Kampen om nørdernes virtuelle nirvana

I en ikke så fjern fremtid bruger de fleste mennesker hovedparten af deres tid i en virtuel fantasiverden. Her kan de spille, arbejde og udleve langt sjovere liv end i virkeligheden, der er præget af massearbejdsløshed, miljøødelæggelser og energikrise. Dét er udgangspunktet for Ernest Clines bog fra 2011 ”Ready Player One”, der nu er blevet filmatiseret af Steven Spielberg og har premiere i påsken.

Som en parallel til dagens debat om netneutralitet - det vil sige, om internettet skal give lige udfoldelsesmuligheder til alle - er både bogen og filmen en episk fortælling om kampen om det virtuelle OASIS-univers. I Ernest Clines fremtidssamfund med lynhurtigt internet og avancerede virtual reality-teknologier, der rent faktisk virker, er OASIS den konstruerede verden, hvor alt er muligt, men som multinationale koncerner ønsker at vride for hver en krone, yen og dollar.

Selv om OASIS er et virtuelt univers, hvor mennesker udelukkende mødes og interagerer online – ofte uden nogensinde at mødes fysisk med hinanden – er det i høj grad en samfundsmæssig realitet. Det er her, der tjenes penge eksempelvis på køb og salg af oplevelser, bygninger eller udstyr til ens avatar eller virtuelle indbygger.

For hovedpersonen Wade Watts – en teenager, der bor i en trøstesløs trailerpark – er det også helt bogstaveligt hans skole, hvor han gratis følger undervisning og har adgang til enhver tænkelig opdagelse eller indsigt.

Det vil sige omtrent ligesom nutidens world wide web, bare mere avanceret. Opkobling til OASIS er desuden tilnærmet gratis, selv om VR-udstyret findes i både luksus- og slumversioner. Med reference til et af 00’ernes hypede, men nu hedengangne, online-universer er OASIS som en slags Second Life på speed med multiple og parallelle verdener modelleret efter alt fra konferencecentre til manga- og superheltefilm. Der er plads til enhver fantasi.

Da den excentriske chefprogrammør og skaber af OASIS, James Halliday, dør, sætter han imidlertid det hele på spil. Konkret ved at testamentere sin gigantiske formue til den person, der kan finde tre nøgler, som han har gemt yderst godt. Millioner af brugere kaster sig herefter ind i en skattejagt, hvor nogle er mere villige til at bruge ufine metoder end andre. Den unge OASIS-fan Wade Watts bliver med ét revet ud af sin dagligdag i slummen og kastet ud i en kamp på liv og død. Dette er historiens omdrejningspunkt, der eksekveres i et hæsblæsende og nervepirrende tempo.

Firserfetich og fankultur møder WoW

”Ready Player One” er i høj grad en fejring af navnlig 1980’ernes ungdomskultur i Vesten – eller i hvert fald det særlige segment af ungdommen, der voksede op med arkadespil, hjemmecomputere og D&D-rollespil.

Forfatteren Ernest Cline er som den opdigtede OASIS-skaber James Halliday – og i øvrigt også undertegnede anmelder – født i 1972 og er derfor selv vokset op sammen med Gary Gygax’ Monster Manual, BASIC-programmering og tonerne fra Duran Duran.

I sit nostalgitrip er bogen følgelig spækket med referencer til alt fra PacMan og WarGames til Monty Python og spiller dygtigt på fankulturelle referencer. Som når de ivrige skattejægere nørder igennem, eksempelvis ved at memorere deres idols favoritspil og ditto tv-serier og musik, efterligne 1980’ernes tøjstil eller inddele sig i klaner som i de senere MMORPGs eller online-baserede multiplayer-spil a la World of Warcraft (WoW) med flere.

Samtidig udstiller bogen en verden, hvor mennesker kan være online-”venner” i årevis uden overhovedet at mødes fysisk og se hinanden bag facaden. En verden, hvor man altid kan fremstå med sin egen og nøje konstruerede alternative identitet – hvad enten det handler om at eksperimentere og udleve andre sider af sig selv eller for eksempel om at overvinde begrænsninger på grund af handicap, racisme eller lav social status. Eller med andre ord at flygte fra en ubehagelig eller modsætningsfyldt omverden.

En hyldest til programmører

Sidst, men ikke mindst er “Ready Player One” en hyldest til både navngivne og unavngivne programmører gennem tiderne - og ikke mindst dem, der har taget sagen i egne hænder i form af at plante budskaber, nøgler eller “easter eggs”.

Bogens plot med en skattejagt er her endda udtrykkeligt en henvisning til udvikleren Warren Robinett, der i Atari-spillet “Adventure” fra 1979 indkodede en hemmelig besked - “Created by Warren Robinett” - som en protest imod firmaets daværende politik om ikke at ville kreditere spillets skabere.

Siden er der plantet masser af easter eggs med større eller mindre officiel opbakning. De kan udløse alt fra hemmelige levels i spil til humoristiske eller politiske budskaber - eller alternativt give adgang til flere ellers begrænsede funktioner.

Samfundskritik og science fiction

Ernest Clines fremtidsvision har både dystopiske og utopiske elementer.

På den ene side lever folk i historien med næserne presset mod skærme uden at ænse deres omgivelser og ofte for at flygte fra en begrædelig virkelighed.

Det er et koldt samfund med kun begrænset og reel menneskelig kontakt med alt, hvad det indebærer af intimitet, kærlighed og udvikling af social intelligens. Et samfund, hvor private firmaer har fået licens til at selv foretage anholdelser - en såkaldt “corporate arrest” - og idømme straffe såsom tvangsarbejde, hvis en person eller kunde eksempelvis skylder dem penge.

Men det er også et samfund, hvor det åbne internet i form af OASIS giver enhver mulighed for at udfolde sig, lære og tjene penge, og hvor der findes en form for beskyttelse af privatlivets fred og ens personlige data. Bortset fra hvis firmaer eller enkeltpersoner for eksempel bryder loven.

Og på den måde minder fremtidsvisionen sådan set om vores verden, som vi kender den. Blot med visse træk fremskrevet, karikeret og overdrevet - hvad der netop viser styrken ved klassisk science fiction.