Du kan altså ikke fortryde en opsigelse

Det sker ofte, at medlemmer ringer til PROSAs jurister og fortæller, at de er så trætte af deres arbejde, at de er parate til at sige deres stilling op. Hvis den telefonsamtale finder sted, inden medlemmet har underskrevet en opsigelse, kan juristen rådgive og forsøge at få afdækket, om alle andre muligheder er udtømt, og juristen kan sikre sig, at medlemmet er klar over den fulde konsekvens af selv at sige op.

Men i juridisk afdeling oplever man også, at nogle medlemmer først ringer, når de har sagt op.

– Årsagen kan være, at medlemmet er træt af sit job, og så er det en velovervejet handling. Men vi oplever også, at en egen opsigelse begrundes med, at arbejdsgiveren har presset medlemmet til selv at sige op. ”Det ser meget pænere ud, hvis du selv siger op”, kan det lyde fra arbejdsgiveren. Og vi ser endda, at medlemmer presses eller lokkes til at sige op med et kortere varsel end det varsel, som gælder for en arbejdsgivers opsigelse af den ansatte, siger Jesper Borre, der er jurist i PROSA.

I disse situationer oplever medlemmet derfor ikke kun at miste en del af opsigelsesvarslet og den medfølgende løn, men også at blive ramt af karantæne ved eventuel efterfølgende ledighed. For hvis du bliver ledig og søger om dagpenge, skal a-kassen altid foretage en vurdering af, om din ledighed er selvforskyldt – og det har den jo været, hvis du selv har sagt op.

Dermed risikerer du karantæne og må altså undvære dagpenge i en periode.

– Det er ofte meget begrænset, hvad vi kan gøre for et medlem, der allerede har sagt op. Og det uanset om det er af egen drift eller efter pres, siger Jesper Borre.

Lille kattelem

Der er dog én mulighed for at trække en egen opsigelse tilbage. Højesteret afgjorde i 2013, at en ansat kunne trække sin opsigelse tilbage og dermed gøre sin egen opsigelse virkningsløs. I den pågældende sag afleverede medarbejderen sin opsigelse til arbejdsgiveren en fredag. Dagen efter, om lørdagen, afleverede medarbejderen en tilbagekaldelse på kontoret klokken 19.00. Lederen havde set opsigelsen om fredagen og så først tilbagekaldelsen om mandagen.

Højesteret fastslog, at fordi opsigelsen ikke havde nået at virke ”bestemmende” for lederens handling, og fordi opsigelsen og tilbagekaldelsen ikke var af væsentlig ulempe for arbejdsgiver, kunne opsigelsen kaldes tilbage.

– Der er altså en mulighed for at fortryde, når man eksempelvis i frustration siger sin stilling op. Men det er kun i nødstilfælde, at man skal benytte sig af denne mulighed, og man skal i hvert fald reagere over for arbejdsgiver inden for en til to dage, ellers fanger bordet, siger Jesper Borre.

Derfor lyder rådet, at du altid ringer til PROSA, inden du i frustration siger op. For så kan juristen hjælpe dig med eventuelt at få etableret et bedre arbejdsmiljø, som vil betyde, at du får lyst til at blive på arbejdspladsen. Ellers kan juristen på dine vegne få forhandlet en fratrædelsesordning på plads, så dit ansættelsesforløb kan afsluttes på en ordentligt måde og betyde, at du undgår karantæne i a-kassen.


Læs også...

Det er absolut ikke let at få et ben inden for i spilindustrien, når man kommer fra udlandet og har taget en uddannelse i Danmark. De regler, som skal…

YouTube er ved at blive det mest populære valg til tv-streaming. Og har også fået fat i de ældre generationer.

I følge studie fra Microsoft er oversættere efterfulgt af historikere, de mest udsatte stillinger i forhold til AI. Webudviklere, forfattere, sælgere,…

En svag adgangskode var tilstrækkeligt til, at en ransomware-bande formåede at ødelægge en 158 år gammel virksomhed og gøre 700 mennesker…

Årets hyggeligste weekend står for døren. Og du kan komme med helt gratis og bruge tiden med andre IT-studerende. Dette års STUD-træf har temaet AI.…

Quiet cracking, hvor forholdet til arbejdspladsen har slået revner, men de ansatte alligevel møder ind dagligt, er en ny tendens som er ved at sprede…

Fra Open Source til hacking, Coding Pirates, frivillige mentorer i NGO'er, spilbranchen. Tech og IT af i dag handler i høj grad om at samarbejde, dele…

Journalist, privacy-forkæmper og IT-debattør Anders Kjærulf fik til opgave at beskrive blockchain i PROSAbladet. Han nåede frem til, at det ikke er…

Jacob Herbst er i dag et vaskeægte IT-sikkerhedskoryfæ, og han har i knap 30 år været med til at sætte retningen for cybersikkerhed. Her fortæller han…

Hos nonprofit-organisationen Hackyourfuture, HYF, oplever man et fald i forhold til at få webudviklere fra de seneste seks uddannelseshold i…