Supporter hos Kyocera Unimerco Claus Kiilerich tror på, at der også fremover er brug for hans kompetencer i virksomheden.

It-landskabet i Sunds er i forandring

Kyocera Unimerco i Sunds lidt uden for Herning er med knap 700 medarbejdere den største private arbejdsplads i kommunen. Virksomheden er producent af skærende værktøjer til træ og metal og leverandør til verdens førende i bil- og flyindustrien samt energisektoren. 

Virksomheden har produktions- og salgsfaciliteter flere steder i verden, men al it styres fra hovedkontoret i Sunds. Drift af produktions-it, CRM, ERP, administrative løsninger og telefoni er nogle af hovedopgaverne i it-afdelingen, der i alt tæller syv medarbejdere inklusive it-chef Claus Skallerup.

– Vi er i øjeblikket i en bevægelse fra klassisk it-drift til en mere forretningsmæssig tilgang. Vi har stadig vores servere stående i serverrummet, men ansvaret for driften af dem ligger nu hos et firma i Herning. Rollerne i it-afdelingen vil også skifte i retning af, at man primært er forretningskonsulent med it-kompetencer og ikke omvendt, fortæller han.

Claus Kiilerich er supporter og har været i virksomheden i tre år. Han er oprindelig udlært handels- og engrosassistent og er selvlært inden for it. Lidt over halvdelen af hans tid går med brugersupport, mens resten af tiden i stadig højere grad går med projekter, der har med indførelse af nye teknologier at gøre – primært i skyen. 

– Kompetencemæssigt betragter jeg mig som meget allround, så jeg har det fint med, at opgaverne de senere år har ændret sig i retning af det mere projektorienterede. Det er spændende at få de nye teknologier ind under huden i forbindelse med implementeringen af dem og at være involveret i hele kommunikationen og koordineringen i den forbindelse, siger han.

Nogle opgaver ændrer sig dog ikke grundlæggende. Selv om et system er flyttet ud i skyen, skal der stadig oprettes brugere – værktøjerne er bare nogle andre.

Ingen on-premise-systemer

Den aktuelle udvikling præger også de opgaver, der kommer til at fylde i 2016. Nøgleordene er outsourcing, ud-i-skyen og standardisering. Det skal være slut med specialudviklede systemer, og målet er på et tidspunkt at kunne slukke for det sidste on-premise-system. Der bliver ikke søsat projekter, uden at der kan påvises en fornuftig ROI (Return On Investment).

– Vi står over for at undersøge muligheden for at outsource vores first-level-support på helpdesken, primært for at kunne tilbyde en bedre service hele døgnet rundt til de forskellige lokationer rundt om i verden. Så vil vi også lægge flere applikationer ud på Microsoft Azure-platformen. Det kunne eksempelvis være en e-commerce-løsning, blandt andet fordi det kunne spille fint sammen med den Office 365-løsning, vi allerede har taget i brug, fortæller it-chef Claus Skallerup.

Det nuværende on-premise Cisco-telefonsystem skal også udskiftes med en hosted Skype for Business-løsning (Lync), og måske bliver 2016 året, hvor de fysiske servere helt forsvinder fra kælderen i Sunds. Mobile enheder kommer også til at fylde en del inklusive alt, der har at gøre med governance og sikkerhed.

– Vi har noget basal mobile management, men vi planlægger at indføre Microsofts Enterprise Mobility Suite. Først når vi har det på plads, vil vi åbne for tilgang til cloud-fildrev på de mobile enheder, fortæller Claus Skallerup.

Ren Microsoft – næsten 

Kyocera Unimerco er helt overvejende et Microsoft-hus. Det er stort set kun det nuværende ERP-system, ASPECT4, der kører i et IBM AS/400-miljø, som ikke er leveret af giganten fra Redmond. Medarbejderne bliver udstyret med en standard-Windows-pc, og hvis en medarbejder har brug for en tablet, hedder det Microsoft Surface. Kun på telefonerne har man måttet droppe den rene Microsoft-strategi.

– Egentlig ville jeg hellere udlevere Windows Phones, men da brugerne helt overvejende foretrækker iPhones, har vi valgt at udlevere dem. Vi må jo også sige, at de apps, der bliver udviklet, for eksempel til de ERP- og CRM-løsninger, vi kører, typisk først bliver udviklet til iPhones, siger Claus Skallerup.

Et stort Product Lifecycle Management-projekt vil også komme til at fylde godt i task-listerne for 2016. Også her overvejer man skyvejen ved at udskifte en hjemmebygget løsning med Aras til styring af produktions-workflowet inklusive et større antal integrationer til ERP-systemet.

Færre medarbejdere i it-afdelingen

Ud over den ændrede fokus fra klassisk it til det mere forretningsmæssige har den nuværende udvikling også haft betydning for antallet medarbejdere i it-afdelingen. It-chef Claus Skallerup kom til virksomheden fra CSC for halvandet år siden til en opgave, der gik ud på at strømline og optimere it-driften. Der var ni medarbejdere i it-afdelingen, da han startede, og i dag er det syv. I forbindelse med at serverdriften blev outsourcet, måtte man eksempelvis sige farvel til en medarbejder, som dog fik job i det firma, der overtog driften. Ifølge Claus Skallerup måske et meget godt eksempel på en generel tendens.

– De specialiserede it-opgaver flytter i stadig højere grad ud til specialiserede virksomheder. Så de it-folk, man har i en produktionsvirksomhed som vores, får nogle andre roller og skal have nogle andre kompetencer end tidligere. 

Supporteren ikke nervøs

Supporter Claus Kiilerich er personligt ikke så nervøs for den aktuelle udvikling.

– Jeg ved ikke rigtigt, om jeg skal til at være decideret forretningskonsulent, og jeg kan ikke umiddelbart se, at supportopgaverne kan blive outsourcet. Jeg tror faktisk på, at der med min allround-viden og tilgang til tingene også vil være plads til mig her i fremtiden, siger han og tilføjer:

– Selvom en del af de klassiske it-opgaver efterhånden bliver lagt ud til andre eller overflødiggjort, så kommer der jo nye opgaver til, fordi vi skal ekspandere. Og jeg kan garantere, at jeg for eksempel ikke kommer til at savne at lægge image på nye maskiner, hvis vi, som det er på tale, i fremtiden får dem præinstallerede fra leverandøren, siger han med et smil.


Læs også...

Forskere fra techgiganten Anthropic har undersøgt, hvad sprogmodeller reelt kan bruges til i dag, og hvad de så vidt bliver brugt til på…

Emil Petersen, softwareudvikler i netværksbranchen, var på den årlige DKNOG-konference for at skabe forbindelser og blive klogere på automatisering, …

Din mobiltelefon og din computer bliver dyrere. Det skyldes, at efterspørgslen af hukommelse til AI er eksploderet.

70 procent af danske virksomhederne bruger i dag AI-værktøjer - mod blot 44 procent i 2023.

Det viser en ny analyse fra Dansk Erhverv.

996 beskriver en ny trend, hvor især AI-kapløbet får arbejdsgivere til at kræve 72 timers arbejdsuge af deres ansatte. De skal være som olympiske…

Vinteren har budt på mange historier om udviklingen i tech. Særligt tre nyheder nåede rundt i de fleste vestlige landes medier - og de handlede alle…

35-årige Will Stronge er en af verdens førende forskere inden for kortere arbejdstid. Han ser en klar trend mod at forkorte arbejdsugen flere steder i…

Redaktørens indspark: Det kan betale sig at kæmpe - selv mod giganter og måske mod AI-hype. Spørg selv Nanna fra ITU, Jens fra O2Skole og Audrey fra…

Mistral er en fransk AI-startup, grundlagt i 2023, og blandt Europas mest værdifulde AI-virksomheder med en anslået værdi på omkring 14 milliarder…

OS2skole har løsningerne til at erstatte Microsoft og Google i danske grundskoler med open source-værktøjer som f.eks. tekstbehandlingsprogrammer,…