I en artikel i Børsen torsdag den 12. maj fremgik det, at et samlet erhvervsliv nu opfordrer til, at efterlønnen helt udfases. Det er såmænd stort set allerede sket, men der lægges nu op til, at det skal gå endnu hurtigere. Mantraet er, at det kan skade væksten, hvis ikke gruppen forbliver i arbejdsstyrken. Der gives nogle eksempler på folk, som er langt over pensionsalderen, og som trives fint i deres job.
Socialdemokratiet tager stærkt afstand fra forslaget og siger ligeud, at det ville være at tage røven på folk. Det kan jeg da kun være enig i.
Men der er jo ikke noget som helst til hinder for, at ældre kan fortsætte på arbejdsmarkedet, så længe de kan og vil – og så længe arbejdsgiverne vil ansætte dem. For det sidste er jo ofte her, at hunden ligger begravet.
En undersøgelse fra Aalborg Universitet viser, at hvor arbejdsgiveren giver udtryk for, at man gerne vil beholde medarbejderen, er det kun 20 procent, der vælger efterløn. Omvendt er der 80 procent, der vælger efterlønnen, fordi de faktisk ikke føler sig værdsat i deres job.
Og så er der jo en gruppe, som i den grad trænger til at forlade arbejdsmarkedet. Vi kan se, at der næsten ikke gives pension til den gruppe, som er slidt op, før de når efterlønsalderen, selv om der faktisk var løfter fra den daværende regering om, at løse netop det problem.
Hvis der mangles arbejdskraft, er der jo flere steder at kigge hen. PROSA foreslår igen og igen, at arbejdsgiveren bliver bedre til at fortælle, hvilken arbejdskraft de skal bruge.
Og så er der jo en meget stor gruppe af mennesker, som har mistet dagpengeretten, og som fortsat ikke har fået arbejde. Det er desværre rigtigt mange. Her må der trædes til med reelle tilbud tilpasset den enkelte med henblik på at blive kvalificeret til de jobåbninger, der er på arbejdsmarkedet. Det kan for eksempel være en ordning, der ligner den særlige indsats, PROSA gør for dimittender, kaldet trainee-ordningen.
Også andre ledige kan komme i job, hvis der afsættes de fornødne flaskehalsmidler.
Og så vil jeg gerne gøre opmærksom på, at arbejdsgiverne også selv har et stort ansvar. Dels for at fortælle om, hvilken type arbejdskraft de mangler eller kommer til at mangle, så der kan sættes gang i de nødvendige tiltag for at uddanne arbejdskraften. Dels for at oprette de nødvendige praktikpladser til lærlinge, så de kan gennemføre deres uddannelse. I dag er det sådan, at mange lærlinge ikke kan få en rigtig praktikplads. Her må arbejdsgiverne jo forstå, at der ikke kan høstes, hvis man springer såningen over.