portrætbillede

Den finske ambassadør i Danmark, Vesa Vasara, har udfordret både Danmark og Sverige til duel om at være førende på AI. Nu lancerer Finland et gratis grundkursus i AI for alle EU-borgere. Foto: Ole Hoff-Lund

AI

Kunstig intelligens til folket

Et gratis onlinekursus i kunstig intelligens er det mest succesrige kursus, som Helsinki Universitet nogensinde har udbudt. Nu skal resten af EU’s borgere have gavn af det.

Alle borgere i EU får nu adgang til en serie af gratis onlinekurser i kunstig intelligens (AI), som er udviklet af Helsinki Universitet i samarbejde med den finske techvirksomhed Reaktor.

Kurserne, der hedder ’Elements of AI’, har allerede gået sin sejrsgang i Finland, hvor det blev søsat i 2018. Håbet var, at én procent af Finlands befolkning – svarende til 55.000 borgere – ville kaste sig ud i at lære kunstig intelligens. Men allerede efter få måneder var det indfriet, og i dag har 220.000 finner gennemført onlineundervisningen.

40%

Så mange procent af de i alt 220.000 borgere, der siden 2018 har taget det gratis onlinekursus ’Elements of AI’, er kvinder.

Dermed er der tale om det mest populære kursus, som Helsinki Universitet nogensinde har udviklet, og det er designet til at give alle uanset baggrund en grundlæggende viden om kunstig intelligens.

”Vores universitet har en politik om, at vores research og ekspertise skal komme hele samfundet til gavn. Forskningen i kunstig intelligens er på et meget højt niveau i Finland, og derfor falder det os naturligt at gøre undervisning i AI lettere tilgængeligt”, siger Teemu Roos, der er professor i computer science ved Helsinki Universitet.

Investering i mennesker

Beslutningen om at udbyde de gratis AI-kurser til alle EU-borgere markerer afslutningen på det finske EU-formandskab, og det overordnede mål er at sikre en bredere, folkelig forankring på hele det digitale område. Kurset er delt op på seks moduler og tager omkring 30 timer at gennemføre.

”Vi har tre mål med vores investering. Vi vil gerne udstyre EU’s borgere med digitale færdigheder til fremtiden, vi ønsker at øge den praktiske forståelse for kunstig intelligens, og vi vil gerne give et boost til Europas digitale lederskab”, siger den finske beskæftigelsesminister Timo Harakka.

Finland investerer cirka 12,5 millioner kroner i projektet, og kurset rulles ud på alle officielle EU-sprog i 2020-2021.

21%

Godt en femtedel af de personer, der har gennemført AI-kurset, er over 45 år. Kurset består af seks moduler og er estimeret til 30 timer.

 

”Den samfundsmæssige betydning af kunstig intelligens vokser, og for at gøre brug af den har vi brug for flere digitale evner. Et arbejdsmarked i hastig forandring, digitaliseringen og den voksende globale konkurrence peger alt sammen i én retning for EU: Vi skal investere i mennesker”, siger Timo Harakka.

Da den finske ambassadør i Danmark, Vesa Vasara, i maj præsenterede ’Elements of AI’ under Internetweek Denmark, sagde han til Prosabladet, at kunstig intelligens har potentialet til at tilføre lige så meget værdi til samfundet som elektriciteten, da den blev opfundet.

– Skrækscenariet er jo, at man anvender AI til at kontrollere befolkningen ligesom i Kina. Derfor er det afgørende, at vi ikke bare overlader kunstig intelligens til teknikere og politikere. Det er det alt for vigtigt til, siger Vesa Vasara.

Læs mere på www.elementsofai.com


Læs også...

770 studerende har snydt med brug af AI i deres afleveringer og er blevet bortvist siden 2023. Mere end 400 af bortvisningerne er sket i år.

Ny rapport, Techgiganternes hemmeligheder”, fra digitaliseringsministeriet viser, hvordan sociale medier systematisk fastholder brugerne gennem…

Ctrl+Alt+Reclaim er Europas første digitale retfærdighedsbevægelse af og for unge, de vinder stigende opbakning- Kravet er et opgør med big tech og at…

Ole Tange, PROSAs IT-politiske rådgiver og privacy-forkæmper, oplevede 2025 som et år, hvor chatkontrol, aldersverifikation og overvågning udfordrede…

Mirza Cirkinagic, forbundssekretær i IT-fagforeningen PROSA er også legebarn og hyppig bruger af techgadgets. Her giver han et bud på top- og…

Vibe-coding har masser af potentiale, og det kaster ikke webudviklere ud i massearbejdsløshed. Og så er AI altså ikke bevidst, for bevidsthed er noget…

Christian Ruhwedell arbejder med IT-sikkerhed og risikostyring. Han er overrasket over, hvor godt AI og vibe-coding fungerer allerede i dag, men ser…

Meriemme er 49 år, har læst til datamatiker og studeret datalogi. Hun har de senere år arbejdet mest med compliance, sikkerhed og at styre…

Jonathan Grace, 49, arbejder med digitalt design og kommunikation og er begejstret for de ny muligheder, som AI-værktøjer åbner for.

Danni Dromi, 37 år, er senior data scientist og underviser i vibe-coding. Han er overrasket over, hvor meget værktøjerne til AI-programmering har…