– Der kommer altid skægge og overraskende historier frem, når man taler med folk. Den slags ligger ikke gemt i arkiverne, siger Mette Staal.
Hun er journalist og har gennem de seneste par måneder været på jagt efter de gode personlige fortællinger blandt dem, der igennem tiden har været med til at tegne PROSA.
Mette Staal blev i første omgang bedt om at være tovholder på projektet med jubilæumsavisen PROSAVISEN, som Arbejdermuseet skulle udarbejde. Hun skulle stå for redigering af avisen og kommunikationen med grafiker og trykkeri i forbindelse med udgivelsen. Men hun syntes, der manglede noget i det projekt, hun blev præsenteret for. Så hun foreslog, at hun interviewede nogle af nøglepersonerne og fik dem til at fortælle deres historier. Med sig havde hun en unik indsigt i en del af PROSAs historie, da hun var faglig sekretær i PROSA fra 1984 til 1986 og igen fra 1993 til 1997.
– Jeg havde nogle forudsætninger for at vide, hvilke personer der kunne være gode at få til at fortælle, siger Mette Staal.
Den historiske gennemgang af PROSAs første 50 leveår tager udgangspunkt i Prosabladet, lokalafdelingers jubilæumsskrifter og arkiver i PROSA og på Arbejdsmuseet og trækker en håndfuld temaer frem.
– Jeg har lagt mig op ad de udvalgte emner og så forsøgt at nuancere og nok også givet lidt modvægt til den historiske gennemgang, siger Mette Staal.
Et eksempel, der sprang hende i øjnene, var temaet om, hvorvidt PROSA er partipolitisk.
– I den historiske gennemgang bruges ordet ’kommunister’ om medlemmer, og det er rigtigt, at der var mange venstreorienterede i PROSA, men en af de gamle formænd peger i sit interview på, at DKP faktisk ikke var spor vild med PROSA, siger hun.
Hun hæfter sig ved, at de primære kilder for den historiske gennemgang har været Prosabladet, der i mange år blev skrevet af aktivister. Og så har også læserbrevene i Prosabladet dannet baggrund for den historiske gennemgang.
– Det er jo ikke altid, at læserbrevsskribenter eller de, der skrev bladet, har repræsenteret flertallet af medlemmerne. Så jeg har forsøgt at udfordre den historiske gennemgang, hvor det gav mening, siger hun og tilføjer:
– Nogle kigger i arkiver, andre kigger i hukommelsen.
Håber på postyr
Mette Staal synes, det har været et skægt at dykke ned i historien. Men der vil helt sikkert komme reaktioner. Det er hun overbevist om.
– Der vil ganske givet være nogle, der mener, at tingene så anderledes ud. Så der skal nok komme diskussion, siger hun.
Faktisk håber hun på lidt postyr – og gerne også en udgave nummer to af PROSAVISEN, så også de historier, som debatten kunne kaste af sig, kunne blive nedfældet.
– Der er altid godt med så mange detaljer og nuancer som muligt, siger hun.
Ikke overraskende ville hun gerne have haft mere tid – og ikke mindst mere plads.
– Jeg har ikke alle de sjove historier, jeg har fået fortalt, med. Som da nogle medlemmer i forbindelse med en arbejdskonflikt deltog i DFDS’ generalforsamling og lavede ravage i den, siger hun.
Hun ville også gerne have haft mulighed for at tale med alle PROSAs formænd. Og så mangler efter hendes mening de ansattes stemme.
– Der er jo nogle, der har været ansat i PROSA i mange, mange år. Deres fortællinger burde have været med, siger hun.
Særligt interessant ville det ifølge Mette Staal have været at høre, hvordan det var at være ansat i PROSA og samtidig være organiseret i HK, som var PROSA-fjende nummer et på mange områder.
– Her oplever jeg, at de ansatte har været meget loyale over for PROSA, som jo ellers var deres arbejdsgiver, siger hun.
De nye vilde
Mette Staal forlod it-branchen og dermed PROSA i slutningen af 1990'erne til fordel for en karriere som journalist.
– Det har været sjovt at vende tilbage. PROSA virker professionel i dag i forhold til min tid. Der er kommet faglige kompetencer til. Nu er det for eksempel uddannede jurister, der vejleder medlemmer om ansættelsesforhold, og ikke programmører, der fortolker juraen. Og sådan skal det være, siger hun.
Udefra oplevede hun en periode, hvor PROSA lukkede sig om sig selv, og der blev en større individualisering. Men nu ser hun en gryende tilbagevending til det mere solidariske udsyn.
– Det er ikke, fordi man gået tilbage til kun at have fokus på de kollektive overenskomster, men PROSA har fundet en måde at skabe samarbejde på uden overenskomst. Det hele handler ikke længere kun om bedre individuel medlemsservice, og det glæder mig som gammel aktivist, siger hun.
Hun er af den opfattelse, at fremtiden er lys for PROSA.
– Det lader til, at der er en ny vild generation på vej og klar til at tage over. De laver nogle sjove og lidt skæve ting, som er med til at skabe debat såsom Cryptoparties og kampagnerne mod dagpengeforringelserne. I sine første år var PROSA jo den frække dreng i klassen, og set udefra i de 20 år, jeg har været væk, har PROSA ikke været så vild. Men nu rører vildskaben heldigvis på sig igen, siger hun.
Mette Staal kunne faktisk godt tænke sig at stikke hovedet sammen med de unge kræfter, så de måske sammen kunne finde på en skæv måde at give PROSAVISEN liv på ud over på avissiderne:
– Jeg tror, hånden på hjertet, ikke, at mange vil læse avisen fra ende til anden. Den tjener mere som et historisk dokument. PROSA har igennem tiden været den, der satte spørgsmålstegn ved den etablerede fagbevægelses måde at gøre tingene på. Og det er en vigtig historie at få fortalt.