AULA og Kontaktbøgerne: Når alt bliver data
Jeg er angiveligt en heldig mand. Da mine børn gik i skole, fandtes aula ikke endnu – vi havde FORÆLDREINTRA, det var, bevares, heller ikke nogen fornøjelse, men efter hvad jeg hører fra de, der har mindre børn er AULA forældreintra på speed og steroider, og minder efterhånden mere om et socialt medie, end den meddelelsesbog, der fandtes før, en fysisk bog, som læreren eller forældrene kunne skrive korte beskeder om sygdom eller dårlig opførsel i og dermed analogt sende beskeder om barnet frem og tilbage mellem hjem og skole.
Men den slags går naturligvis ikke i verdens mest digitaliserede samfund.
FORÆLDREINTRA og især AULA er lærestykker i DIGITALISERING: Man tager noget, vi mennesker før gjorde med papir og blyant og putter det ind i en computer og sætter noget internet til og sim-sala-bim, så burde alting være blevet meget bedre end det var før. Om det er tilfældet ligger lidt udenfor denne klummes formål, men ser man på AULAs historie og de omtaler der har været i medierne, virker det ikke umiddelbart sådan.
Men der er et sideprodukt ved digitalisering, og det produkt er muligvis selve meningen med det hele.
Pludselig kommer der nemlig DATA ud af det, vi gjorde før, fordi det er tastet ind i computere og kan gemmes. Hvad angår AULA, så ligner de data pludselig noget fra et socialt medie med tusindvis af daglige billeder af eleverne og rasende samtaler mellem forældre om slik- og alkohol-politik og lus og lektier og opdragelse.
Alle de rare data var indtil for nylig noget, man skulle passe på ikke lækkede og som der har været en ret støjende debat om, virkelig skulle ligge hos Amazons AWS, en debat der blev praktisk lukket ned ved, at de utroligt troværdige mennesker hos Amazon simpelthen lovede ikke at kigge i dem.
I forskningen navn
Men det er der naturligvis andre, der gerne vil. Rigsarkivet har nemlig meldt sig på banen. Og de vil ikke bare kigge i data. De vil gemme dem alle sammen for evigt. Også diskussionerne om de glemte sko, den dumme lærer og de intime samtaler mellem skole og hjem om særligt krævende eller sårbare børn. Og, må man formode, de dybt fortrolige dokumenter som underretninger, udredninger, notater og handleplaner om navngivne børn der er blevet journaliseret i AULA og Microsoft SharePoint stik imod forvaltnings- og persondatalov.
Men det er alt sammen for forskningens skyld, hedder det.
»..med Aula får fremtidens historikere jo en helt ny mulighed for at gå ind og se, hvad der sker på hverdagsplan i skolen. Hvad får forældre op på dupperne? Hvilke forventninger har lærere og forældre til hinanden? Det siger ufatteligt meget om det samfund og den tid, vi lever i«, sagde en begejstret Ning de Coninck-Smith, historieprofessor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet til videnskab.dk, efter der havde rejst sig et ramaskrig mod rigsarkivet på de andre sociale medier, Facebook og X og TikTok, der som bekendt også gemmer alting og bruger det til at manipulere brugerne.
»Og så elsker alle jo at hade Aula. Når det fylder så meget for folk, er indholdet da også værd at bevare for eftertiden«, konkluderede historikeren og når det hander om rigsarkivet, der fungere under en stålhård arkivlov, så er det også sådan det bliver.
Til beroligelse anfører samme rigsarkiv, at det først bliver tilgængeligt for offentligheden om 75 år, og så er vi jo nogen, der håber, de kan passe på det så længe, for selvom offentligheden, dig og mig og de forældre og lærere der skriver derinde i den virtuelle kontaktbog ikke kan komme ind, så er der andre der kan: Forskerne.
Har man et formål – en undersøgelse – en tese der skal testes – en algoritme, der skal trænes, ja så er der frit skud i bolledejen fra dag et, det skal bare godkendes af datatilsynet og mon ikke man finder ud af det? Og hvordan skulle det dog være noget problem, vi har jo ikke noget at skjule her i landet, hører jeg allerede nogen sige og det er jo forskning, noget helt neutralt som er godt for landet og for os alle sammen?
Novo er med på sidelinien?
Men jo, det kan godt blive et problem. Tag et andet af rigsarkivets store projekter: Multigenerationsregisteret. Her har man valgt at digitalisere alle kirkebøger med noget AI og så samkøre alle de data med hvad der ellers findes af informationer om borgerne.
Det giver overblik over danskerne 3 til 5 generationer bagud og udover, at der nok er en og anden, der pludselig finder ud af, at deres far ikke er deres rigtige far, så er der virkelig potentiale i det her: ’Det vil kunne give langt større indsigt i, hvordan arvelige og familiære forhold påvirker bl.a. sundhed og den sociale livsbane, og denne viden vil forskningen kunne bruge til at udvikle bedre behandlinger, herunder udvikling af personlig medicin, samt forebyggelse af sociale og helbredsmæssige vilkår’, skriver rigsarkivet.
Men de er ikke alene. De der betaler for al den herlighed, er sjovt nok nogen, der har enddog meget store interesser i borgernes ’sociale og helbredsmæssige vilkår’ og i den grad i ’personlig medicin’. Det er nemlig NOVO Nordisk fonden, der betaler 38 millioner for at være med og ser man ud over det danske forskningslandskab, så er det mere undtagelsen end reglen at der ikke er en privat partner med inde over, der har direkte kommercielle interesser i det, der forskes i.
Det bliver spændende at se, hvem der kan finde kommercielle muligheder i AULAs data, mens det hele kalder på noget, man har talt stolper op og ned om de sidste fem år: DATAETIK og Privacy By Design.
Er der nogen, der har lavet en dataetisk analyse, før det her projekt gik i gang?
45 millioner årlig pris.
Og hvorfor i alverden er et stykke software som AULA ikke lavet med Privacy By Design fra starten?
Det sidste kan jeg godt svare på – med Privacy By Design var der ikke kommet nogen data, der kunne gemmes. Overhovedet. Lidt ligesom med den kontaktbog, AULA har erstattet.
Vidste du i øvrigt, at AULA koster skolerne 86 kroner pr. elev om året, svarende til små 45 millioner kroner samlet? Og at en gammeldags analog kontaktbog kan fås for mellem 5 og 7 kr stykket og må forventes at kunne holde året ud?
Måske er det på tide at skifte til et mere praktisk alternativ?