Der er i dette nummer af Prosabladet et tema om store fejlslagne it-systemer i det offentlige. Selv om Danmark er udnævnt til verdensmester i digitalisering, er det bestemt ikke al digitalisering af opgaver i det offentlige, der har verdensklasse. Det har kostet dyrt gennem årene i skattekroner på grund af forsinkelser, overskredne budgetter og i nogle tilfælde skrottede it-systemer. Det er ærgerlige penge, for der kan ofte udformes bedre offentlige løsninger digitalt end på papir, hvis det vel at mærke gøres på en ordentlig måde.
Det positive potentiale i offentlig digitalisering er åbenlyst: Borgerne kan klare kontakten med det offentlige fra lænestolen søndag aften, og offentligt ansatte kan i den ideelle verden klare opgaver hurtigere og nemmere.
Men den offentlige digitalisering har ofte fejlet, og noget skyldes meget omfattende kravspecifikationer, noget skyldes kompleksiteten i en løsning, og noget skyldes, at tanken oftest er, at der skal sættes strøm til de eksisterende analoge forretningsgange og formularer frem for at tænke i nye baner.
Lad os i stedet prøve at vende tankegangen i den fremtidige udvikling af digitale løsninger og undgå at bruge unødvendigt mange skattekroner på fejl og overskridelser og unødvendigt mange uproduktive arbejdstimer fra offentligt ansatte, der skal bruge systemerne efterfølgende.
Vi har i PROSA beskæftiget os med emnet mange gange gennem årene. Vi har på den baggrund udarbejdet en række tekniske anbefalinger for offentlige it-systemer. Her er den komprimerede version af dem:
Del systemet op i så små dele, at det ikke er en skandale, hvis enkelte dele fejler og må skrottes. Sørg for, at også de mindre dele af systemet er ejet af den offentlige opgavestiller.
Lad os i stedet prøve at vende tankegangen i den fremtidige udvikling af digitale løsninger
Begynd med at lave de dele, som kan give den største effekt med mindst muligt arbejde, så dele af systemet hurtigt kan sættes i drift, og der kan høstes erfaringer. Drop de detaljerede krav fra start, og vær ikke bange for at skrotte dele, der ikke virker.
Det er muligt at udvikle offentlige it-systemer, der ikke identificerer borgeren på tværs, men stadig giver mulighed for at identificere, at den rette borger får den rette information, adgang og ydelse.
Kildekode, hvis udvikling er betalt af det offentlige, skal være ejet af det offentlige. Så kan dele fra systemet genbruges i andre systemer, og man undgår at være låst til én leverandør.
Data må ikke ejes af systemets leverandør, så man risikerer at skulle betale for at tilgå dem. Der skal bruges udvekslingsformater, som er åbne og veldokumenterede og gerne standardiserede. Så bliver det nemmere at udskifte en forældet del med en ny del uden at skulle skrotte hele systemet.