Hanne Lykke Jespersen er drevet af indignation. Det bliver tydeligt i løbet af Prosabladets interview med hende. Den viser sig, når hun kommer ind på, hvordan samfundets mest sårbare bliver behandlet. De fattige børn, som gik i hjælpeklasse på Nyvangsskolen hjemme i Randers og blev undervist af de ringeste lærere, som alligevel var på vej på pension. Eller de mennesker, som bliver kvast i systemet og dæmoniseret af politikerne i dagens Danmark.
– Jeg synes, at vi – stadig – har en frygtelig måde at behandle og tale om mennesker på, som falder uden for systemet. Vi har baseret vores system på en tankegang om, at det ikke skal være sjovt at være på overførselsindkomst. De skal være jaget vildt. Men de, som falder udenfor og har brug for, at samfundet træder til med et sikkerhedsnet, har ikke mulighed for at gøre det, vi beder dem om. De kommer ovenikøbet ofte fra elendige vilkår, siger hun.
Indignationen har været Hanne Lykke Jespersens drivkraft, siden hun var 17 år og kom med i Faglig Ungdom i Randers. I december pakker hun sine Carl Scharnberg-grafikker sammen og forlader sit kontor på første sal i PROSAs hovedbygning på Vester Farimagsgade i København efter 12 år som næstformand. På delegeretforsamlingen i november blev Curt Kjærsgaard Raavig valgt som ny organisatorisk næstformand.
Siden 2010 har Hanne Lykke Jespersen været PROSAs frontfigur i en række konflikter på det private og offentlige område. Hun har samarbejdet tæt med undersøgende journalister, hvis hun kunne se, det kunne være en fordel for PROSA, at der blev gravet i sagerne. Hun har stået på Christiansborg og delt et juridisk notat ud for at påvirke politikernes lovgivning. Hun har skrevet klummer og debatindlæg om alt fra delt barsel til social dumping. Hun kæmper principielle sager, og hun har ført talrige fortrolige samtaler med PROSAs medlemmer for at finde ud af, om de ville stå frem og lade hende hjælpe dem med at føre deres sag.
Vi går langt for medlemmerne. Men vi vil aldrig tage sager op, hvis den enkelte ikke ønsker det. Der skal være tillid.
I Hanne Lykke Jespersens tre årtier i PROSA – først som hovedbestyrelsesmedlem, så som forbundssekretær og til sidst som næstformand – har it-branchen udviklet sig ekstremt hurtigt, i takt med at teknologi er blevet en stadigt mere fundamental del af alle samfundsprocesser. I dag er it-branchen globaliseret og præget af specialiserede medarbejdere med langt højere uddannelser end i 1980’erne, hvor medarbejdernes baggrund ofte var korte og mellemlange uddannelser. En tendens er entydigt negativ: det lave antal kvinder i it-faget. Antallet af kvindelige PROSA-medlemmer er faldet fra en tredjedel, da Hanne Lykke Jespersen startede i PROSA, til cirka 17 procent i dag. Der er stadig fordomme om kvinder i tekniske fag. Men Hanne er ikke typen, der sætter sig ned og håber, at en kedelig tendens vender af sig selv. Hun bider sig fast og insisterer på at komme til bunds i problemet. Derfor igangsatte hun i 2020 en omfattende undersøgelse af ligestillingen i it-branchen. Den viste, at hver femte kvinde i it-branchen har oplevet krænkelser. Mere konfliktsky typer ville måske have undladt at sætte fokus på lige dén tendens, hvis man netop gerne vil tiltrække flere kvinder til sit fag. Men Hanne Lykke Jespersen ville have spot på problemerne, for hun mente, at PROSA havde et ansvar. – Jeg har set rigtig mange situationer, hvor man skjuler sandheden for at beskytte for eksempel en organisation. Man tænker, at man kan klare problemet, uden at nogen behøver at vide det. Det er min konklusion, at hvis man ikke kan løse problemet umiddelbart, så er man nødt til at komme ud med det.
Et godt hoved
Hanne Lykke Jespersen blev født i oktober 1956 i Randers og voksede op i de nye 'bloggåår' – som hun kalder dem på bredt randrusiansk: De almennyttige boliger, som blev opført ved siden af de gamle i 1960. Hanne var den næstyngste ud af en søskendeflok på syv, og på et tidspunkt flyttede hendes mors søster og hendes to børn også ind. Så en overgang var de 11 i en lejlighed på cirka 80 m2. Hendes mor var hjemmegående, hendes far var invalidepensionist og lavede cykler hos den lokale cykelsmed.
– Der var ikke meget at gøre med. Jeg blev tidligt opmærksom på den fattigdom og uretfærdighed, der var omkring mig.
Hanne Lykke Jespersens far var medlem af DKP, og hun kan huske, at de talte om, hvordan samfundet hang sammen. Og netop ikke hang sammen.
– Jeg spurgte ham, hvorfor arbejderne ikke bare blev ved med at strejke, indtil de fik deres vilje. Det kunne han ikke svare på. Men han sagde, at det var et godt spørgsmål.
Lille Hanne var bogligt stærk. Da hun var tre år gammel, sad hun og skrev tallene op i lange rækker, og efter få måneder i skolen kunne hun læse avisen.
– De fleste i min klasse kom fra familier, som var bedre stillet. Jeg kom fra bunden. Men jeg var hurtig til at lære tingene.
Hanne Lykke Jespersen startede i gymnasiet, men følte ikke, hun hørte hjemme blandt de unge, som kom fra mere privilegerede familier. Derfor tog hun realeksamen og siden en fuld hf på kun 15 måneder. Da hun var 16 år, kom hun med i Faglig Ungdom.
– Det var en meget konkret og aktivistisk form for fagligt arbejde. Hvis nogen blev underbetalt, gik vi på gaden og gjorde opmærksom på, at folk skulle lade være med at handle der. Vi blev kritiseret for det – blev kaldt gadens parlament og alt muligt. Men det virkede.
Hun havde ufaglært arbejde på et fjerkræslagteri, i den grafiske branche og på en tobaksfabrik. Og så begyndte hun som jordemoderelev. Her oplevede hun et rigidt og gammeldags system, som hun følte, at hun ikke passede ind i. Så hun forlod jordemoderfaget, tog en etårig uddannelse som edb-assistent og fik arbejde som systemudvikler i Kommunedata, som i dag hedder KMD. – I Kommunedata sad jeg og udviklede løsninger til sundhedsvæsnet. Det handlede i den grad om at forstå menneskers behov.
PROSA holder afskedsreception for Hanne Lykke Jespersen i PROSAs lokaler i København den 26. januar 2023 kl. 14-18.
Vi går langt for medlemmerne. Men vi vil aldrig tage sager op, hvis den enkelte ikke ønsker det.
– Der var ikke meget at gøre med. Jeg blev tidligt opmærksom på den fattigdom og uretfærdighed, der var omkring mig.
Hanne Lykke Jespersens far var medlem af DKP, og hun kan huske, at de talte om, hvordan samfundet hang sammen. Og netop ikke hang sammen.
– Jeg spurgte ham, hvorfor arbejderne ikke bare blev ved med at strejke, indtil de fik deres vilje. Det kunne han ikke svare på. Men han sagde, at det var et godt spørgsmål.
Lille Hanne var bogligt stærk. Da hun var tre år gammel, sad hun og skrev tallene op i lange rækker, og efter få måneder i skolen kunne hun læse avisen.
– De fleste i min klasse kom fra familier, som var bedre stillet. Jeg kom fra bunden. Men jeg var hurtig til at lære tingene.
Hanne Lykke Jespersen startede i gymnasiet, men følte ikke, hun hørte hjemme blandt de unge, som kom fra mere privilegerede familier. Derfor tog hun realeksamen og siden en fuld hf på kun 15 måneder. Da hun var 16 år, kom hun med i Faglig Ungdom.
– Det var en meget konkret og aktivistisk form for fagligt arbejde. Hvis nogen blev underbetalt, gik vi på gaden og gjorde opmærksom på, at folk skulle lade være med at handle der. Vi blev kritiseret for det – blev kaldt gadens parlament og alt muligt. Men det virkede.
Hun havde ufaglært arbejde på et fjerkræslagteri, i den grafiske branche og på en tobaksfabrik. Og så begyndte hun som jordemoderelev. Her oplevede hun et rigidt og gammeldags system, som hun følte, at hun ikke passede ind i. Så hun forlod jordemoderfaget, tog en etårig uddannelse som edb-assistent og fik arbejde som systemudvikler i Kommunedata, som i dag hedder KMD.
– I Kommunedata sad jeg og udviklede løsninger til sundhedsvæsnet. Det handlede i den grad om at forstå menneskers behov.
Klausulerne
I Kommunedata blev hun forhandler og fællestillidsrepræsentant i 1991. Samme år blev hun medlem af hovedbestyrelsen, og i 1994 fik hun så jobbet som forbundssekretær. Spørger man Hanne Lykke Jespersen, hvad hun gerne vil huskes for, svarer hun: sagerne. En af hendes største triumfer var den heftige stramning af reglerne for hemmelige jobklausuler fra 2016. Loven var et direkte resultat af et stædigt og smart sejtræk fra Hanne Lykke Jespersens side. Et medlems arbejdsgiver var blevet opkøbt af IBM. Han fik mistanke om, at han nu var omfattet af en hemmelig jobklausul; dvs. en aftale mellem to arbejdsgivere om ikke at ansætte hinandens medarbejdere. Medlemmet gik til PROSA. Han mente ikke, at det kunne passe, at han ikke kunne få at vide, om han var omfattet af en sådan klausul. Hanne Lykke Jespersen var enig og valgte at tage sagen. Sammen kom de helt til Højesteret, hvor de tabte. Retten mente ikke, at medlemmet var omfattet af en hemmelig jobklausul, eller at IBM var forpligtet til at oplyse ham om, hvorvidt han var det.
Men kampen fortsatte. For i de mange år, retssagerne stod på, var landets politikere blevet opmærksomme på problematikken. Hanne Lykke Jespersen fik udarbejdet et vægtigt juridisk notat fra et par af landets skarpeste hjerner på området og var personligt inde på Christiansborg for at give politikerne papiret i hånden. Notatet tilbageviste Justitsministeriets vurdering, som gik på, at det var ekspropriation at gribe ind over for jobklausuler. Resultatet blev i sidste ende, at loven blev strammet, og antallet af klausuler i it-professionelles kontrakter faldt dramatisk. Med virkning fra 1. januar 2021 blev allerede indgåede jobklausuler ugyldige, og det er i dag ulovligt at indgå nye jobklausuler.
Vedholdenheden
Også internt i PROSAs organisation er Hanne Lykke Jespersen gået durk ind i de konflikter, hun har ment var nødvendige. Hun tiltrådte som organisatorisk næstformand i PROSA i 2010 som den første kvinde i forbundets historie efter et kampvalg mellem hende og Erik Swiatek.
På den ene delegeretforsamling efter den anden har Hanne Lykke Jespersen nægtet at lade sig hyle ud af den, selv om hun mødte kritik. I 2016 blev der talt om konspirationer og korridorsnak fra talerstolen. Der blev snakket om, at en anden kandidat ville stille op mod Hanne Lykke Jespersen. Kampvalget udeblev dog, og det beklagede Hanne Lykke Jespersen, da hun lagde sit opstillingsgrundlag frem: ”Jeg kan forstå, at jeg er blevet kritiseret i krogene. Men når jeg ikke kan høre kritikken, kan jeg hverken tage den til mig eller modgå den”, sagde hun fra talerstolen.
Når man ser på dit forløb, er det tydeligt, at du ikke bare har tålt konflikterne. Du er gået ind i dem og har bidt dig fast. Det er usædvanligt i vores konsensuskultur. Hvad driver dig i de situationer?
– Konsensus er udmærket, hvis det faktisk er udtryk for, at man bliver enige. Jeg ser kampvalg som en god ting og udtryk for et levende demokrati. Jeg har oplevet, at hvis der er flere til posterne, end der skal vælges, så prøver man at få de opstillede til at lave aftaler. Så man er fri for afstemning. Det er jeg virkelig meget imod. Men man skal lade være med at tilsmudse hinanden. Og det er lykkedes mig i de kampvalg, jeg har været i. Det er jeg stolt over. Men det tjener jo den anden part til lige så stor ære.
Og vedholdenheden?
– Det er jo det, der giver bonus i sidste ende. Måske vinder man ikke i første omgang, men kan så skabe en grobund for at tage det op senere. Et eksempel på det er kampen for et ordentligt dagpengesystem. Eller kampen for at behandle de ledige og syge ordentligt. Jeg holder aldrig op med at sige, at det er vigtigt.
Hanne Lykke Jespersen
Alder: 66 år.
1986: Uddannet edb-assistent
1987-1994: Systemudvikler i Kommunedata.
1986: Medlem af PROSA.
Foråret 1991: Forhandler i Kommunedata.
Oktober 1991: Fællestillidsrepræsentant og PROSA-forhandler i Kommunedata.
1991: Medlem af hovedbestyrelsen.
1994: Forbundssekretær.
2010: Organisatorisk næstformand.
Hvad nu?
Til april næste år tager Hanne Lykke Jespersen på en måneds kurophold i Montenegro. En hel måneds luksus og afslapning. Og tid til at tænke sig om.
– Hvem ved? Måske har jeg lyst til at få et job.