Skal PROSA fortsætte med at være relevant for medlemmerne, er det nødvendigt, at de unge medlemmer har indflydelse, mener det 27-årige hovedbestyrelsesmedlem Sven Uhrenholdt Frenzel.
– Det er vigtigt, fordi det er os, der i kraft af vores alder, er fremtiden. Vi skal have en tydelig stemme i, hvordan PROSA drives nu og her, så PROSA er dér, hvor vi har behov for, at PROSA er, når vi får brug for PROSA, siger han.
En af PROSAs allerstørste udfordringer er ifølge Sven Uhrenholdt Frenzel at holde på de unge, når de får deres første job.
– Vi unge har nok den bedste viden om, hvordan vi får fat i flere unge – og ikke mindst hvordan vi holder fast i dem, når de kommer ud på arbejdsmarkedet, siger han.
Og der er god mulighed for at påvirke det politiske system. Sven Uhrenholdt Frenzel oplever ikke, at de garvede kræfter rynker på næsen af de unge – hverken i hovedbestyrelsen eller de udvalg, han også sidder i.
– Man bliver hørt, og der er gensidig respekt hele bordet rundt. Det er en rigtig god oplevelse. Der er helt klart mulighed for at påvirke tingene. Den indflydelse, jeg søger, får jeg også, siger han.
Sven Uhrenholdt Frenzel stiller op på delegeretforsamlingen som forbundssekretær.
Jeg blev aktiv i PROSA, da jeg så muligheden for at kæmpe for et bedre studiemiljø og erhvervsliv. Jeg har gennem tiden lært, at min, din og alles mening er vigtig for fremskridt! PROSA er en demokratisk enhed, så alles stemme betyder en forskel! Delegeretforsamlingen giver mulighed for at byde ind med din mening og dine tanker
– Det giver så meget mening at arbejde i en fagforening.
Sådan siger 30-årige Amanda Christiansen, der efter et studiejob i PROSA er blevet så grebet af fagforeningsarbejdet, at hun på delegeretforsamlingen stiller op til en lønnet post som forbundssekretær.
– Det gør jeg, fordi PROSA er rigtig god til at fokusere på medlemmerne og på, hvad der giver dem værdi. Samtidig tager PROSA aktivt stilling til it – ikke kun professionelt, men også til hvordan it har indvirkning på mennesker og samfundet. Og så er der bare en hel masse virkelig fantastiske mennesker med gode idéer, der altid gerne vil hjælpe, siger hun.
Amanda Christiansen står blandt andet bag netværket Legendarisk IT Netværk for Kvinder, LINK.
– PROSAs store fokus på netværk er virkelig vigtigt, fordi medlemmerne og deres trivsel er grunden til alt, hvad vi laver. Især LINK har været vigtigt for mig, fordi rigtig mange kvinder har dårlige oplevelser med sexisme, siger hun og tilføjer:
– Hvis jeg har en dag uden så meget energi eller er stresset, så kan netværkene altid løfte mit humør og give mig et boost. Men det er også et forum, hvor der er plads til alle, og det er let at få nye venner.
Jeg er it-professionel, og PROSA er fagforeningen, der tager it-professionelles arbejdsvilkår alvorligt. Jeg vil gerne være med til at gøre PROSA endnu bedre. Derfor blev jeg aktiv. Ved at være aktiv får jeg indsigt i fagforeningsarbejdet og mærker glæden ved at være med til at gennemføre forbedringer for medlemmerne. Det er vigtigt at deltage i delegeretforsamlingen for at få indflydelse på, hvad PROSA arbejder med og sikre, at vi udvikler os i en moderne retning
Man bør være politisk aktiv, mener 30-årige Stig Løvschall Grøntved, men erkender i samme åndedrag, at det kan være svært som ung at finde ”sagen”.
– Men i fagfællesskabet har vi en fælles sag – specielt her i PROSA, der kun er rettet mod it-professionelle. Her står alle med de samme udfordringer, siger han.
Han er valgt ind i hovedbestyrelsen for PROSA/STUD, og han kalder mødet med arbejdet i hovedbestyrelsen for overvældende.
Han medgiver, at nogle af snakkene godt kan blive lidt ”gammeldags”, men understreger samtidig, at man selvfølgelig som ny også må stole på de ældre medlemmers erfaring.
– Det er et stort maskineri. Men det afskrækker mig ikke. Det, der gør mig bange, er, at det er svært at få unge ind i PROSA. Det gør mig utryg. For vi er dem, der skal overtage det, som er bygget op. Der er et generationsskifte på vej, som har så stor betydning for den fælles kamp. Nogle gange møder jeg unge, som har det indtryk, at der ikke er nogle kampe, der skal tages. Men det er dér. Og kampen for fagfællesskabet er den eneste ideologiske kamp, der er værd at tage.
