Markant flere nye datalogistuderende

KOT

Denne artikel drejer sig alene om optaget via den koordinerede tilmelding, KOT. Det betyder, at der er en række uddannelser, som ikke er repræsenteret. Det drejer sig om alle erhvervsuddannelserne som eksempelvis it-supporter, overbygningsuddannelserne til akademiuddannelser såsom professionsbachelor i softwareudvikling samt kandidatoverbygninger som blandt andet cand.it-uddannelserne.

Yderst positivt.
Sådan beskriver Michael Tøttrup, ledelseskonsulent i PROSA med særligt fokus på uddannelse, dette års optag af nye studerende på landets it-uddannelser.

– Vi har længe talt om, at der blev uddannet for mange med it-kombinationsuddannelser og med fokus på blandt andet design og kommunikation, mens der blev uddannet for få med dybe it-tekniske kompetencer. Med årets optag ser vi en udvikling, hvor der samlet set vil blive uddannet flere med dybe it-tekniske kompetencer og færre med forskellige it-relaterede kombinationer, siger han.

Og det er den helt rigtige udvikling, for dermed er der bedre udsigt til job, når eksamensbeviset er i hånden.

– En uddannelse skal først og fremmest give de kompetencer, som arbejdsgiverne efterspørger. Det er jo trist at uddanne sig til ledighed, siger Michael Tøttrup.

Helt nøjagtigt begynder 4.972 nye it-studerende i løbet af september, viser den koordinerende tilmelding, KOT. Det er fem procent flere end sidste år, hvor 4.754 blev optaget på en uddannelse inden for PROSAs optageområde.

Den største positive overraskelse er ifølge Michael Tøttrup den markante fremgang på datalogiuddannelserne. I alt 574 fremtidige dataloger er det blevet til i år.

– Optaget på datalogi har igennem en årrække – bortset fra sidste år med et mindre fald – været stigende. Men dette års stigning på 23 procent er meget voldsom og positiv. Netop det datalogiske område er et af de områder på it-arbejdsmarkedet, hvor det er sværest at dække efterspørgslen efter arbejdskraft, siger han.

En anden god nyhed er, at en helt ny uddannelse på IT-Universitetet i data science har fået et optag på 70 studerende.

– Det er en uddannelse, der skal imødegå den meget stigende efterspørgsel efter kompetencer inden for blandt andet Big Data med mere, så det er et meget flot optag, siger Michael Tøttrup.

Fald i datamatikere

Knap så opmuntrende er faldet i optaget af kommende datamatikere. Men dykker man ned i tallene, viser det sig, at den engelsksprogede datamatikeruddannelse er faldet med 42 procent, mens den dansksprogede er steget med 13 procent.

– Flere erhvervsakademier er helt er stoppet med at optage engelsksprogede datamatikere, siger Michael Tøttrup.

Det er de ifølge ledelseskonsulenten, fordi Christiansborg det seneste års tid har sendt nogle klare ønsker til uddannelsesinstitutionerne om at nedbringe antallet af udenlandske studerende på uddannelserne, da det presser det danske SU-system.

– Institutionerne har lyttet til signalerne fra politikerne og har begrænset optaget på de engelsksprogede uddannelser. Med til historien hører også, at institutionerne under alle omstændigheder stod over for at skulle beskære antallet af optagne datamatikere på grund af den såkaldte dimensionering. Her har det jo så været oplagt for institutionerne at gøre det ved at beskære den engelsksprogede datamatikeruddannelse, siger han.

Dimensioneringen er en måde, hvorpå politikerne forsøger at styre de unge til at vælge en uddannelse med jobperspektiv ved at regulere, hvor mange pladser en uddannelse kan udbyde. Efterlader en uddannelse mange ledige dimittender, skæres der ned på optaget.

– Den model, man i ministeriet bruger i forbindelse med dimensionering, samler alle it-uddannelser på erhvervsakademierne under et. Da ministeriet betragter uddannelsen til multimediedesigner som en it-uddannelse, betyder det, at datamatiker, it-teknolog og multimediedesigner ses under et. Uddannelser bliver dimensioneret, hvis de udviser en overledighed, og da multimediedesigner har en meget kraftig overledighed, kommer det også til at ramme datamatikeruddannelsen, siger Michael Tøttrup.

Der er i år optaget 904 på datamatikeruddannelsen og 247 på it-teknologuddannelsen.

Fokus på faglighed

Selvom det selvfølgelig giver mening at se på optaget på de forskellige uddannelser, så er der nuancer, der kan glippe, mener Michael Tøttrup. Derfor er han begyndt at se på, om man også kan vurdere tallene på en anden måde, så der fokuseres mere på den konkrete faglighed.

– Når vi eksempelvis taler om mangel på it-folk, handler det i offentligheden ofte om det akademiske niveau på uddannelsen – det vil sige jo længere eller højere uddannelse, jo bedre. Mens når vi kommer ned i substansen, handler det oftest om, hvilken it-faglighed der er tale om, siger Michael Tøttrup.

Virksomhederne oplever eksempelvis, at de dygtige programmører og systemudviklere er svære at skaffe, men det bliver man ikke ved at læse en femårig uddannelse.

– En opgørelse baseret på faglighed er et forsøg på at se nærmere på, hvilke it-fagligheder der er på vej ind i faget, og på sigt kan det måske være med til at give os nogle værktøjer til at se, om der er balanceproblemer, siger Michael Tøttrup.


Læs også...

Det var en helt ny fornemmelse, da Søren tidligere på året blev ramt af stress, for han havde aldrig oplevet stresssymptomer før. Søren har arbejdet i…

I 1999 havnede Berit Søgaard mere eller mindre tilfældigt i IT-branchen, og hun har arbejdet her lige siden. I dag er hun compliancedirektør i Visma,…

Nettet er proppet til randen med websider, som kan hjælpe dig med det ene eller andet eller har så nørdet viden, at de med fordel kan besøges.

Unge tech-folk fortæller om deres håb og drømme for fremtiden. Danske virksomheder kigger mod et tysk eksporteventyr. Forfatter sætter spot på Kina og…

26-årige Francesca Tremulo rejste til Danmark fra Italien for tre år siden for at realisere drømmen om en fremtid i spilbranchen. Hun er uddannet…

Kinas tech fungerer og er udviklet i benhård konkurrence til at være bedst og billigst. Talentmassen er enorm, og der er prestige og attraktive…

Alberte Viendahl er 25 år og har læst multimediedesign på KEA. Hun er blevet vild med at kode og nørde, og nu vil hun gerne tage en top up-uddannelse…

Benjamin Elias Harris er 27 år, og han har gået på datamatikerlinjen på KEA. Han startede egentlig med at læse engelsk på Københavns Universitet, men…

28-årige Yousra Diab arbejdede i flere år som socialrådgiver, inden hun tog springet og startede på datamatikeruddannelsen. Det har været svært at…

26-årige Sophie Ankjær Andersen har læst multimediedesign på KEA. Hun drømmer om, at hun i fremtiden skal tage sit arbejde med til Bali og arbejde…