Tetrabit - it - startup
TEMA

En bølge af værdibaserede startups

Tetrabit har skrevet Danmarkshistorie ved som de første i it-branchen til at indgå en overenskomst på 30-timers arbejdsuge med fuld løn. Virksomheden er også en startup med store ambitioner, demokratisk fundament og grundigt fokus på forberedelse og styring. – Vi vil være den fede startup, hvor man ikke skal arbejde sig halvt ihjel for at være en succes, lyder det fra trioen.


(Læs Tetrabits 8 tips til startups i boksen nederst)

Kan en virksomhed være hamrende ambitiøs og samtidig stå på et fundament af idealisme, demokrati og lighed uden at knække nakken? 

Rune, Luca og Adrian er ikke i tvivl. Det kan man sagtens.

Det kan ligefrem være opskriften på succes.
Trioen står bag virksomheden Tetrabit og skrev sammen med PROSA Danmarkshistorie, da de sidst i marts tegnede en overenskomst på 30-timers arbejdsuge med fuld løn.

Tetrabit er en startup, der udvikler digitale løsninger gennem design, ny teknologi og digitalt håndværk.

Det er også et kooperativ, hvor ledelsen går på skift og vælges på generalforsamlingen.

Fællesskab og frihed er nøgleordene. Men også at brænde for sit arbejde uden at brænde ud.
 

Det kan lyde blåøjet.
I virkeligheden er alt gennemtænkt til mindste detalje og skruet sammen om købmandskab, snusfornuft og meget grundige forberedelser.

Tetrabit har nemlig store ambitioner, klare planer og en økonomi, der er styr på, og som hænger sammen mange måneder frem.

Overenskomsten handler om mere end 30-timers arbejdsuge. Den handler om at have et sæt spilleregler, som skal forebygge eventuelle tvister, tvivlsspørgsmål og sikre driften, efterhånden som Tetrabit vokser.

Ved et pressemøde i PROSA i forbindelse med underskrivelsen af aftalen sagde Rune Bødker, som er digital designer i Tetrabit:
– Alle virksomheder har gavn af at indgå aftaler, der sætter gode og ordentlige rammer for de ansatte. Tetrabit er en demokratisk virksomhed drevet og ledet af medarbejderne i fællesskab og har derfor ikke den traditionelle modsætning mellem arbejdsgiver og ansat. Men derfor har vi stadig behov for at sikre den enkelte medarbejder i forhold til kollektivet.

 

Alle tager og føler ansvar
PROSAbladet møder Tetrabit i deres kontorer i Solidaritetshuset på Nørrebro.

Navnet Tetrabit henviser til tetrahedroner, hvor trekanter tegner en pyramide med fire sider. Måske med henvisning til, at resultatet af godt teamwork kan blive større end summen af personer, som deltager.

23-årige Adrian Elias Bratlann, der er full-stack-udvikler, tegner i øjeblikket virksomheden udadtil som valgt leder.

Tetrabit er resultatet af, at han og Rune Bødker og Luca Bastholm mødte hinanden som kolleger og blev enige om, at det måtte kunne lade sig gøre dels at komme ud over rampen med deres egne idéer, dels at gøre det i en virksomhed, hvor fællesskab, ansvar og demokrati er grundsten.

– Vi tager alle et ansvar og føler et ansvar, og vi gør det, vi er bedst til. Men vi er også meget bevidste om, at vi er en virksomhed, og at vi skal kunne tage beslutninger, og at vi skal have styr på driften, fortæller Adrian.

– Vi har en helt anden motivation. Vi knokler ikke for en anden. Vi arbejder for os, og derfor føler vi et stort ansvar, og derfor træder vi også til med vores styrker, fortsætter han.

28-årige Luca Bastholm, der er udvikler, tager sig eksempelvis af det økonomiske og regnskabsførelsen.
– Det er jeg bedst til, så det er naturligt. Det her er resultatet af, at vi arbejder godt sammen.
 

Klogt og effektivt
Der er ingen tvivl hos de tre om, at de er en del af en bølge af startups, som også tænker værdier og etik ind i arbejdslivet.

At opskriften på succes ikke nødvendigvis er lange arbejdsdage og nattesøvn på kontorsofaen.
– Vi vil være den fede startup, hvor man ikke skal arbejde sig halvt ihjel for at være en succes, siger Rune Bødker fra Tetrabit og fortsætter: 
– Vores arbejdstilrettelæggelse er fleksibel, så der kan være dage, hvor arbejdstiden er længere, og dage, hvor den er kortere, afhængig af deadlines. Det vigtige er den månedlige sum af arbejdstimer – og vores trivsel.

Adrian supplerer:
– Vi holder os faktisk inden for arbejdstiden. Og alligevel har vi tid til at udvikle, lave forretningsplaner, netværke, tage os af kunder og alt det øvrige. Vi arbejder effektivt og klogt og på en sund måde, siger han.


Styr på detaljer og økonomi
På relativt kort tid har Tetrabit fået en fornuftig forretning op at stå.

Men det er ikke kommet af sig selv.
– Vi har selvfølgelig netværket og pitchet. Men vigtigst af alt er at have tilfredse kunder. Altså anbefalinger. Vi skal levere noget, som kunden er tilfreds med, og pleje kunderelationen, fortæller Luca Bastholm.

Forberedelserne har været grundige og er vigtige, fastslår han og de andre to, hvis man vil starte en virksomhed.

Intet kommer nemlig af sig selv, og idéer sælger heller ikke sig selv – uanset hvor gode de er. Det kræver knofedt og planlægning.
– Vi har skullet have styr på økonomien. Have startkapital. Have en klar idé om, hvor pengene skal tjenes og hvordan. Hvad har vi, hvad skal vi bruge, hvad kan vi betale i husleje, hvad skal vi tjene for at kunne betale løn, hvilken selskabsform skal vi have, hvordan får vi styr på alle de bøvlede og formelle ting, hvordan styrer vi økonomien og sikrer, at driften kører, så vi har en buffer? Mange små detaljer, som er helt nødvendige, siger Rune Bødker.

Han er 44 år, og dermed alderspræsident, og har med egne ord måske også været snusfornuften i forhold til købmandskab.
– Mange projekter arbejder vi måske på i måneder, før betalingen kommer. Hvordan klarer vi det, og kan vi klare det? Det har vi en plan for. De dele er det vigtigt at have styr på. Samt at sprede vores investeringer, så vi ikke står og falder med én kunde, men hele tiden udvikler og netværker. Og så være realistisk. Er det værd at bruge tid på den mulige opgave, som måske er usikker, men koster måneds arbejde at forberede? fortæller han.

Tetrabit har derfor i opstarten også gjort god brug af erfaringer fra tidligere startups for at have den rette forretningsplan.

Vi har en helt anden motivation. Vi knokler ikke for en anden. Vi arbejder for os, og derfor føler vi et stort ansvar, og derfor træder vi også til med vores styrker
- Adrian Elias Bratlann, Tetrabit

Vigtigt med spilleregler
Derfor har en overenskomst også været så vigtig for Tetrabit.

Med den er der nemlig kommet de spilleregler, som gør, at der er klare retningslinjer for, hvordan konflikter skal løses, og hvilke vilkår der skal gælde.

Især fordi planen er at vokse yderligere og samtidig kunne bevare hensynet til trivselskontoen, hvor der også skal tages hensyn til den situation, man som ansat er i. Har man eksempelvis børn, særlige udfordringer i en periode eller noget tredje, som kræver særlige hensyn?

Håbet er at inspirere andre og samtidig have en virksomhed, som vokser og splitter sig i flere celler af selvorganisering.


De næste projekter
Ambitionerne er store. De næste store projekter er allerede udviklet og under udvikling.

Nemlig Reaktor, der er et tracking- og kommunikationsværktøj, som sikrer, at kunder og virksomheder kan følge et projekt fra begge sider. Det er nytænkende i forhold til måden at samarbejde på og sikre åbenhed i forbindelse med blandt andet udvikling og implementering af nyt website. Kunden kan løbende følge med i, hvordan der er blevet kommunikeret og arbejdet.

Dertil kommer udviklingen af et system til at styre og redigere websider, der gør al opdatering af tekster og redigering af websiden enklere og mere direkte. Systemet har fokus på redaktionelle sider, og at redigeringsoplevelsen er WYSIWYG (what you see is what you get). 

Trioen bag Tetrabit har kontorer i Solidaritetshuset på Nørrebro. 

 

Læs også om Thomas Sølund, der startede Spin Robotics og om hans erfaringer med funding og iværksætteri:

Prosabladet: Den gode idé sælger ikke sig selv

 

8 gode tips fra Tetrabit til startups

1.  Find de rigtige mennesker
Det er vigtigt, at du fungerer godt sammen med dem, du starter virksomhed med. Både på et personligt plan og også at I samtidig supplerer hinandens kompetencer. Sørg for, at jeres værdier, vision og ambitionsniveau er i overensstemmelse. Det er ærgerligt at finde ud af, at I faktisk vil noget helt forskelligt med virksomheden, når I er i gang.

2.  Forretningsidéen skal være holdbar
Det er ikke altid, du ved, om din idé holder, før du fører den ud i livet, specielt hvis der ikke er andre, der har prøvet det før. Men det er en god idé at lave grundig ­research, inden du hopper ud i den dybe ende.

3.  Økonomien
Få en bogholder. Lad være med at bruge momsen som kassekredit. Medmindre du har helt styr på det der med bilag, moms- og lønindberetninger, så få hjælp. Din tid er også meget bedre brugt på det, der er virksomhedens kerneopgaver. Lav realistiske budgetter og prognoser, så du ved, hvordan virksom­hedens økonomi har det, og kan tilpasse udgifterne derefter.

4.  Risiko skal være ­kalkuleret
Du kommer ikke uden om at skulle satse indimellem. Det er et sats, når du kaster kræfter efter at få en ny opgave ind eller bruger tid og økonomi på en video til SoMe. Invester din tid og økonomi, således at der er en rimelig sammenhæng mellem indsatsen og det potentielle udbytte. Spild ikke din tid, og arbejd ikke gratis.

5.  Vær omstillingsparat
Forretningsmiljøet ændrer sig konstant, så vær forberedt på at justere din strategi og tilpasse dig nye udfordringer og muligheder.

6.  Passion/drive
Det kan være hårdt og nedslidende indimellem. Vælg en branche eller niche, som du er passioneret omkring. Din entusiasme vil hjælpe dig med at holde motivationen oppe og øge chancerne for succes.

7.  Byg netværk
Plej, og udbyg dit netværk af kontakter inden for din branche og relaterede brancher. Netværk kan føre til samarbejder, nye kunder og værdifulde råd fra erfarne fagfolk.

8.  Vær forsigtig med at udvide for hurtigt
Hurtig ekspansion kræver ofte betydelige investeringer i ressourcer, personale og infrastruktur. Hvis virksomheden ikke har tilstrækkelig likviditet til at dække disse udgifter, kan det føre til finansielle problemer og endda konkurs.

 


Læs også...

De store blev rigere og mere magtfulde, men nedenunder brød et oprør også igennem fra lovgivere og bekymrede borgere. "Brainrot" blev årets ord i…

Måske har Microsoft knækket koden til, at vi kan få AI lokalt i smartdevices. I dag er strømforbruget alt, alt for massivt. Tilsæt optiske chips, og…

En gruppe IT-undervisere har lavet seks nye spil, der skal øge danskernes viden om cybersikkerhed. Spillene er et nyt og underholdende værktøj, der…

Forskere går sammen med erhvervslivet om et nyt center, der skal understøtte fabrikation af mikrochips i Danmark. Det nye center ligger på DTU, og det…

Som de fleste forhåbentlig ved, så må din arbejdsgiver ikke spørge ind til, hvad du fejler, når du melder dig syg. Men hvis du selv fortæller det,…

Et forsøg hos Google betyder, at fagforeninger ikke dukker op i en række brugeres søgeresultater. Situationen rejser kritik både på Christiansborg og…

Hver dag logger 100 millioner brugere ind på det sociale medie Threads. Mediet er en del af Meta, og det blev lanceret i 2023.

En ny form for IT-uddannelse åbner op for, at flere kan blive softwareingeniører. Næste år kan man nemlig søge ind på en trainee-uddannelse hos VIA…

Google tager syvmileskridt mod kvantecomputeren med chippen Willow, TikTok forurener ifølge undersøgelse mest af sociale medier – lige så meget som…

Hvordan er magthierarkiet i det danske tech-miljø? Det forsøger en ny analyse at give svaret på – og umiddelbart er det ikke tekniske profiler, der…