Nikolaj har taget det digitale nomadeliv til "the next level"

Nikolaj Astrup har rejst meget. Altså rigtig, rigtig meget.

I de seneste ti år har han brugt lige så meget tid på at rejse i udlandet, som han har været i Danmark – og hans rejsesult er langt fra stillet endnu.  

38-årige Nikolaj er digital nomade, og han tager sit arbejde med sig rundt i verden.

Det digitale har altid været omdrejningspunktet, og i dag har Nikolaj sit eget firma, hvor han hjælper en håndfuld kunder med digital markedsføring og udvikling af software. Han er primært projektleder, og så hyrer han folk ind til at løse de specifikke opgaver – for eksempel samarbejder han fast med en softwareudvikler i Kiev.

Livet som digital nomade er en flydende størrelse, og Nikolaj kan selv definere, hvordan hverdagen og rejserne skal se ud.

For ham har nomadelivet ændret sig en hel del i løbet af de ti år, han har levet på den måde. Den største forandring er sket, fordi han er blevet far – og det giver sig selv, at det er noget anderledes at rejse rundt i verden med to små børn.

Men én ting er sikkert: Forældreskabet skal ikke bremse rejselysten.

Det er Nikolaj og hans kone, Michelle, enige om, og de har derfor taget det digitale nomadeliv til the next level.

For nylig kom de hjem fra en firemåneder lang tur med deres to børn, hvor de rejste rundt i Vietnam, Thailand og Japan. Men familien var ikke alene. De rejste sammen med 18 andre familier, så samlet var 70 børn og voksne fra det meste af verden afsted sammen.

Det danske par har været nogle af drivkræfterne bag ”Traveling Village”, som er det projekt, der tidligere i år mundede ud i rejsen til Asien.

Projektet er Nikolaj og Michelles bud på, hvordan man kan fortsætte sit liv som digital nomade, selvom man får børn og ikke helt kan rejse på samme måde som tidligere.

Hvordan vil jeg gerne leve?

Vi kommer tilbage til, hvordan Traveling Village blev sat i søen – og hvordan det gik, da 70 mennesker rejste sammen – men først skal vi lige høre, hvorfor nomadelivet overhovedet trækker så meget i Nikolaj og Michelle.

Først og fremmest er svaret, at livsstilen er lig med frihed, fortæller Nikolaj – men en næsten lige så vigtig gevinst er, at nomadelivet giver ham og Michelle muligheden for at lege med alverdens forskellige måder at leve på.

Kunne det være fedt at bo i bjerge? Er det rarere at bo i en storby? Er et kollektiv den mest optimale boligform, eller er der behov for mere privatliv?

Parret har testet forskellige livsstile og boet i en alenlang liste af lande siden 2014, hvor de startede deres liv som digitale nomader.

Fra Beijing til Barcelona

Det var lidt tilfældigt, at de kastede sig ud i nomadelivet til en start. Michelle skulle studere en master i Beijing, og parret rykkede derfor teltpælene i København op og flyttede til den kinesiske by. Imens Michelle gik på universitetet, begyndte Nikolaj at arbejde freelance – og pludselig var der gået et år.

Nikolaj og Michelle skulle hjem igen, men noget var helt anderledes, end da de tog afsted til Kina.

De var begge to blevet bidt af at rejse, og de kunne ikke rigtig forestille sig, at de skulle hjem til en hverdag i Danmark.

Rejs relativt langsomt. Bliv det samme sted i lidt længere tid, for det er ofte det, der fungerer bedst på den lange bane.

Parret lavede en aftale: De ville tage et år mere ud af kalenderen, hvor de begge to skulle arbejde selvstændigt og ikke mindst rejse alt det, de havde lyst til.

Hvis de efter et år fandt ud af, at de ikke havde det godt med den flyvske livsstil, så var det fint. De kunne flytte hjem til København igen, og de kunne begge to nå at træde ind i karrieremøllen og få et klassisk 9-16-job.

Den sidste del skete aldrig, for Nikolaj og Michelle elskede at rejse.

De startede med et halvt år i Barcelona, og livet var genialt. Vejret var godt, maden var god, og parret susede rundt på deres lille scooter i den spanske storby.

”Det var helt romantisk perfekt,” siger Nikolaj.

Efter Barcelona rykkede de videre til Marokko, hvor de boede i 40 dage, og ja, så kørte det egentlig bare derfra, og de næste fire år rejste Nikolaj og Michelle fuldtid som digitale nomader.

Behov for et sceneskift

Når Nikolaj ser tilbage på de år, er han glad for alle eventyrene i rygsækken, men i bagklogskabens klare lys kan han også se, at parret måske burde have rejst en smule anderledes.

Selvom Nikolaj og Michelle var rejst om på den anden side af kloden og havde kridhvide sandstrande, imponerende templer eller fantastiske bjerge lige foran sig, brugte de nemlig det meste af tiden i mere eller mindre tilfældigt kontorfællesskab, fordi de arbejdede temmelig mange timer.

”Vi havde et urealistisk billede af, at vi både kunne have succes med vores arbejde og samtidig opleve en masse og møde nye mennesker. Vi burde nok have skruet lidt ned for karrieren,” siger Nikolaj.

Parret mistede langsomt deres drive i forhold til at rejse, og de var klar til et sceneskift.

Det skete heldigvis ret naturligt, da Michelle for seks år siden blev gravid med deres første barn.

Den velkendte redebyggerfølelse begyndte at spire hos parret, og de besluttede sig for at tage hjem til København.

Nikolaj og Michelle købte en ny lejlighed, fik barn nummer to, og det hele blev hurtigt hverdag i den danske hovedstad.

Ud på eventyr igen

Men once a digital nomad, always a digital nomad. Eller noget i den dur.

For efter nogle år hjemme i Danmark begyndte rejselysten igen at boble i Nikolaj og Michelle, og i slutningen af corona tog parret deres to børn under armen og rejste ud på eventyr.

Det var en god rejse, men det var også hårdt og lidt ensomt, fortæller Nikolaj. For familien mødte konstant andre familier, som både voksne og børn hyggede sig med, men hurtigt rejste folk videre, og så stod Nikolaj, Michelle og børnene tilbage og skulle starte forfra igen med nye relationer.

Og det bringer os tilbage til Travelling Village-projektet.

For Nikolaj og Michelle var på ingen måde færdige med at rejse, men de havde også erkendt, at de ikke havde lyst til at rejse alene mere.

De har brug for et fællesskab og et socialt liv, som rækker ud over tilfældige møder med folk hist og her.

Løsningen: En lang rejse med 19 familier.

En landsby på rejse

Og det kan måske lyde simpelt at tage på sådan en tur, men rejsen krævede omkring et års forberedelse og planlægning.  

Nikolaj og Michelle startede med at lave en hjemmeside, hvor de satte nogle grundregler op for rejsen, og så fandt de tre andre par, som var med til at strikke projektet sammen.

”Vi ville prøve at lave det som en landsby mere end som en grupperejse,” fortæller Nikolaj.

Det betød blandt andet, at der skulle ret mange mennesker med. På den måde ville der altid være folk, der på kryds og tværs kunne lave aktiviteter med hinanden – og hvis en familie hoppede fra, var resten af gruppen ikke så udsat.

Men mange mennesker gør også tingene ekstra komplekse – især når man skal rejse rundt samtidig.

Vi ville gerne lave en masse ting sammen, men vi skulle hver især også have frihed til at gøre, hvad vi ville.

Dealen blev, at alle familier selv fandt et sted at bo på de specifikke lokationer i Vietnam, Thailand og Japan, men at alle skulle bo indenfor en radius af xx km.

Det lettede logistikken, men samtidig var det også vigtigt, at der var noget, som bandt gruppen sammen.

”Spørgsmålet var, at hvordan vi forpligtede os til hinanden? For vi ville gerne lave en masse ting sammen, men vi skulle hver især også have frihed til at gøre, hvad vi ville,” siger Nikolaj.

Hovedtanken var, at fællesskabet ikke skulle fylde så meget, at de enkelte familier gik på kompromis med deres egen trivsel.

Resultatet blev, at alle betalte omkring 3.000 dollars – godt 20.000 kr. – ind til en fælles kasse. Pengene blev brugt til forskellige aktiviteter – alt fra yoga og fodboldturneringer til strandture og lokale oplevelser – og fester, og så var der hver uge to fællesspisninger.

Det hele blev styret i forskellige arbejdsgrupper, og hvis man var utilfreds med noget, kunne man ændre ved tingens tilstand ved at melde sig ind i en arbejdsgruppe.

Fællesskab eller frihed?

Hvis du tænker, at det lyder som et moderne kollektiv eller en form for højskole, er du ikke helt galt på den.

Nikolaj har nemlig fundet en masse inspiration til, hvordan de kunne bygge Travelling Village-projektet ved at læse et hav af bøger om kollektiver og alle de nye byer, der skyder op med forskellige former for bofællesskaber.

Der er for eksempel en masse best practice omkring, hvordan man tager beslutninger på en god måde, men der er også mange fællesskaber, som ifølge Nikolaj bliver lidt for forpligtende. Måske skal man spise én type mad, eller der er regler om, at man skal dyrke sine egne grøntsager.

I Travelling Village-projektet var det som sagt vigtigt, at fællesskabet ikke smadrede individet.

”Så det var ret tydeligt for os, at vi ville lære noget af strukturen, men vi ville have meget mere frihed,” siger Nikolaj.

Åh nej, hvad med konflikterne?

Inden de 19 familier tog afsted, havde de alle læst og accepteret en håndbog med de grundlæggende regler for turen. Det var gruppens terms and conditions, som Nikolaj udtrykker det.

Men selvom man har gjort forarbejdet og forsøgt at sikre, at alle er enige om rammerne, kan man vel ikke undgå, at der opstår konflikter, når 70 mennesker rejser afsted sammen – eller kan man?

Ikke helt, lyder svaret fra Nikolaj.

Og det var heller ikke meningen, påpeger han.

”Vi sagde til alle, at det her også kommer til at blive svært. Der bliver ikke nødvendigvis bål og brand og en masse kæmpe konflikter, men det er heller ikke et projekt, som er designet til, at det kun skal være hyggeligt,” siger Nikolaj og fortsætter:

”Det bliver en challenge for de fleste, og det bliver intensivt – og det er også deri, at noget af læringen ligger, for det kan knytte et fællesskab tættere sammen, når man går igennem nogle svære ting.”

De konflikter, der dukkede op undervejs, handlede – måske ikke så overraskende – om penge.

Men diskussionerne blev taget i plenum, og det blev aldrig ægte alvorligt, fortæller Nikolaj.

”Vi havde selvfølgelig også den fordel, at det var et tidsafgrænset projekt. Det var ikke et bofællesskab, hvor alle havde købt en dyr bolig og var forpligtet til at blive der i mange år. Så selv hvis der var noget, der gik en på, så vidste man, at det ville stoppe igen.”

Travelling Village 2.0

Nu er Nikolaj, Michelle og børnene hjemme i København igen. De nyder hverdagen, imens rejselysten får lov til at vokse sig stor igen.

Spørgsmålet er, hvordan de skal rejse fremover – og om der skal være en Travelling Village 2.0?

Umiddelbart er svaret ja.

Men rejsen skal planlægges, og det tager tid, når det er et fritidsprojekt ved siden af arbejde, børn og alt det andet, hverdagen er fyldt med.

Så lige nu skal den første Travelling Village-rejse have lov til at bundfælde sig, og så håber Nikolaj, at han kan tage familien med igen om et års tid.

Og det bliver formentlig på en ny måde, for Nikolaj og Michelle er ikke færdige med at teste forskellige måder at leve på som digitale nomader.

”Jeg er stadig super glad for at rejse, men jeg har også set de templer og kirker, jeg skal se, og jeg har prøvet en masse – så hvad er meningen med at rejse i dag?”

Han påpeger også, at der er en del problemer forbundet med at rejse – ikke kun i forhold til klimaet, men også med hensyn til overturisme og hvordan man påvirker det lokale miljø.

”Jeg er meget bevidst om, at et projekt som Travelling Village, hvor vi kommer så mange mennesker med en masse penge, kan påvirke et område både positivt og negativt. Jeg er helt sikker på, at der ligger noget interessant i at prøve at bygge noget op, hvor man arbejder med nogle lokale, så det giver mening for dem,” siger Nikolaj og fortsætter:  

”Jeg siger ikke, at det her projekt skal redde verden eller være en ny model for noget, men måske skal vi kigge på at rejse til nogle mindre turistede steder og bruge vores penge, hvor det giver mere mening.”

Du kan læse mere om Travelling Village lige her.