Foto: Shutterstock
Da jeg første gang trådte ind ad døren i de it-professionelles forbund, PROSA, for snart to år siden, var der en ting, der undrede mig: Den ret udbredte brug af ordet ”aktivisme”.
Aktivisme var for mig noget, jeg mest huskede fra min barndoms nyhedsdækning, når folk stod med bannere på Rådhuspladsen eller sejlede regnbuekriger-skibe ind mellem hvaler og hvalfangerbåde.
Det er et ord og en betegnelse, som siden stille og roligt er søgt hen i hjørnet, hvor støvet lægger sig, og hvor færre og færre gider samle det op.
Brugen af aktivisme flugtede underligt med min seneste oplevelse fra en studietur i Silicon Valley, hvor cappuccino med soyamælk, juicekure, forkromede overflader, elløbehjul, ånden af at være lidt federe end alle andre, selvkørende Uber og smarte brillestel dominerede indtrykket.
Hvor passede aktivisme ind i den ligning? Det var ligesom to tidsaldre, der stødte sammen.
Siden er det bid for bid og artikel for artikel gået op for mig, at aktivisme er et vanvittigt godt ord til at beskrive rigtigt meget af det, der sker i underskoven af it og tech.
Det skal måske støves af, pudses op og genfødes – ligesom ordet fællesskab. Begge ord er hverken udtrådte eller bedagede, men indrammer derimod ret præcist, hvorfor det bobler og bruser af energi og skaberkraft i it.
Aktivisme er aktivt at deltage. At tage stilling. At blande sig.
I virkeligheden det, der sker i de adskillige netværk, der løber som nervebaner under hele tech-branchen. Hackere, der har et helt miljø, hvor man blander, udveksler viden, netværker og faktisk også uden egen vinding bruger tid på at optimere sikkerhed. Udviklere, programmører og andre, som trevler open source-koder igennem, deler byggesten, finder fejl og netværker. Og under dem er der subkulturer med andre netværk.
Næsten alle blander sig faktisk, fordi der udvikles i fællesskab.
Det er utroligt inspirerende og ret imponerende. Tænk at det meste forkromede, mest scifi-agtige, mest revolutionerende i vores liv udvikles af netværk og fællesskaber, som langt hen ad vejen frit deler viden med hinanden.
Altså blander sig, fordi de brænder for det, og fordi kulturen og miljøet er sådan.
Som jeg skrev i seneste indspark – evnen til at nørde sammen er helt unik og noget alle burde misunde it og tech. Fordi der også er rummelighed indbygget. Det er ok at byde ind og være aktiv. Det er faktisk værdsat.
I dette PROSAblad har vi tre historier, som netop rammer lige ned i de nervebaner af fællesskab og aktivisme. Brugen af og kampen for open source-software, cyberlandsholdet, hvordan man udvikler et hackermiljø og så startups. Hvordan tusindvis af it-folk med en iværksætterdrøm i maven kan hjælpe hinanden.
Det er ret imponerende.
Det er også inspirerende.
God læselyst.