Chaos Monkeys er software, som tester hvor modstandsdygtig en cloud-service er ved at deaktivere en eller flere tilfældigt valgte servicekomponenter. Som en hær af vilde aber, der løber ind i et datacenter og skaber kaos ved at rive tilfældige servere ud af server-racks.
Det er også titlen på Antonio Garcia Martinez' bog om livet i Silicon Valley-startups og de sociale medie-mastodonter Twitter og Facebook.
Sælger sin sjæl til Goldman Sachs
Bogen giver en unik indsigt i den specielle virksomhedskultur, hvor digitale abekatte i form af tech-entreprenører ved hjælp af teknologi, tilfældigheder og en masse risikovillig kapital formår at vende op og ned på brancher og vores liv. Tænk Uber kontra taxa, Airbnb kontra hoteller og – ikke mindst – Google/Facebook/Twitter kontra medie-/annoncemarkedet .
Efter fem ørkesløse og fattige år som ph.d.-studerende i fysik vælger Antonio at sælge sin sjæl til Goldman Sachs og koder prisalgoritmer for nogle af de finansielle produkter, som førte til det finansielle krak i slutningen af 2007 - ”Yes, I was part of that whole mess”. Han forlader New York og den rygende finansielle ruinhob for at starte et nyt liv i Silicon Valley. Her bliver han involveret i vore dages alkymisters jagt på den hellige gral: Hvordan kan kæmpemæssige databjerge forvandles til guld?
Først i virksomheden AdChemy, men da Antonio mister tilliden til ledelsen, starter han sin egen virksomhed AdGrok med to udviklere fra AdChemy. AdChemy truer AdGrok med retssager om stjålet forretningsviden og intellektuelle rettigheder, inden AdGrok efter blot et lille års levetid får et opkøbstilbud fra Twitter.
Antonio Garcia Martinez spiller dobbeltspil, og mens han forhandler med Twitter om opkøbet, er han selv i fuld gang med at blive hyret hos Facebook som product manager for virksomhedens annonceplatform. Senere forlader Antonio Facebook for at blive ansat – hos Twitter.
Der er en kynisk tilgang til begrebet forretningspartnere og kollegaer:
”I wish I could somehow manage to thank the Silicon Valley ecosystem itself ... the ideal deal is one where both parties walk away feeling slightly screwed. Here's to our perfect deal,” som Antonio skriver. Kun hans to kollegaer fra AdGrok samt folkene fra Ycombinator, som hjalp med finansieringen af AdGrok, er nogle, Antonio regner som venner eller i det mindste som tålelige bekendte.
Den kynisme spilder over til privatlivet og bidrager til et nærmest nihilistisk livssyn, men på trods af det – eller netop derfor – er det en bog, som skal læses. Den giver en enestående og velskrevet indsigt i livet inden for Silicon Valley-selskabernes mure.
Antonio Garcia Martinez er en fremragende forfatter med øje for de små detaljer, der fortæller en større historie. Her om Facebooks bootcamp, som alle nyansatte skal igennem:
”People joined Facebook, and like immigrants at Ellis Island, left their old, dated cultures behind, replacing them with an all-consuming new one. The on-boarding experience was designed precisely as the sort of citizenship oath that new Americans took in front of a flag and a public official. It was almost religious ...”
På den måde spiddes den nærmest kultagtige induktion af nye Facebook-ansatte, og på tilsvarende vis serveres tåkrummende beskrivelser af møder mellem Mark Zuckerberg og hans løjtnanter, der febrilsk forsøger at finde ud af, hvordan data kan blive til guld. De politiske magtkampe i Facebook-organisationen beskrives levende, detaljeret og underholdende.
Vi er også med, da Facebook går i ”lockdown”-mode på dekret af Mark Zuckerberg, da Google lancerer Google+, en konkurrent til Facebook. I en bunker-stemning med krigstale af Zuckerberg, hvor ”Karthago bør ødelægges” indgår, opsættes plakater med ”Carthago delenda est” for at motivere Facebook-ansatte til at kæmpe til sidste mand mod konkurrenten.
Bogen blev udgivet i slutningen af juni 2016 og strøg op på de amerikanske bestseller-lister hen over sommeren, selv om nogle af Antonios beskrivelser af møder med det modsatte køn har ført til anklager om sexisme. Da jeg læste om hans halvfulde rumsteren rundt i et kosteskab med en kvindelig Facebook-ansat, stod det heller ikke helt klart for mig, hvorfor det skulle med i historien. Antonios beskrivelser af kvindeerobringer kan dog ses som en mere ærlig beskrivelse af kulturen i Silicon Valley end de politisk korrekte meldinger fra Silicon Valley-ledere. Selv om der tale om en meget subjektiv fortælling, der ganske givet ville være anderledes, hvis hans fjender havde skrevet den, så er det en vigtig, indsigtsfuld og underholdende bog.
Er du interesseret i at forstå, hvordan virksomheder som Twitter og Facebook fungerer, så er det her en bog, som skal læses. Den kan også varmt anbefales alle, der er interesseret i at forstå, hvordan vores allesammens data indsamles og omdannes til penge.
Den sidste linje i bogen er rettet mod Antonios tidligere Facebook-kollegaer, efter han har stillet det retoriske spørgsmål, om Facebook vil blive husket om 100 år:
”Ponder that as you furiously click the Unfriend button”.
Jeg har lige tilføjet Antonio som ven på Facebook.