Engang var drømmen om fritid og hvile i højsædet for slidte industriarbejdere. I dag prøver flere virksomheder at fastholde ansatte til lange arbejdsdage med tilbud om mad, fitness og sociale arrangementer. Foto: Arbejdermuseet.

Arbejdsliv

Fra japanske arbejdsbyer til Google

Flere virksomheder tilbyder i dag deres ansatte meget mere end blot et arbejde – der er eksempelvis et socialt fællesskab, alle dagens måltider og fitnesscenter på arbejdspladsen. Det er langt fra en ny tendens – og inspirationen til de altomsluttende arbejdspladser skal vi både finde i de tidlige industrivirksomheder i Danmark og i japanske arbejdsbyer i 1980’erne.


Hvad har et gammelt industrisamfund i Brede ved Mølleåen tilfælles med virksomhedskulturen i 1980’ernes Japan?

Svaret er en arbejdsplads, hvor de ansatte ikke kun får tilbudt et job, men også et fællesskab og en lang række af de tilbud, medarbejderne har brug for i hverdagen.

Det fortæller Annette Kamp, der forsker i arbejdsliv på RUC. Hun forklarer, at det på ingen måde er en ny trend, at virksomheder i dag tilbyder deres ansatte langt mere end et arbejde, og at arbejdspladsen på den måde bliver en altomsluttende del af medarbejderens liv.

Hvis vi kigger på de gamle industrisamfund i Danmark, var det nemlig også typisk, at man byggede en form for velfærdssamfund op omkring fabriksejeren, som tilbød et fællesskab til de ansatte, fortæller forskeren.

- Det er for eksempel ret godt dokumenteret, at man i Brede omkring Mølleåen byggede et helt samfund op omkring industrien. Man havde ældreforsorg, skoler, tilbud til syge og asyl, som var børneinstitutioner, siger Annette Kamp.

Arbejde vs. fritid

Og i virkeligheden kan vi gå endnu længere tilbage, når vi skal se på fællesskaber omkring arbejdspladsen, pointerer Søren Bak-Jensen, der er direktør på Arbejdermuseet.

Inden industrialiseringen var man typisk ansat på en gård eller hos en mester, og det var oftest ikke lønarbejde, hvor man fik penge for sit arbejde, men i stedet blev man betalt i naturalier og fik en seng at sove i og mad på bordet.

Der var ofte ikke nogen klar opdeling mellem, hvornår man var på arbejde, og hvornår man havde fri, og konceptet med fritid begynder først at dukke op i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet, lyder det fra Søren Bak-Jensen.

- Så i virkeligheden er der en lang, lang tradition for at tænke, at man ikke behøver at have en skarp adskillelse mellem aktiviteterne, der foregår i en arbejdssammenhæng, og alt det andet i ens liv, siger han.

Når vi kigger på de tidlige industrivirksomheder, rakte fællesskabet altså langt udover selve produktionen. Selvom fordelene var tydelige, kom det også med en ret høj pris, fortæller Annette Kamp.

- Det var en stor fordel at være inkluderet i fællesskabet – men det var samtidig også vældig traumatisk, hvis man lige pludselig blev sparket ud. Der var en afhængighed, og afhængigheden eksisterede i et magtforhold, hvor det var fabriksejeren, der bestemte.

Kontrakten er på en måde en slags ægteskab med virksomheden – og det er derfor ret traumatiserende, hvis skilsmissen står for døren

Det ulige magtforhold er også kendetegnet på de moderne virksomheder i dag, påpeger forskeren.

- Kontrakten er på en måde en slags ægteskab med virksomheden – og det er derfor ret traumatiserende, hvis skilsmissen står for døren.

- Så mister man ligesom det hele, siger Annette Kamp.

Japanske arbejdsbyer

Selvom der er en stribe ligheder mellem nutidens selskaber og industrisamfundets første virksomheder, skal inspirationen til ”den altomsluttende arbejdsplads”, som vi kender i dag, nok i højere grad findes i 1980’ernes Japan, fortæller erhvervspsykolog Pernille Rasmussen.

- Japanerne har altid været kendt for at arbejde virkelig meget og have en høj produktivitet, og i Japan havde man arbejdspladser, som var hele byer, hvor man boede og havde hele sit liv og sin familie.

- Der er også et rygte om, at arbejdsbyerne havde deres egen tid. Virksomhederne bestemte simpelthen, hvad klokken var.

De japanske arbejdspladser har i høj grad præget vores arbejdspladser i dag, supplerer Annette Kamp.

- Arbejdsformen i Japan blev hele grundlaget for, at man i den vestlige verden begyndte at snakke om virksomhedskultur, siger hun og fortsætter:

- Vi begyndte at arbejde med kulturen, så det blev et grundlag for vores produktivitet – i stedet for kun at være akkorder og lønincitamenter, som det ellers altid havde været. I dag er der i høj grad fokus på kulturen og identiteten, som virksomheden tilbyder, og her har Japan været et stort forbillede.

Hvordan ser fremtiden ud?

Selvom det langt fra er nyt, at vi ser de altomsluttende arbejdspladser, understreger Pernille Rasmussen dog, at omfanget er blevet større.

- Der er flere og flere virksomheder, der benytter sig af det, og der er samtidig også flere goder på paletten, end der var tidligere, siger hun.

Erhvervspsykologen forudser, at vi fremover vil se endnu mere til tendensen, for grundlæggende flyder arbejdet og privatlivet også mere og mere sammen, påpeger hun.

Spørger man forsker Annette Kamp, er hun mere usikker på, hvordan fremtiden ser ud.

- Jeg synes, at vi lever i en spændende tid, hvor det hele stikker i mange forskellige retninger, siger hun.

Arbejdsformen i Japan blev hele grundlaget for, at man i den vestlige verden begyndte at snakke om virksomhedskultur

På den ene side er der altomsluttende arbejdspladser, mens der på den anden side er fokus på øget fleksibilitet og en firedages arbejdsuge.

- Og der er også tendenser til privatisering, hvor man i højere og højere grad overlader arbejdet til folk, der er løstansatte, eller som bliver selvstændige i en eller anden forstand.

- Så vi ser først og fremmest et meget diverst arbejdsmarked, hvor betingelserne kan være meget forskellige for forskellige grupper, siger Annette Kamp.

Forskeren peger også på, at der kan være mode i de forskellige arbejdsformer. Hvis det bliver et konkurrenceparameter for virksomhederne at tilbyde bestemte forhold, så vil det typisk sprede sig.

- Så det et meget svært at spå om fremtiden, og helt konkret afhænger det også af arbejdsmarkedssituationen, og om vi mangler arbejdskraft eller svømmer i det.

8-8-8-livet

Da industrialiseringen begyndte at rulle ind over Danmark, og fagbevægelsen begyndte at blomstre op, blev danskerne også bekendt med en ny måde at leve på, fortæller Søren Bak-Jensen, der er direktør på Arbejdermuseet.

Der opstod en meget tydelig adskillelse mellem arbejde og privatliv, som blev rammet ind af sloganet: ”Otte timers arbejde, otte timers frihed, otte timers hvile”.

- Tankegangen var, at et godt, balanceret liv bestod af lige dele af de tre ting, siger Søren Bak-Jensen.

- Og det nye var især den her idé om fritid. Det var nyt, at man skulle have otte timer, hvor man hverken arbejdede eller sov – og gjorde sig klar til at arbejde igen – men havde overskud og kræfter til at lave noget helt andet. Det kunne eksempelvis være fritidsaktiviteter, politisk arbejde eller at være sammen med sin familie og venner.

I løbet af 1900-tallet begyndte 8-8-8-tilgangen at blive udfordret, men det blev især tydeligt i 1990’erne, forklarer Søren Bak-Jensen.

Der begyndte at komme en bevægelse mod, at man i højere og højere grad brugte fritiden på at blive klar til at arbejde. Man begyndte eksempelvis at bruge sin fritid på at motionere og holde sig sund – ikke mindst fordi man gerne ville blive bedre til at kunne arbejde.

- Det betød også, at man var mere åben for at arbejde mere fleksibelt og på forskellige tidspunkter.

Tendensen førte til, at det blev lidt mere uklart, hvorfor det er vigtigt med frie fritidsaktiviteter, pointerer Søren Bak-Jensen.

- Det kan man også se ved, at foreningslivet – i hvert fald på det faglige og politiske område – har taget nogle kæmpe dyk fra 1980’erne og frem. Folk bruger ikke deres fritid nær så meget på den type aktiviteter mere.

Vil have mere fleksibilitet

Så siden 1990’erne er grænserne mellem arbejde og fritid blevet langt mere uklare, men hvordan ser Søren Bak-Jensen så situationen i dag?

- Det er tydeligt, at der bliver efterspurgt mere fleksibilitet, og der er et meget stort ønske om, at man kan tilrettelægge sin arbejdstid mere fleksibelt i forhold til, hvilken livssituation man i øvrigt er i.

- Der kunne godt være et skifte på vej i retning af, at man filer lidt på arbejdstiden og -intensiteten til fordel for, at man har mere fritid og kan forfølge nogle interesser.

Ifølge Søren Bak-Jensen kan det åbenlyst være et spørgsmål om generationer.

- Der er nogle konflikter mellem forskellige generationer på arbejdsmarkedet lige nu, som ikke rigtig forstår hinanden. Der er sådan nogle som mig, som stadigvæk lidt tænker, at vi skal bruge en masse fritid på at gøre os klar til at arbejde, mens yngre grupper måske mere har fokus på, at det er vigtigt at have overskud til ens fritidsinteresser og derfor må arbejde lidt mindre eller anderledes.

- Begge dele kan sikkert give et lige så effektivt og produktivt arbejdsliv, men det er ikke desto mindre to forskellige tilgange, siger Søren Bak-Jensen og tilføjer:

- Og det er jo altid de unge, der vinder, for vi andre forsvinder jo på et tidspunkt.

 

 


Læs også...

Kim Sondrup, der arbejdede 4,5 år i drift-organisationen hos Netcompany, peger på, at det var fedt at få lov til at lave samfundskritiske løsninger,…

En tidligere Netcompany-ansat, der var cirka seks måneder i konsulentforretningen, fortæller, at det var hårdt mentalt at arbejde i it-virksomheden.…

Rasmus Madsen, der arbejdede 5,5 år i drift-organisationen hos Netcompany, var glad for jobbet hos it-virksomheden, men oplevede også, at mange…

En tidligere medarbejder, der ønsker at være anonym, arbejdede godt tre år i konsulentforretningen hos Netcompany. Der var mange lange dage på…

Rene Mejer Lauritsen var ansat 5,5 år i konsulentforretningen hos Netcompany. Han peger på, at der var en masse gode muligheder i virksomheden, men at…

Hvis et ekstraordinært stort arbejdspres og et højt stressniveau var hverdag for størstedelen af de ansatte hos Netcompany, ville it-virksomheden ikke…

Vækst har været den helt store overskrift for Netcompany i de seneste år, hvor antallet af medarbejdere også er vokset massivt. Samtidig har medierne…

Blot 13-årige Willis Gibson med gamernavnet Blue Scuti blev den første til at nå ”Kill screen” i Tetris. Det var han dog kun ene om i få dage. Kort…

To år inde i den russiske invasion kæmper it-professionelle stadig med at få en hverdag til at hænge sammen mellem strømafbrydelser og bomberegn. De…

Coding Pirates fylder 10 år den 28. februar. Græsrodsorganisationen har afdelinger i hele landet, hvor børn og unge leger og lærer sig til…