Vi er i 1961, og Kathrine Goble (Taraji P. Henson), Dorothy Vaughan (Octavia Spencer) og Mary Jackson (Janelle Monáe) følges i egen bil på arbejde til det amerikanske rumfartsagentur, NASA. Her får de tre kvinder på grund af deres vedholdenhed en afgørende rolle i ræset om at vinde rumkapløbet mod Sovjet.
De bliver hjernerne bag den succesfulde opsendelse af astronaut John Glenn. De er veninder, men har også det til fælles, at de er højtbegavede og eminente til at løse matematiske opgaver. Der klippes til Kathrine, der allerede som otteårig skiller sig ud i skolen. Heldigvis støtter både forældre, lærere og senere hendes ægtemand hende i at fortsætte med at bruge sine evner inden for tal og formler.
Filmen skildrer i et medrivende tempo med fængende pophits og flot score af Hans Zimmer de tre hovedpersoners venskab, deres fælles kamp for farvede kvinders rettigheder og ikke mindst kvinders ret til at blande sig og insistere på at bruge deres matematiske intelligens på niveau med mændene i Space Task Group internt i NASA.
Da Kathrine faktisk har knækket formlen til rumrakettens succes på en stor tavle i det åbne kontorfællesskab - bedre end de måbende mænd i afdelingen - og hun stadig ikke må komme med til de vigtige Pentagon-briefinger, siger Kathrine endelig noget til den øverste chef, Al Harrington (Kevin Costner): ”Du er chefen. Opfør dig som en.” Hun får lov til at komme med til mødet, og der er ikke et øje tørt, da Harrington rækker hende et stykke kridt og beder hende skrive formel og løsning, som hun tolker den, foran de uniformsklædte mænd.
Filmen er fyldt med både sjove og rørende scener. Der bliver grinet højt i biografen, da IBM 7090 mainframe-computeren ankommer og ikke kan komme gennem døråbningen, og chefen råber: ”Hvorfor har I ikke tænkt på det?” Og det er hjertegribende, da Harrington med en hammer slår toiletskiltet med ”kun for farvede” ned og siger: ”Her i NASA pisser vi i samme farve”. Det betyder nye tider for Kathrine, som ikke længere er nødt til at gå en kilometer for at finde det eneste toilet for farvede - og nu også må drikke kaffe af den fælles kande og ikke kun den, der står ”farvede” på.
Filmen formår at skildre alvorlige emner, så man lige bliver mindet om, hvor vigtigt det er stadig at kæmpe for rettigheder – lige fra internt på arbejdspladsen om retten til faglig udfoldelse til påvirkning af samfundets normer og værdier i forhold til hudfarve, køn, arbejdsmiljø og ret til uddannelse for alle.
Et tema i filmen er også, at fremskridtet er et tveægget sværd. For med IBM-maskinernes introduktion bliver databeregneren Kathrine overflødig, og hun bliver fyret. Men det viser sig senere, at Kathrine er mere stabil end maskinen - og så skal mere af handlingen ikke afsløres her.
Filmen kan varmt anbefales. Forrygende to timer, som kan få enhver ung kvinde til at kæmpe for at udfolde sine kompetencer og give ethvert menneske lyst til at give hende lov - forhåbentlig.