Torben Lund Kudsk, afdelingschef i FDM's Økonomisk Politisk Sekretariat, frygter, at bilisterne i sidste ende kommer til at betale dyrere værkstedsregninger, hvis billeverandørerne kommer til at sidde på indsamlede bildata.

Når smarte biler skaber monopoler

Kan du huske iPhones fejl 53 fra februar i år?

Hvis en uautoriseret reparatør havde udskiftet glas og Touch ID-knappen, opstod fejlen, der gjorde mobilen uanvendelig. Ifølge Apple var det en sikkerhedsforanstaltning, men mange så det som en måde at tvinge forbrugerne til at anvende Apples egne reparationscentre.

Repræsentanter for uafhængige autoværksteder og bilistsammenslutninger advarer om, at en lignende udvikling er på vej i bilindustrien, hvor smarte opkoblede biler kan være en trussel mod den fri konkurrence mellem autoværksteder.

Det mener Erik S. Rasmussen, der som formand for Dansk Bilbrancheråd repræsenterer 1.800 bilværksteder, hvor langt de fleste er uafhængige værksteder. Han frygter, at billeverandørerne vil indsamle data og videregive dem til billeverandørernes egne værksteder, hvilket vil skævvride konkurrencen mellem uafhængige bilværksteder og billeverandørernes egne værksteder.

Datamonopol til markedsmonopol

– Forhandleren står jo forrest i køen til at plugge et OBD-stik (se faktaboks) med simkort i bilen og dermed få adgang til data. Den forbundne bil vil give mulighed for, at forhandleren holder øje med, hvornår bilen skal til service. Forhandleren kan så reservere plads på sit eget værksted baseret på data, der viser, hvornår det passer ind i bilejerens hverdag.

Med den løbende indsamling og analyse af data vil det også være muligt at spotte slitage på forskellige komponenter, inden det fører til et decideret nedbrud, ligesom reparation i form af softwareopdateringer kan foretages af billeverandørens værksteder. Den slags forebyggende vedligehold og reparation baseret på realtidsdata er fint for bilisterne, men knapt så godt for de uafhængige bilværksteder, der ikke har adgang til den samme viden.

– I bedste fald skal vi betale for data, i værste fald kan vi ikke kan få adgang til data, siger Erik S. Rasmussen, der opfordrer til, at lovgivningen skal følge med den teknologiske udvikling, så det undgås, at billeverandørerne får en monopolstilling på værkstedsmarkedet.

EU-regler til opdatering

I dag sikrer EU-regler, at alle værksteder kan købe sig retten til at afkode en bil for fejl ved hjælp af diagnosticeringsværktøjer og dermed få mulighed for at reparere bilerne på lige fod med bilforhandlernes værksteder. EU-reglerne tager ikke højde for, at bilfabrikanten løbende indsamler data og kan agere på de data.

Sammenslutningen af danske bilister, FDM, arbejder sammen med europæiske søsterorganisationer i den paneuropæiske bilistsammenslutning FIA om at få ændret EU-reglerne, så de passer til den nye virkelighed.

– Indtil nu har vi løbet panden mod muren. De har forståelse for, hvad vi siger, men så drukner det i en eller anden komité, hvor bilindustrien står stærkt, siger Torben Lund Kudsk, afdelingschef i FDM's Økonomisk Politisk Sekretariat.

– Vi er oppe imod meget kraftige interesser i bilindustrien. Der er jo millioner af arbejdspladser i bilindustrien, så politikerne er opmærksomme på det.

Min bil, mine data

For at overbevise politikerne om, at det er en vigtig problemstilling, har FIA som led i kampagnen ”My Car My Data” gennemført en undersøgelse af europæiske bilisters holdning til opkoblede biler. Undersøgelsen viser blandt andet, at næsten alle europæiske bilister (90 procent) mener, at de indsamlede data er bilistens ejendom. 76 procent ønsker selv at bestemme, hvem de vil dele data med, og 78 procent ønsker, at de indsamlede data giver dem frit valg af værksted og forsikring.

Trods det store ønske hos bilisterne om at eje deres egne bildata frygter FDM, at det er bilfabrikanterne, der kommer til at kontrollere adgangen til data.

– Bilfabrikkerne dækker sig under, at det er sikkerhedsrelaterede data, som de ikke kan give væk til alle og enhver, siger Torben Lund Kudsk.

Hidtil er det mestendels elbiler og luksusbiler, hvor dataindsamlingen foregår automatisk via netopkobling, men det vil ændre sig som følge af det europæiske krav om e-Call. I 2018 skal biler være udstyret med en facilitet, der sender et nødopkald, hvis bilen er involveret i en ulykke. Forventningen er, at de fleste biler i den forbindelse vil få indbygget automatisk indsamling af data, og bilindustrien har allerede udviklet et Extended Vehicle-koncept, hvor data sendes til en server, som kontrolleres af bilfabrikanten. FIA har foreslået alternativer, hvor bilisterne kontrollerer de indsamlede data, men de alternativer er ikke så langt fremme i udviklilng som Extended Vehicle-konceptet.


Læs også...

770 studerende har snydt med brug af AI i deres afleveringer og er blevet bortvist siden 2023. Mere end 400 af bortvisningerne er sket i år.

Ny rapport, Techgiganternes hemmeligheder”, fra digitaliseringsministeriet viser, hvordan sociale medier systematisk fastholder brugerne gennem…

Ctrl+Alt+Reclaim er Europas første digitale retfærdighedsbevægelse af og for unge, de vinder stigende opbakning- Kravet er et opgør med big tech og at…

Ole Tange, PROSAs IT-politiske rådgiver og privacy-forkæmper, oplevede 2025 som et år, hvor chatkontrol, aldersverifikation og overvågning udfordrede…

Mirza Cirkinagic, forbundssekretær i IT-fagforeningen PROSA er også legebarn og hyppig bruger af techgadgets. Her giver han et bud på top- og…

Vibe-coding har masser af potentiale, og det kaster ikke webudviklere ud i massearbejdsløshed. Og så er AI altså ikke bevidst, for bevidsthed er noget…

Christian Ruhwedell arbejder med IT-sikkerhed og risikostyring. Han er overrasket over, hvor godt AI og vibe-coding fungerer allerede i dag, men ser…

Meriemme er 49 år, har læst til datamatiker og studeret datalogi. Hun har de senere år arbejdet mest med compliance, sikkerhed og at styre…

Jonathan Grace, 49, arbejder med digitalt design og kommunikation og er begejstret for de ny muligheder, som AI-værktøjer åbner for.

Danni Dromi, 37 år, er senior data scientist og underviser i vibe-coding. Han er overrasket over, hvor meget værktøjerne til AI-programmering har…