Addr, hvor klamt!

Julie er ikke sart.

Det skal være muligt at gå på arbejde med et humoristisk glimt i øjenkrogen, hurtige bemærkninger og også en let tone, uden altid skal skulle kigge skulderen.

Det skal også være muligt at feste sammen, danse sammen eller drikke fredags-øl.

Alligevel undrer hun sig over den kultur, som så vidt har præget begge de arbejdspladser, hun har haft, siden hun dimitterede for små seks år siden.

- Det er kulturen med ”går den, så går den”. Og særligt dét, der sker, når så nogen forsøger at italesætte, at det må kunne gøres bedre. Så går det helt i selvsving. Jeg tror lidt, vi oplever et clash of generations mange steder. Der er stadig den gamle kultur, hvor man så væk og lod ting passere i stilhed. Vi burde være kommet længere. Hvorfor er det nødvendigt? spørger hun.

- Vi kan godt feste på en arbejdsplads. Der kan også være gensidig flirten og sikkert også kolleger, som falder for hinanden. Vi kan også trække på skulderen af hurtige bemærkninger. Vi er altså ikke så krænkelsesparate, at vi vil have sjov forbudt. Men derfor behøver vi ikke blive overgramset og bagefter mødes af et blik, der siger, nånånå, så du kan ikke tåle uskyldigt sjov, fortæller hun.

På den måde risikerer debatten om grænser ofte at lande i et tavst ingenmandsland af berøringsangst – eller også meget skarptrukne forbudszoner.

- Det er simpelthen, fordi vi ikke snakker om det. Det bliver noget tabuiseret og farligt. Noget, der skiller vandene. Noget vi forholder os til, når det er ekstremt, men ikke i alle de små og irriterende tilfælde, som sikkert er udbredt på mange arbejdspladser, siger hun.

Så tager han mig på låret. Det sker, selvom jeg har sendt klare signaler til manden, der er gammel nok til at være min far, om at jeg ikke er interesseret i at flirte.

Sociale arrangementer gør arbejdet sjovere – men…

Julie er 30 år, softwareudvikler og dimitteret fra blandt andet datalogistudiet. Julie er ikke hendes rigtige navn, men af hensyn til hende og hendes kolleger har hun fået lov til at optræde anonymt. Såvel Julies rigtige identitet som arbejdspladsen er naturligvis redaktionen bekendt.

Hun arbejder for en større udenlandsk ejet it-virksomhed sammen med ca. 100 andre kolleger i Danmark.

Som en del af arbejdet er der også en række sociale arrangementer, som både er sjove og festlige, og som er med til at skabe sammenhold på tværs af arbejdspladsen.

- Det er arrangementer, vi er glade for, og hvor vi har det sjovt sammen. Det skaber god stemning og energi, som smitter af på arbejdsdagen. Det kan være DHL, fredagsbar, fest eller noget helt fjerde. For det er også vigtigt at kunne grine sammen, give slip og bare være sig selv. At det hele ikke bliver stift, siger hun.

- Derfor bliver jeg også så ærgerlig, da jeg på en personalefest sidste år oplever, hvordan en noget ældre mandlig kollega, der sidder ved siden af mig, begynder at tage mig på skulderen, og da jeg klart viser, at det ønsker jeg ikke, så tager han mig på låret. Det sker, selvom jeg har sendt klare signaler til manden, der kunne være min far, om at jeg ikke er interesseret i at flirte, fortæller hun.

Hvis du er 20 år ældre, så vil din kollega næppe vil holde tæt, overkrammes eller hele tiden berøres. Det burde være ret indlysende.

Klamme oplevelser er udbredte

Det er oplevelser af den slags, som alt for mange ifølge Julie har, og som, når hun fortæller om dem til venner eller sine søskende, altid mødes med reaktionen ”Addrr, hvor klamt!”.

Det, der irriterer hende endnu mere, er, at flere af hendes veninder samtidig nikker genkendende. De har også haft ”klamme oplevelser” på job eller i studielivet. Såvel inden for it-faget, som andre steder.

- Fordi man er en yngre kvinde – eller for den sags skyld en yngre mand – og deltager venligt og smilende i en snak, betyder det altså ikke, at man skal nå dertil, at man enten skal agere, altså fjerne en hånd fra låret, eller flygte for vikle sig ud af en vild flirtende ofte ældre kollega. Det er bare sådan alt for ofte. Tilmed, hvor der er et totalt misforhold i forhold til magt og erfaring hos den person, som forsøger sig, og den der skal agere, sige fra eller flygte.

- Hvis man er 20 år ældre end den kollega, man sidder ved siden af eller danser med, så burde det ellers ligesom være udgangspunktet, at personen næppe vil holde tæt, overkrammes eller hele tiden berøres, siger hun.

Hun remser de mænd op, som det åbenbart er bredt kendt, at man skal holde afstand til, fordi de ellers går over grænsen, til trods for at de er gift og en del ældre.

Den ufede situation

Hun er overbevist om, at mange yngre kvinder og sikkert også mænd kender til oplevelsen af at skulle sige fra over for noget, som er slet skjulte forsøg på flirte eller start på en flirt, også bliver bebrejdet for ”helt at have misforstået en uskyldig gestus”.

- Det er så ufed situation, når man så påtaler det, og den, som gjorde det, ser helt paf ud, ja næsten stødt, som om at "jeg prøvede så sandelig ikke noget". Ellers undskylder på en måde, som klart viser, at det ikke er en undskyldning, men irritation. Så står man i en situation, hvor man lige pludselig er den ”onde” person, som hænger andre ud og ”ødelægger en helt uskyldig ånd”. Men den er ikke uskyldig, mener Julie.

- Det er bare en let måde at slippe ud af det på. Kramme og ae en skulder eller hånd og holde dyb øjenkontakt er ikke bare noget, man gør. Da slet ikke, hvis det er med en helt ung ansat, og man selv er gift, 20 år ældre og i øvrigt har en ledende position, siger hun.

Hun er åbenlyst virkeligt presset og aner ikke, hvad hun skal gøre. Det er enormt ubehageligt for hende, men hun er jo helt ny.

Mine kolleger har også oplevet det

Under personalefesten vælger Julie først at skærme lårene med sine arme, og derefter forlade bordet for at slippe for den nærgående kollega.

- Og da jeg så flygter fra ham op på dansegulvet, og danser ved siden af en nystartet yngre kvindelig kollega, så er der en mellemleder, som forsøger at komme til at danse tæt med hende, så jeg til sidst må lægge mig imellem. Der er ingen tvivl om, hvad hensigten er. Hun er åbenlyst virkeligt presset og aner ikke, hvad hun skal gøre. Det er enormt ubehageligt for hende, men hun er jo helt ny, så det er svært at agere i situationen, fortsætter Julie.

- Og da jeg nævner episoden til en af de andre kvinder, så er hendes reaktion, at det har hun også prøvet en del gange, og hun remser de mænd op, som det åbenbart er bredt kendt, at man skal holde afstand til, fordi de ellers går over grænsen, til trods for at de er gift og en del ældre. Det behøver ikke være sådan, siger Julie.

Vi er glade for vores arbejdsplads, vi vil også gerne være sociale og feste på tværs af arbejdsplads og alder, men gerne uden de trælse oplevelser.

Hvorfor skal det være sådan?

Julie er virkelig glad for sit arbejde, sine kolleger og teamet, hun sidder i. Og i det hele taget arbejdsmiljøet, fællesskabet og arbejdsånden inden for it.

- Vi har en god ånd og et fagligt fedt og udviklende miljø. Derfor er det også med følelsen af aaaaarghhhh, hvorfor skal det så være sådan, når man oplever sådan noget, som jeg gjorde til festen. Eller når man hører andre kvindelige kolleger fortælle, at det har de også oplevet, eller noget der var endnu værre. Det er præcis her under festen, når jeg hører deres reaktion, at det går op for mig, at vi har accepteret det som et vilkår, når det virkelig ikke behøver at være sådan her, siger hun.

- Det er faktisk her oprøret i mig for alvor vokser sig frem og grunden til jeg ikke kan give slip. For hvorfor? Vi er glade for vores arbejdsplads, vi vil også gerne være sociale og feste på tværs af arbejdsplads og alder, men gerne uden de trælse oplevelser, forklarer Julie.

Folk har det altså med at indrette sig. Særligt hvis du er ny og ung, og bliver mødt af, sådan gør vi altid her eller en tavs accept af, at det her er kulturen. Så finder man i stedet en strategi til at leve med det.

Få det italesat – undgå drama

Et halvt år inden den nævnte personalefest oplevede Julie også en andet tilfælde, hvor grænserne blev gået for nær i forlængelse af arbejdet. En ældre manager blev nærgående og mødte op i den klub, hun på daværende tidspunkt gik i, og kort efter til et socialt arrangement hørte hun, hvordan han beskrev over for kollegerne, at de var dansepartnere og havde ”deres egen sang”.

- Dengang gik jeg til en leder længere oppe uden at nævne navn. For det var ikke for at hænge nogen ud, bare for at gøre opmærksom på, der var en klar følelse af, at der blive gået for tæt på her, og hvad jeg skulle gøre, hvis det blev værre?, siger hun.

- Jeg tror, det er vigtigt, at vi får italesat tingene, så de ikke bliver tabu og i øvrigt for at få ryddet misforståelser af vejen. For jeg ved, at der selvfølgelig også er mennesker, som kan være socialt udfordrede og måske ikke selv forstår, at det her er udover det normale og acceptable for at være kontaktsøgende. Så skal det italesættes uden det store drama, men naturligvis så det bliver forstået. Jeg har så hørt fra en veninde, at hun har samme oplevelse med manden, så det er måske ikke helt tilfældigt, fortæller hun.

Der er et eller andet forkert ved, at så mange åbenbart har oplevelser, de synes er ubehagelige, og så at det bare forbigås i stilhed.

Budbringeren risikerer at blive problemet

Og netop det med at italesætte en forkert kultur, prøver Julie også efter personalefesten.

Hun kontakter to af de nærmeste ledere og fortæller om sine oplevelser. Udgangspunktet er et håb om, at det vil blive diskuteret og på en eller anden måde blive italesat fra øverste hold, hvad der er god og sund kultur, og hvad der ikke hører til på en arbejdsplads, selv når den fester.

- Der er et eller andet forkert ved, at så mange åbenbart har oplevelser, de synes er ubehagelige, og så at det bare forbigås i stilhed, og som noget, der hører med, siger hun.

- Jeg ved godt, at når man rejser sådan en ting, er det meget klassisk at blive mødt af spørgsmålet: ”Hvorfor er der så ikke nogen, der har sagt noget før”? Med andre ord, er det da så stort et problem eller er det bare dig, der er besværlig, fortsætter hun.

- Men folk har det altså med at indrette sig. Særligt hvis du er ny og ung, og bliver mødt af, sådan gør vi altid her eller en tavs accept af, at sådan er kulturen. Så finder man i stedet en strategi til at leve med det. Et typisk handlemønster er at flygte, som jeg gjorde fra bordet, eller bare fryse, som den nyansatte kvinde gjorde under festen, og håbe på den mindst ringe situation, måske vende hovedet væk, når man bliver forsøgt kysset. Derfor er det ikke så synligt. Ofte risikerer den, som gør det til et problem, at blive gjort til problemet selv, fortæller Julie.

Alle venter på HR

Hun er meget nervøs i forhold til reaktionen.

- Jeg er egentlig først lidt bange for, at når nu der ikke er sket noget direkte kriminelt, at de ikke vil se det som noget, der er værd at tage op. Men de reagerer ret voldsomt og tager klart afstand fra, at den slags må ske, og de personer, som gør det. Både når jeg fortæller, hvad jeg fortæller, jeg har oplevet, set og hørt, fortæller Julie.

Hendes henvendelse bliver givet videre længere oppe i systemet og sendt til HR-afdelingen som en anledning til at starte en dialog på arbejdspladsen om grænser.

Derefter sker der ikke noget. Både de to ledere og Julie selv rykker undervejs for svar på udviklingen.

- Derefter sker der så ikke så meget. Jeg hører ikke noget. Der bliver slet ikke snakket om det. Ingen siger noget. Da jeg rykker de folk i HR, som skulle tage sig af sagen, får jeg at vide, at de er skiftet ud eller flyttet, forklarer hun.

- Ud over de små ændringer i personalehåndbogen, som den første HR tager sig af, kommer der først en synlig skrivelse om god opførsel næsten et år senere. Altså to store fester senere og først efter HR er blevet udskiftet to gange. Og skrivelsen nævner ikke konkret, hvad det går ud på, eller hvad anledningen er. Til gengæld oplever vi en velkomsttale i forbindelse med en fest, at en ledende chef udtaler, at der ikke skal være slagsmål. Det har der været engang for nogle år tilbage. Man kan altså godt nævne slagsmål, men ikke en kultur, hvor nogen går over grænsen og ansatte skal flygte, have hjælp eller fjerne uønskede hænder fra lårene, siger Julie.

Ville du gerne have,  at dine døtre blev udsat for det her, når de starter på en arbejdsplads, altså en ældre kollega, som forsøger at rage dem på låret eller danse helt tæt med dem?

Simpelt spørgsmål

- Jeg ved godt, at HR-afdelinger er arbejdsgiverens stødpude, og at det mest handler om at glatte ud og få ting til at køre. Jeg havde heller ikke forventet det store.

- For det er ret simpelt. Det kræver bare man lukker elefanten ud, og taler om det i stedet. Måske bare et par retningslinjer og en ledelse som klart fastslog i forbindelse med sociale arrangementer, at det naturligvis var ok at have det sjovt og også være tætte. Men at det skal ske på lige vilkår, og uden at nogen føler sig dårligt tilpas, og at ”går den, så går den”-tilgangen ikke hører til, og at der i øvrigt er steder at klage og gøre noget ved tilfælde, hvor det sker, siger hun.

- Man kunne jo stille det simple spørgsmål, ville du gerne have at dine døtre blev udsat for det her, når de starter på en arbejdsplads, altså en ældre kollega, som forsøger at rage dem på låret eller danse helt tæt med dem? 

- Det ville hjælpe helt enormt, fordi det så er det italesat. Elefanten er ikke længere i rummet. Det er ikke tabu. Det er noget, alle ved og kan forholde sig til, og det ville klart hjælpe netop i tilfælde, som hende den nyansatte, der bliver helt overrumplet og fryser i situationen. Hun ved ikke, hvordan hun skal handle. Hun er ikke omgivet af kolleger, som har noget at læne sig op ad og kan hjælpe hende i situationen. I stedet er det alle for sig i en tabu-belagt situation, hvor de fleste helst kigger væk, fortæller Julie.

Brug for at få debatten i gang

Hun er ret overbevist om, at der er mange arbejdspladser, som har samme tavsheds-kultur og berøringsangst, når det kommer til festkultur og grænser.

- Der er sikkert også gode eksempler, og forhåbentlig flere og flere. Men jeg synes med det, jeg har oplevet og også ser omkring mig, så er der lang vej, særligt i forhold til at få fokus på noget ret enkelt og indlysende. Der behøver ikke engang være drama. Jeg egentlig også at alle vil det bedste, men det kræver at vi italesætter det, siger Julie

- Lige nu er jeg bare træt, tror jeg. Træt af at noget, der skal være til alles bedste, er så åbenlyst svært at italesætte, at der går politik og HR i den. Derfor står jeg også frem. Et eller andet sted i håbet om, at nogle vil tage debatten på arbejdspladser. Måske bruge den 8. marts som anledning. It-er stadig et meget mandsdomineret fag i mange virksomheder, så jeg tror også, at kvinder ofte er for få til selv at turde rejse sagen over for ledelsen, for ikke at stå tilbage som party-spoilere. Lad os få information ud. Så snakken kommer åbent og af sig selv, siger hun.