Vi bruger data i efterhånden absurd omfang. Data er en vækstmotor for hele samfundet og skal derfor flyde lige så frit eller friere end den olie, der smurte vores industrialisering. Væsentligt i den forbindelse er datacentre.
Energistyrelsens prognose fra 2022 peger på, at datacentre i 2030 vil bruge 17 procent af elektriciteten i Danmark. På verdensplan vurderer The Shift Project, at datacentre udgjorde næsten en femtedel af CO2-udledningen fra digitale aktiviteter i 2021. Denne høje andel skyldtes primært, at de fleste datacentre stadig er drevet af energi, der er produceret ved forbrænding af fossile brændsler. Dog har der været hurtige fremskridt inden for energieffektivitet, hvilket har bidraget til at begrænse væksten i energiforbruget fra datacentre og datatransmissionsnetværk. Ifølge IEA tegner de sig hver især for omkring 1-1,5 procent af det globale elforbrug.
Prisen for datahunger?
Der er altså et stort aftryk på vores sult og tørst efter frit flydende data.
Alligevel er det svært at finde svar på, hvad pris og aftryk egentlig er.
Hvor meget belaster vi miljøet, når vi arbejder ved vores computer? Hvor stor er den samlede CO2-belastning i løbet af en smartphones livscyklus? Hvilken pris betaler naturen for konsekvenserne af streaming, likes, posts, søgninger og mails?
Bag den tilsyneladende ubegrænsede verden af bits og bytes ligger en bekymrende virkelighed: den betydelige CO2-udledning, der er forbundet med vores internetforbrug. Mens vi er blevet opmærksomme på transportsektorens og fødevareproduktionens indvirkning på klimaet, er det nu klart, at vores digitale aktiviteter spiller en væsentlig rolle i den globale CO2-belastning.
Opvarmning og afkøling
Den enkelte forbruger bidrager betydeligt til CO2-aftrykket, men en afgørende faktor, der kræver enorme mængder energi i forhold til dataforbrug, er kølingen af de datacentre, der er ansvarlige for at opretholde forbindelsen til internettet. Selvom data i sig selv er virtuelle, er de fysiske elementer, der muliggør vores digitale verden, som internettet og vores smartphones, forbundet til en omfattende og kompleks forsyningskæde. Denne forsyningskæde begynder med udgravning af metaller på den anden side af kloden, som efterfølgende bliver forarbejdet og samlet på fabrikker, der ofte ligger langt væk. Herefter gennemgår komponenterne en række forskellige processer, før vores nye uundværlige følgesvend i omkring tre år endelig lander hos os ved det lokale posthus.
Det er ikke forbrugernes ansvar alene, selvom den herskende diskurs er, at vi kigger skævt til hinanden i stedet for at rette blikket mod de største klimasyndere: hardwareproduktion og datacentre. De resterende CO2-aftryk for vores digitale liv er stort set afledte effekter af disse, idet den enkeltes strømforbrug i forbindelse med brug af egne enheder er forsvindende lille i det store regnskab. Når streaming har så stort et CO2-aftryk, skyldes det ikke den strøm, vi bruger hjemme i stuen – det er en afledt effekt af energiforbruget på datacentre. Det kalder på handling i form af lovgivning omkring genbrug af overskudsvarmen fra datacentre, krav til hardwareproducenter og en øget indsats inden for de forskningsområder, der arbejder med reduktion af vores digitale klimaaftryk.
80%
Ifølge The Shift Project udgør videoindhold 80 procent af de globale datastrømme.
400 g
En times videostreaming resulterer i en udledning af 400 gram CO2, hvilket svarer til en kørsel på to-tre kilometer i bil.
440 mio.
Fodboldspilleren Ronaldo har 440 millioner følgere, så når han poster et billede af sin nye frisure, svarer datatrafikkens energiforbrug til at køre seks gange rundt om jorden i en Tesla Model Y (Søren Schrøder, der er country sales director for IT Division hos Schneider Electric i talk, Data Center Denmarks konference, maj 2023).
Faktatjek er den første udfordring
Selvom der er enighed om de store linjer, er det praktisk talt umuligt at kortlægge det præcise CO2-aftryk i forbindelse med klimaaftrykket for vores digitale liv. Kampen om sandheden om klimakonsekvenserne af vores støt stigende dataforbrug er det vilde vesten, fordi der er ekstremt store økonomiske interesser i at holde på tallene, der er politiske interesser i at brande sit eget land som grønt, køb og handel med CO2-kvoter spiller en stor rolle, og så betyder det meget for den enkelte virksomheds profil, hvor de bygger deres datacentre. Der er selvsagt mere grøn energi at hente – og brande sig på – hvis man lægger et datacenter i Danmark, end hvis det ligger i Kina. Til gengæld har Kina i modsætning til både Danmark og EU regler om, hvor energieffektive datacentre skal være.
Allerede det faktum, at det er så svært at faktatjekke og researche på det faktiske databrug, burde nok kalde på politisk handling. Det er nødvendigt, at der kommer nogle klare internationale regler om oplysningspligt og standardiseringer af udregningsmodeller.
Google har rapporteret, at machine learning kun tegner sig for 10-15 procent af deres samlede energiforbrug, på trods af at det udgør 70-80 procent af den samlede databehandlingsefterspørgsel. Selvom hverken OpenAI eller Google har offentliggjort omkostningerne ved deres produkters computerkraft, estimerer tredjepartsanalyser udført af forskere, at træningen af GPT-3, som ChatGPT er delvist baseret på, har forbrugt 1.287 MWh og resulteret i emissioner på over 550 ton kuldioxidækvivalenter. Dette svarer til det samme beløb, som en enkelt person ville udlede ved at tage 550 tur- og returrejser mellem New York og San Francisco.
Det er ikke første gang, at vi støder hovedet mod en mur, når vi forsøger at afdække vore digitale livs forhold til planetens fremtid, og allerede i 2019 udtalte Ingeniørforeningen IDA’s forhenværende forperson Thomas Damkjær Petersen, at “det er vigtigt at få synliggjort energiforbruget og dermed klimapåvirkningen fra datakrævende opgaver, fordi energiforbruget er stigende. Hvis vi alle bliver mere bevidste om konsekvenserne, kan det forhåbentlig få de relevante aktører til at arbejde for at bremse den øgede belastning” (TÆNK, 2019).
Datacentre og deres betydning for energiforbrug og CO2-udledning
Der kommer ikke røg ud af telefonen, og computerskærmen oser ikke som en anden fabrik. Derfor er det let at glemme de klimamæssige konsekvenser af den fysiske infrastruktur for data og ikke mindst den ekstremt miljøbelastende produktion af produkter som smartphones, tablets, labtops og fladskærme.
I forbindelse med offentliggørelsen af Lancaster University-rapporten Emissions from computing and ICT could be worse than previously thought udtalte professor Mike Berners-Lee fra Small World Consulting: "Vi ved, at IKT spiller en stadig større rolle i samfundet og giver effektivitetsgevinster i næsten alle hjørner af den globale økonomi. Men forholdet til CO2-reduktion er måske ikke så ligetil, som mange mennesker antager" (ScienceDaily, 10. september 2021).
Datacentre bruger enorme mængder strøm til at opretholde vores onlineaktiviteter, såsom at sende tweets, dele selfies på Instagram og meget mere. Men de genererer også varme som et biprodukt af de mange serveres drift, og for at forhindre overophedning bliver serverne kølet ned ved hjælp af forskellige metoder, herunder blæsere. Der er ingen officielle tal eller rapporter, der peger imod, hvor strømmen til de mange datacentre kommer fra, eller hvilke energikilder de forskellige streamingtjenester benytter.
Det er vigtigt at erkende den betydelige påvirkning, som datacentre har på vores energiforbrug og CO2-udledning. For at reducere deres miljøpåvirkning er det nødvendigt at fortsætte med at forbedre energieffektiviteten og øge anvendelsen af bæredygtige energikilder i drift af datacentre. Samtidig bør vi også overveje mulighederne for at genbruge og udnytte overskudsvarmen fra datacentre som en ressource til at opvarme bygninger og reducere vores afhængighed af fossile brændsler.
Fremtiden er måske grønnere
Datakommunikationens energieffektivitet er steget hurtigt i løbet af det sidste årti, idet energiintensiteten for faste net er halveret hvert andet år i de udviklede lande, og energieffektiviteten for mobilnet er steget med 10-30 procent om året i de seneste år. I et interview med PROSAbladet fortalte Leif Oxenløwe: “Internettet bruger cirka 10 procent af den samlede elektricitet, vi kan producere, og internettrafikken forventes at stige med cirka 30 procent om året”.
Han er en af de mange forskere, som arbejder med CO2-reduktion og databrug, og sammen med en forskergruppe har han bevist, at en enkelt lyskilde kan anvendes til at generere et betydeligt antal laserlinjer. Det gør det muligt for en enkelt optisk chip at udsende så meget lys, at den kan bære data svarende til mere end dobbelt så meget som hele internettets globale samlede datatrafik. Hvis det kan omsættes i praksis på større skala, kan det gøre en reel forskel – trods den øgede internettrafik (PROSAbladet, maj 2023).
Vi ser en tendens til, at smarte løsninger har potentiale til at reducere betydelige mængder af vores kulstofudledning. Dette skyldes, at både kommuner og private kan planlægge deres elektricitets- og varmeforsyning mere effektivt, man kan finde parkering hurtigere i en intelligent bil, og lyspærer kan slukkes automatisk, når man forlader hjemmet. Dog har vi ikke tilstrækkelig viden om de miljømæssige konsekvenser ved produktionen af de smarte produkter, der skal erstatte eksisterende produkter i hjemmet. Hvis man allerede er opmærksom på sit el-, vand- og varmeforbrug samt benytter offentlig transport eller cykel, er det muligt, at smart living kan have den modsatte virkning i privatlivet.
Telefonens sorte liv
I dag kan man finde bæredygtigt producerede produkter i alle supermarkeder, men det er en anden historie, når det kommer til grønne krav, certificeringer og information om klimapåvirkningen fra enheder, der kan tilsluttes internettet.
En af de afgørende faktorer ved produktionen af smartphones er brugen af værdifulde råmaterialer som jern, kobber, aluminium, nikkel, zink, indium, tantal og guld. Udnyttelsen af disse metaller har ofte alvorlige konsekvenser for miljøet. For eksempel er guld ansvarlig for en betydelig større udledning af drivhusgasser sammenlignet med stål, der primært består af jern.
"Guldgravning er i dag den største kilde til kviksølvforurening. Det er et globalt problem, der påvirker os i Norden, da kviksølv fra guldminer på den anden side af kloden kan transporteres gennem luften over lange afstande", forklarer seniorrådgiver Jesper Leth Bak, forsker ved AU og næstformand i en FN-forskningsgruppe, der kortlægger den globale transport af kviksølv i atmosfæren. Han tilføjer: "Når en guldgraver i Ghana brænder kviksølv af, kan det i princippet ende med at rejse hele vejen op til Arktis og blive en del af fødekæden for isbjørne, sæler og mennesker" (videnskab.dk 2021).
Problemet forværres yderligere af udvindingen af disse råmaterialer under problematiske forhold. Levesteder ødelægges ofte for at få fat i metallerne. I visse mineområder fjernes urørt skov, og bjerge sprænges i luften for at etablere åbne miner. Giftige kemikalier, der kan ende i vandmiljøet, bruges til at udvinde ædelmetallerne fra bjergene.
Der er behov for politisk handling
Det, vi ved, er grundlæggende set, at der er et enormt klimaaftryk som konsekvens af vores databrug. Klimamæssige og menneskelige konsekvenser, der strækker sig fra rydning af landområder til farligt fabriksarbejde, forurening af floder til drivhusgasser, global opvarmning og isbjørne, der svømmer i stedet for at gå på isen.
Vi ved også, at udviklingen på forbrugersiden historisk set ikke har det med at vende. Når vi først har fået en fed computer, skal den næste kunne bare lidt mere. Telefonen kan være lidt fladere og have et bedre kamera. Vores næste bil skal have lidt flere funktioner end den sidste, og vi udskifter både den store og lille maskinpark stadig oftere.
Vi ved, at vores brug af data har en afgørende indvirkning på klimaet. Konsekvenserne er både klimatiske og menneskelige og spænder fra skovrydning og farlige arbejdsforhold på fabrikker til forurening af vandløb og udledning af drivhusgasser. Faktorer, der bidrager til global opvarmning og ødelæggelse af vilde dyrs naturlige levesteder.
Det kan du selv gøre
• Behold dine devices i længere tid.
• Sluk for applikationer, der kører i baggrunden.
• Køb refurbished hardware.
• Stil krav til politikere og producenter.
Metaller i mobilen
Guld, kobber, sølv, litium, kobolt, tin og aluminium.