Det er et fuldstændigt tilfælde, at jeg som pårørende har været i nærkontakt med det nye it-system til patienthåndtering i hovedstadsområdet. Første gang var en lørdag sidste år på Herlev Hospital, hvor ambulatoriet nærmest var i undtagelsestilstand. Det første syn, der mødte min pårørende og mig i døren, var et håndskrevet skilt, som fortalte at scanneren til de fremmødtes gule sygesikringskort, var ude af funktion. Blandt personalet var der mild forvirring og eksempelvis interne diskussioner om, hvorvidt man kunne logge på Sundhedsplatformen med sit eget borgercertifikat eller som ansat. Samtidig var udsendt amerikansk personale til digitale brandslukningsopgaver fra firmaet Epic særdeles tydelige på hospitalets gange.
Anden gang med nærkontakt foregik så på Hvidovre Hospital for cirka en måned siden, hvor jeg som pårørende skulle deltage i en opfølgende samtale oven på tidligere prøvetagning. Her ventede en overlæge og en første reservelæge på at udspørge og informere, samtidig med at det tydeligvis var en af de første praktiske afprøvninger af det nye sundhedsplatform-system.
De informerede loyalt om årsagen til, at de var to mand på opgaven og forklarede, at en konsekvens af indkøringen af det nye system var, at der var forsinkelser, og at de forventede, at de 15 minutter, der var afsat til konsultationen, nok ville blive overskredet. Det skulle vise sig at holde stik. Der var mange forundrede ordudvekslinger mellem de to læger om det nye system. Der blev sagt “fuck” og “shit” under indtastningerne og afleveret mange hovedryst over røde alarmer ved import af medicinlister på skærmen på systemets to monitorer. Lægerne gjorde deres bedste for at forsikre os om, at det hele nok ville føre til et bedre system med tiden.
Den ældre læge informerede os undervejs om, hvor glad han var for, at den yngre læge faktisk mestrede tifingersystemet til indtastninger, og hvordan han drømte om at bruge sin iPhones Siri-talegenkendelse til at e-maile sig selv patientoplysninger i stedet for at skulle agere substitut for de lægesekretærer, som ikke længere indgik i inddateringen af patientoplysninger.
Som ufrivillig deltager i disse to udrulningsforløb på Sundhedsplatformen er det mest slående for mig nok, hvordan teknologien skaber ikke bare distance, men en decideret mur mellem behandler og behandlet. Meget mærkbart afspejlet af de to dominerende it-skærme, en strøm af indtastninger og museklik, som det digitale sags- og journaliseringssystem kræver ved inddatering.
I årtier har sundhedssektoren haft brug for at høste fordelene ved ét digitaliseret journaliseringssystem. Men den aktuelle udrulning viser, at der er vendt et blindt øje til en række konsekvenser af arbejdsgange, som er forankret i et misforstået og skadevoldende rationaliseringshensyn.