Andreas Refsgaard og Terese Sau Hansen har begge tabt deres hjerter til det digitale kunstunivers

Det er lørdag aften. Tv’et er tændt, og ”Den store Bagedyst” kører over skærmen. Deltagerne kæmper med marcipanbånd og kagecreme, og på et af bordene ligger en skabelon til en QR-kode.

28-årige Terese Sau Hansen er i gang med at kombinere to ting, hun holder særligt meget af: Kage og digital kunst.

Hendes idé er, at der skal dukke et digitalt kunstværk op, når Bagedyst-dommerne scanner QR-koden på kagen. Kunstværket, som er skabt af danske Ida Kvetny, er en lille dansende mand, og Terese Sau Hansen har en klar idé med at hive den digitale kunst ind i Bagedyst-teltet: Hun vil være med til at gøre debatten om nye teknologier folkelig – og hvilken bedre måde er der end at snakke om AI, digital kunst og brug af ny teknologi i bedste sendetid?

– Vi har ofte en tendens til at blive meget forskrækkede over nye teknologier. Det er absolut ikke nyt. Jeg synes, det var en fin idé at tage et digitalt kunstværk med i Bagedysten, så vi får bragt det helt ned på jorden, siger Terese Sau Hansen.

– Vi kan bringe teknologi ind i mange aspekter af vores liv, og vi må også godt bruge den til sjov og ballade. Vi kan bruge teknolog til at udvikle nogle spændende oplevelser – det vigtige er bare, at vi er kritisk tænkende, når vi gør det.

Terese Sau Hansen er uddannet cand.it i digital design fra Aarhus Universitet. Hun arbejder i dag med kommunikation på kunstmuseet Trapholt, og hun har i flere år interesseret sig for kunstværker, der er skabt af koder.

Fascinationen startede, da hun på universitetet havde et fag om æstetisk programmering, fortæller hun.

– Jeg faldt fuldstændig for de her teknologier, som man kan bruge til at udvikle noget, der er kunstnerisk og æstetisk smukt, og som ikke kun skal ende ud i en ren brugerrejse fra a til b.

Et af de første digitale kunstværker, Terese Sau Hansen tabte sit hjerte til, hedder ’CSS Francine’. Kunstværket, der forestiller et gammelt maleri af en kvinde, er lavet af ren CSS-kode, og maleriet forandrer sig afhængig af, hvilken browser man åbner det i.

– Jeg synes, at den foranderlighed, der er i digital kunst, er virkelig spændende.

Skabt af mennesker

Digital kunst er ikke en ny opfindelse. Der er lavet digitale kunstværker, lige siden computeren blev opfundet, men i de seneste år har flere og flere kunstnere kastet sig over teknologi, og kunstmuseer rundt omkring i verden udstiller tech-kunst.

– Vi skal huske, at digital kunst også er menneskeskabt. Både selve værket, men også det data, vi bruger til at lave kunsten, er skabt af mennesker, siger Terese Sau Hansen.

– Data og teknologi er egentlig bare et nyt materiale, vi kan bruge til at formidle noget – ligesom vi bruger maling, linoleumstryk, keramik og alle mulige andre materialer.

Terese Sau Hansen laver ikke selv digitale kunstværker, men peger på flere kunstnere, hun holder øje med – blandt andre Cecilie Waagner Falkenstrøm, Jakob Kudsk Steensen og Memo Akten.

Det store spørgsmål er dog, hvad digital kunst overhovedet er? Hvordan definerer man det?

Terese Sau Hansen har ikke et entydigt svar, og hun peger også på, at det generelt kan være svært for mange at definere, hvad kunst – både i den virkelige og digitale verden – er.

– Det, jeg synes, er vigtigt, er, at man ikke ser isoleret på teknologien som kunst, men at vi ser på hele processen og udviklingen af det digitale kunstværk, siger hun og fortsætter:

– Det er lidt ligesom et maleri. Alle kan male et maleri, men det er ikke dét, det handler om. Det handler om kunstnerens proces og det budskab, der ligger i maleriet.

Kunst skal stille spørgsmål

Andreas Refsgaard er en af de kunstnere, der laver værker med koder og kunstig intelligens. Han har udstillet rundt i Europa og USA, og han har sammen med Mads Korsgaard skrevet bogen ”Skabt af en kunstig intelligens?”, som sætter spot på, hvordan AI kan bruges i en kreativ proces – og også sætter spørgsmålstegn ved, om algoritmer overhovedet kan beskrives som kreative.

Men selvom Andreas Refsgaard har tæerne dyppet dybt i den digitale kunstbranche, er han egentlig ret ligeglad med, om folk synes, at det, han laver, er kunst eller ej.

– Hvis nogen klasker et kunstlabel på det, er det fint med mig, men jeg har heller ikke noget imod, hvis folk synes, at noget af det, jeg laver, ikke er kunst – så tager jeg bare kunsthatten af og siger, at det er fjollet programmering, siger Andreas Refsgaard.

Den digitale kunstner laver også kommercielle projekter, og han har selv sat en skillelinje mellem de to genrer.

– Jeg kalder selv ting kunst, hvis de ikke har et formål andet end at stille nogle spørgsmål. Når jeg derimod hjælper et firma med at løse et problem, så bygger jeg også noget, men så er det ikke kunst, men bare design eller programmering.

Programmering og kunst

Andreas Refsgaard kalder i dag sig selv digital kunstner og kreativ koder, men han havde egentlig ikke regnet med, at han skulle beskæftige sig med teknologi. Han tog en bachelor i sociologi, og i en årrække arbejdede han i tv-branchen, hvor han lavede ungdomssatire.

Da han skulle læse en kandidat, startede han på IT-Universitetet, men det var på en af de ”bløde” linjer, hvor der var minimalt med programmering på skemaet.

– Jeg synes, it var spændende, men programmering var ikke noget, jeg lige kunne se mig selv arbejde med. Men så havde vi et fag med en fantastisk lærer, hvor vi skulle lave noget sjovt og kunstnerisk med programmering som værktøj – og jeg synes, det var helt sindssygt fedt, siger Andreas Refsgaard.

Han begyndte at læse alverdens bøger om programmering, og han ærgrede sig lidt over, at han var i slutningen og ikke i starten af sine 20’ere, da han fandt ud af, at man kunne lave kunst med programmering.

Et kludetæppe

Trods det sene startskud kastede Andreas Refsgaard sig hovedkulds ind i den digitale verden. Han interesserede sig fortsat ikke så meget for computeren i sig selv, men det blev interessant, når computeren reagerede på input fra mennesker – og mennesker reagerede på output fra computeren.

Da Andreas Refsgaard blev færdiguddannet i 2015, begyndte der så småt af ske ting og sager inden for maskinlæring og billedgenkendelse, og han begyndte at lege med kunstig intelligens.

– Jeg kunne ikke lige se, hvilket job jeg skulle have, for jeg var ikke en dygtig nok programmør til at komme ind et eller andet sted.  

– I virkeligheden ville jeg bare gerne bygge ting, og ligesom dengang jeg arbejdede med fjernsyn og satire, ville jeg gerne lave ting, der var sjove.

Da der ikke var nogen kasse, Andreas Refsgaard for alvor passede ind i, valgte han at starte sit eget firma, som han stadig kører i dag.

Hans udgangspunkt er kunstig intelligens, og han laver i dag både kreative og kunstneriske projekter, kommercielle opgaver, holder foredrag og underviser andre kunstnere, it-udviklere samt børn og voksne, der ikke til daglig har fingrene nede i nye teknologier.  

– Det er et rigtigt kludetæppe, og jeg har mange forskellige hatte, jeg tager af og på.

Et kunstnerisk værktøj

Når Andreas Refsgaard skal svare på, hvad der fascinerer ham ved digital kunst og teknologi, kan han ikke skjule sin begejstring.

– Computeren kan lave ting i ord, tekst og lyd, og den kan foretage ting, der rammer andre mennesker langt væk på tværs af tid og sted. Det er en input-output-maskine, som kan tage nærmest hvad som helst og lave det om til hvad som helst – det er for sindssygt, at den kan det.

– Så for mig er computeren et meget undervurderet kunstnerisk værktøj.

Andreas Refsgaard understreger, at han ikke er jubeloptimist omkring computere. Selvom han gerne vil vise omverdenen, at computeren er en kreativ størrelse, vil han også gerne kritisere den måde, vi bruger computere på i dag – og også al den hype, der kan være omkring nye teknologier.

Kritikken kommer både til udtryk, når han underviser, men også i de digitale kunstværker.

Sidste år udstillede Andreas Refsgaard for eksempel sit projekt, der hedder ”Face2Wikipedia”, på en festival i Barcelona. Idéen med installationen er, at folk kan tage et billede af sig selv og så skrive deres navn og én ting, som de gerne vil være kendt for.

– Inden for 20 sekunder får du en fuld Wikipedia-agtig biografi om dig selv med et billede, hvor den også – ud fra dit ansigt – prøver at regne ud, hvor gammel du er, og hvad dit køn og nationalitet er. Hvis du har sagt, at du for eksempel gerne vil være kendt for at have verdensrekorden i at have spist mest syltetøj, så skriver den en artikel om det. Du bestemmer selv, hvor absurd det skal være.

– Folk griner af det, men forhåbentlig kommer der også nogle eftertanker om, at hvis den kan lave en falsk tekst om dem selv, så kan den jo også lynhurtigt lave en masse tekst om alt muligt andet, som virker overbevisende, men som slet ikke passer.

”Face2Wikipedia”-projeketet får altså folk til at sætte spørgsmålstegn ved de store sprogmodeller – eller det gør dem i hvert fald klogere på, hvordan de fungerer, lyder det fra Andreas Refsgaard.

– Man kan få nogle ret gode samtaler om nogle af de kritiske punkter og samtidig få folk interesseret i teknologi på en humoristisk måde.

Hvad er en algoritme?

Andreas Refsgaard har ikke en speciifk mission med sin kunst, men han vil gerne være med til at pakke teknologien ud og gøre den lettere tilgængelig for folk uden for tech-verdenen. AI skal ikke være en sort boks, som folk ikke forstår, mener han.

– Jeg vil gerne have, at så mange som muligt forholder sig til programmering og kunstig intelligens. For hvis vi forstår det lidt bedre, så kan vi også være kritiske og måske også bruge det endnu bedre, siger han og fortsætter:

– Jeg vil gerne vise, hvad en algoritme er, hvad data er, og hvad en kode er. Og jeg kan godt lide at gøre det lidt sjovt. Noget af det, jeg laver, er lidt letbenet, og det har jeg slet ikke noget imod.

Når Andreas Refsgaard laver digitale kunstværker, er han meget opmærksom på, at det ikke bare skal handle om at vise nye teknologier frem. Det er ikke kunst at lave en tech-demo eller lave et flot billede med en AI-model.

– Digital kunst handler mere om at stille nogle spændende spørgsmål end bare at vise, hvad teknologien kan, siger han.

– Hvis jeg for eksempel får adgang til en ny billedskabende algoritme lidt før andre, og jeg roder lidt med den og viser, hvad den kan lave, så er det ikke nødvendigvis interessant. Jeg bliver nødt til at bruge algoritmen på en original måde og sætte den sammen med noget andet, for at det har en selvstændig kunstnerisk kvalitet.

Får hjælp af ChatGPT

Lige siden Andreas Refsgaard startede med at lave digital kunst, har han især kæmpet med én udfordring: At han aldrig rigtig har lært at programmere.

Han programmerede en lille smule på IT-Universitetet, men uddannelsen i digital design og kommunikation var mere en humaniorauddannelse med et lille drys programmering, end det var en tech-uddannelse, siger han.

– Så jeg har lært mig selv at programmere, men på en ret mærkelig måde, fordi jeg syntes, at det var lidt kedeligt.

– Jeg kunne se, at jeg kunne skabe nogle spændende ting med programmering, så jeg bed tænderne sammen og lærte det, men ikke på en særlig smart måde. Det er lidt ligesom, hvis du lærer at køre cykel, hvor du bruger din ene hånd nede på pedalen – du skal nok komme frem, men det er ikke den smarteste måde at cykle på.

Andreas Refsgaard har aldrig manglet idéer, men det er ikke alle, der er blevet ført ud i livet, fordi hans programmeringsevner af og til har haltet. Det har derfor været en gamechanger, at ChatGPT har set dagens lys.

– ChatGPT og især GPT-4 er så gode til at skrive kode, at de er væsentligt over mit niveau. Så jeg uddelegerer det lidt til dem, siger han.

Selvom Andreas Refsgaard ikke er super god til al programmering, forstår han ret meget om kode, så han kan godt instruere ChatGPT på den rigtige måde eller spotte, hvis den laver en fejl.

– Så særligt i år har det været en hel anden måde at arbejde på, fordi jeg lige pludselig har en samarbejdspartner i kunstig intelligens. Den kan skrive kode for mig, så jeg lige pludselig kan lave alle mulige ting, som jeg ikke var særlig god til før.

Når ChatGPT eller en anden model overtager kodeskrivningen, er det både meget demokratiserende, men også forbundet med ret store farer, understreger Andreas Refsgaard.

– Hvis den bare skriver en masse kode for dig, og du derfor ikke selv har tænkt alle skridtene igennem, kan der helt klart opstå nogle sårbarheder, siger han og fortsætter:

– Det er personligt ikke et stort problem for mig, fordi jeg ikke bruger vigtige data eller løser et problem, men mere bare udtrykker idéer. Men hvis du løser problemer og uddelegerer det til et system, som du måske ikke helt forstår, så skal du være ret sikker på, at det, den laver, er godt, eller du skal have nogle gode måder at teste det på, for ellers kan du jo skabe nogle forfærdelige problemer.

”Ej, hvor er det vildt”

Tilbage i Bagedyst-teltet har Terese Sau Hansen færdiggjort sin ”Slip kunsten fri i cyberspace”-kage. QR-koden er sprøjtet på fondanten, og inden dommerne skal smage passionsfrugtsmousse og chokolade, skal fusionen mellem kage og digital kunst stå sin prøve

– Skal vi ikke bare se, om din QR-kode virker? lyder det fra den ene Bagedyst-dommer.

Han scanner QR-kagen, og hurtigt dukker der en lille, blå dansende mand op på kagen.

– Ej, hvor er det vildt.

– Han danser jo nærmest med dig.

Dommerne i det populære DR-program er overbeviste. Kage, kunst og teknologi kan sagtens forenes, og Terese Sau Hansen har fået sat snakken om digital kunst i gang ude i stuerne.