”Solutionism” er, når man har en løsning, der savner et problem.
Begrebet er også kendt under det mere mundrette 1970'er-udtryk et ’teknisk fix’.
Som eksempler på den slags kan man jo i flæng nævne kunstig intelligens (vi har intelligens stort set alle sammen, ikke?), sociale medier (vi er allerede sociale), elektroniske valg (vi har et sikkert, solidt system) og mange andre ting, hvor vi har noget, der virker fint.
Nu har vi også noget andet, noget teknisk med strøm på og skærme, og så er det DET, det handler om. I denne klumme vil jeg prøve at koncentrere mig om en bestemt løsning, der naturligvis var pakket ind i det, der kendetegner solutionistiske (ja, det er ’danglish’) løsninger, nemlig en app.
Der er aldrig nogen, der bliver stillet til ansvar for den software, de leverer. I modsætning til stort set alle andre produkter her i verden.
Smittesporing
Alle elsker tilsyneladende apps, der er ikke en offentlig forvaltning, der ikke har deres egen. Vi har kørekort og sundhedskort og MinSundhed og digital post og ikke mindst AULA og MitID. Det virker indimellem, som om forvaltningerne så bruger appen som undskyldning til at nedgradere deres hjemmeside og i stedet henvise til appen. De glemmer helt, at det ikke er alle, der har en opdateret telefon eller behov for endnu et ikon, der flyder over med røde notifikationer.
Hvis vi går tilbage til solutionism'en, ja, så hænder det også, at man har et problem, der er helt reelt, konkret og analogt. Sidst vi havde et megastort problem af den slags, hed det CORONA, en epidemi, slemt, men noget, der er sket før i historien.
Epidemier vidste vi indtil for nylig, hvordan man skulle standse, nemlig ved manuel smitteopsporing, hvor de, der var blevet smittet, fortalte hospitaler og læger, hvem de havde været i kontakt med, så de kunne blive ringet op og isolere sig.
Smittesporing er en gammel og velkendt teknik, der er bunker af manualer og masser af erfaring med det. Det virker.
Og måske var det netop derfor, at alle var helt vilde for at finde en eller anden måde, man kunne sætte strøm til det problem på, gerne i form af en app.
Direktør André har siden indtaget stort set alle kontorer, råd og udvalg i Folketinget, der har noget med it at gøre.
Netcompany på pletten
Så vi fik SmitteStop. En app, født som projekt i hovedet på Netcompanys allestedsnærværende direktør, André Rogaczewski, i april 2020, hvor han stolt proklamerede i Berlingske Tidende, at Netcompany ville lave appen helt gratis.
Pro Bono – til det fælles bedste, en slags gave til det coronaramte danske folk fra det visionære IT-firma.
Direktør André har siden indtaget stort set alle kontorer, råd og udvalg i Folketinget, der har noget med it at gøre. Jeg gætter på, at han nok ret tit siger noget med at ”det kan og skal digitaliseres”, og ”vi kan lave en app til det”, mens han og resten at tech-verdenen hvisker magten i øret. Samt at der er vækst i IT, og at vi endelig ikke må komme for sent og slet ikke tænke os om, for det er der ikke tid til.
Lad os bare bruge Bluetooth
André Rogaczewski beskrev i 2020 en app, der ville gemme, hvor brugerne var, og hvem de var sammen med, så man kunne samkøre de data, hvis en blev smittet. Bevares, der var lidt problemer med privatlivet, men det handlede i sidste instans om tillid, som der blev sagt. Og det var jo gratis, i hvert fald indtil det ikke var det mere.
Den samlede regning endte ifølge Frihedsbrevet på i alt 42 millioner kroner. Faktisk har den danske stat først lige betalt sidste afdrag, en million kroner i år, da man bevarede appen som 'beredskab', efter at den blev lukket ned sidste år.
Undskyldningen for det massive pris-skred var muligvis, at staten efter en lang snak op og ned ad stolper var nået frem til, at man ville have, at Apples og Googles system for kontaktsporing, baseret på Bluetooth Low Energy, BLE, skulle bruges til den der Netcompany-app – af hensyn til privatlivet.
At BLE, der er radiobaseret, er elendigt til at måle afstande med, især i lukkede rum som for eksempel busser og tog, og at det også ville registrere, hvis en bil med en smittet fører passerede en fodgænger i et lyskryds, det var der INGEN, der havde tid til at tænke over mere.
Apples og Googles løsning var jo også gratis, vi skulle bare få tændt for BLE, noget, begge firmaer havde allerede, men som manglede et problem!
Smitteflop?
SMITTESTOP blev aldrig den dundrende succes, vi blev lovet. Det lyder flot, at den blev downloadet mere end 2,5 millioner gange, og at over 500.000 meldte sig smittet i appen.
Men skulle appen have virket optimalt, skulle vi op på langt over halvdelen af befolkningen, og det nåede vi aldrig til, blandt andet fordi Googles/Apples BLE-løsning krævede nyere telefoner med opdaterede styresystemer.
Hvor mange smittekæder der faktisk blev brudt på grund af den app, er også temmelig uklart, og det faktum understreger endnu et kendetegn ved solutionism, nemlig at der aldrig er nogen, der bliver stillet til ansvar for den software, de leverer. I modsætning til stort set alle andre produkter her i verden, med undtagelse af religion, så er software dejligt ansvarsfri – der formuleres aldrig eller sjældent MÅL, der skal nås, og skulle det ske, bliver ingen holdt ansvarlig for en fiasko.
Det eneste, der er helt sikkert, er, at Netcompany fik lov til at lave endnu flere apps, blandt andet det famøse vaccine-pas (sammen med TriFork) , det kostede 46,9 millioner kroner, bagefter var det MitID, og i fremtiden EU-Digital Wallet, og ingen taler længere om noget Pro Bono.
PROTIP: Du kan tjekke alle andres Bluetooth-enheder i nærheden af dig via en app – selvfølgelig! – der hedder LightBlue.
Intet er gratis
Men hvad så med Apple/Google – de gjorde da noget godt og gratis og rigtigt? Well, de fik i hvert fald os alle sammen til at tænde for Bluetooth, og hvis du ikke har tjekket din telefon for nylig, så kører din BLE-sender nok endnu. Bluetooth er smart til hovedtelefoner, men har man adgang til den sender/modtager, der er på din telefon, så ved man, hvor den telefon er, og man får dens serienummer og OS-version via et simpelt ping.
(PROTIP: Du kan tjekke alle andres Bluetooth-enheder i nærheden af dig via en app – selvfølgelig! – der hedder LightBlue).
Det er der mange, der er glade for – ikke mindst inden for dagligvarehandlen, hvor man kan scanne de devices, der er i butikken, og se – om ikke hvem – så hvorvidt den her telefon kommer her tit, og hvilke andre telefoner den kommer sammen med.
Techgiganter som Facebook og Google kan også bruge det, blandt andet til et lille tjek af, hvilke telefoner der er i nærheden af hinanden tit – meget nyttigt, når man skal servere annoncer.
Og rundt omkring os, i de offentlige rum, rejser der sig nu den ene Bluetooth-beacon efter den anden, der lige tjekker vores telefons ID, og hvad man nu ellers kan få fat i, når vi farer forbi.
Det var jo ikke DEN løsning, vi ønskede os, altså mere mulig overvågning af bevægelsesmønstre og endnu flere data fra os til tilfældige firmaer og kontaktløse techgiganter med Bluetooth-scannere, da vi satte strøm til smittesporingen!
Eller er det bare sådan, det går, helt af sig selv, når solutionisn'en pludselig stikker sit app-fjæs frem og lover os et dejligt teknisk fix – helt uden produktansvar?
PS: Du kan godt slukke for BLE. Nu. Og DET er gratis. Jeg giver.
Pro bono.