2020.

Datatilsynet har konstateret, at mindst 1.448 personers oplysninger er blevet eksponeret i forbindelse med hændelserne. De berørte personer blev i 2019 og 2020 orienteret om hændelserne af Kræftens Bekæmpelse.

Man har i Kræftens Bekæmpelse ikke viden om, at der er sket misbrug af dataoplysningerne.

”Det skal understreges, at de fire hændelser, der ligger til grund for anmeldelsen, ikke omhandler læk af personfølsom data, som er relateret til vores indsamlingsaktiviteter, medlemsbase eller forskning. Der er heller ikke tale om oplysninger fra patienters sygejournaler fra hospitalet eller praktiserende læge”, siger Annette Heckscher.

Hun oplyser, at det, der er blevet eksponeret, eksempelvis er navne på personer, email-adresser og i nogle tilfælde patienters beretning om deres sygdom.

Siden databruddene i 2019 og 2020 har Kræftens Bekæmpelse gennemført en række sikkerhedsforanstaltninger i bestræbelserne på at leve op til GDPR. Det gælder blandt andet kryptering af computere og to-faktor-systemer ved login.

”Vi er overbeviste om, at de fire hændelser ikke kan ske i dag, hvor vi har et langt højere sikkerhedsniveau. Men vi følger naturligvis op på anmeldelsen ved øjeblikkeligt at gennemgå vores systemer og procedurer for at se, om der kan strammes yderligere op”, siger Annette Heckscher.


Læs også...

Sara Amini havde ingen masterplan om at ende i toppen af IT og ville faktisk hellere arbejde med mennesker end programmere. I dag er hun Group CIO for…

EU’s regler om løngennemsigtighed skulle egentlig være gennemført i Danmark denne sommer. Nu er fristen udskudt til 2027. Her får du overblik over,…

Der er simpelthen for meget på spil i forhold til vores sikkerhed og tryghed, når det kommer til regulering af AI. EU skal på banen nu, og ikke bare…

Efter år som softwareingeniør i store virksomheder fandt Peter Justesen noget i undervisningen på Erhvervsakademiet, han ikke havde forventet: En…

2027 kan resultere i bølger af AI-assisterede cyberangreb, og udviklingen er i det hele taget ude af kontrol. Senest har en amerikansk virksomhed ved…

BornHack startede i 2016 og er nu Danmarks største hackerfestival for såvel nørder som nybegyndere. Omkring 600 mennesker i aldre og med IT som fælles…

PROSABLADET har været i Lviv og mødt de ukrainske IT-folk, som i høj grad er med til at holde forsvaret af landet og økonomien kørende. Det er en…

Ved World Humanoid Robot Games i Kina overgik robotter menneskets verdensrekorder i såvel 100-meter løb som højdespring. Robotterne konkurrerede i 51…

Den russiske invasion var også en vitaminindsprøjtning til tech i Ukraine. Landet er på rekordtid blevet gennemdigitaliseret og har skabt noget af…

N-iX var allerede en succesfuld ukrainsk IT-virksomhed, da krigen brød ud. Men russernes fuldskala-angreb betød, at virksomheden har måttet hele…