Ældre demente i Danmark og Japan reagerer fuldkommen ens på sælrobotten Paro. Den får dem til at blive lidt mere trygge og livlige i hverdagen.
– Den virker, fortæller den unge danske Japan-forsker Sigge Ludvigsen. Paro er rigtigt god til demente. Det er påvist mange gange.
Men de bagvedliggende systemer i de to lande anskaffer ikke desto mindre hundreder af Paro-sæler af vidt forskellige årsager. Robotten markedsføres derfor også i de to lande på vidt forskellig måde.
I Japan lægges der vægt på, at sælen er så livagtig, at den kan erstatte og gøre det ud for en menneskelig kontakt. Derfor sælges den også til private hjem.
I Danmark opfattes den slet og ret som et effektivt socialpædagogisk værktøj – og derfor er markedsføringen mest rettet mod plejehjem og andre institutioner.
Det er konklusionen på Sigge Ludvigsens nylige speciale ved Københavns Universitet.
Paro, som er tegnet og produceret i Japan, er i dag den eneste sociale robot på verdensmarkedet, som er direkte udviklet til terapi og pleje af demente ældre. Siden dens debut på markedet i 2004 er der solgt flere tusinde små sæler, heraf ikke færre end 250 i Danmark. Danmark er det land i verden næst efter Japan, hvor der er flest Paro-sæler i brug.
Opfinderen Takanori Shibata, som har udviklet Paro sammen med psykologen Yukitaka Kawaguchi og ingeniøren Kazuyoshi Wada, tillægger Paro meget stor autonomi.
– Paro bestemmer selv, hvordan han vil reagere. Han har sine følelser, og så vurderer han fra situation til situation, hvad han vil gøre. Det er ligesom du og jeg, sagde han i 2010 til en anden dansk specialestudent, Christina Algreen-Petersen Leeson.
Godt nok er robotdelen af Paro lavet på et industrielt samlebånd, men resten laves i hånden af kunsthåndværkere. Derfor er hver Paro helt unik, mener Shibata, og derfor kan den godt sammenlignes med et lille menneske. Når man køber en Paro, leveres den med et fødselscertifikat i form af et japansk familieregister-dokument. Opladningsstikket har form som en sut, og den oplades gennem munden.
– Det er med til at gøre den menneskelig. Man skal tage sig af den. De ældre bliver aktive givere og passer godt på den. De får følelsen af, at der er nogen, der har brug for dem. Det giver selvværd, forklarer Sigge Ludvigsen.
– Ja, jeg tror på, at Paro har en sjæl. Håndværkerne har investeret dem selv i ham, siger Shibata.
Det er påvist ved flere undersøgelser i både Japan og udlandet, at Paro-sælen har en god virkning på ældre med mild til moderat demens. Samspil med Paro kan forbedre humøret og nedsætte depression og stress. Det er åbenlyst, at de ældre blive mere livlige, når Paro tages frem i stuen. De snakker med hinanden om sælen, snakker til den, og gamle minder kommer frem.
– Paro bliver det fælles tredje mellem de ældre, forklarer Sigge Ludvigsen. Nu sker der noget. Den får minderne frem – og gang i hjernevindingerne.
Paro er udviklet på Japans nationale institut for avanceret videnskab og teknologi og er lidt af et offentligt prestigeprojekt. Den er udstyret med sensorer, der kan registrere lyde, synsindtryk, temperaturer samt balance-input. Den kan mærke, når den bliver holdt, den kan vende ansigtet mod lyde, og den kan genkende sit eget navn og enkelte andre ord.
Enhver Paro-sæl har sit eget navn. Og hvis den kommer til et fremmed land og skal have et nyt navn, kan den også lære at genkende det.
Den har sin egen indbyggede døgnrytme. Den er frisk om morgenen og træt om aftenen. Og den kan oplagre information om sin herres eller sine herrers vaner, således at den altid ved, hvordan den skal indynde sig – som en lille hund eller kat.
I Japan har myndigheder og erhvervsliv generelt en idealistisk tro på, at robotter af alle slags kan være en del af løsningen på landets alvorlige problemer med dets skæve aldersprofil.
– Gamle familiemønstre skal kunne vedligeholdes ved hjælp af robotter. De kan sørge for, at folk ikke er ensomme, forklarer Sigge Ludvigsen.
Paro og andre robotter får med andre ord den utaknemmelige opgave på godt og ondt at redde gamle japanske sociale institutioner som tre-generationersfamilien – med dens patriarkalske mønstre og strenge kønsadskillelse. Den aldrende befolkning skal have robothjælp i hjemmet, så den enkelte kan forblive i sit hjem så længe som muligt. Familiemedlemmer skal have ressourcer til at hjælpe dem derhjemme, selv om de også selv arbejder ude, og derved skal presset på institutioner og offentligt plejepersonale mindskes.
”Regeringen bruger bevidst robotteknologi som en løsning på den demografiske krise … I modsætning til en vestlig opfattelse af, hvordan robotter passer ind i samfundet, fremstiller rapporten robotten som et familiemedlem”, skriver Sigge Ludvigsen om regeringsrapporten ”Innovation 25” fra 2007, der handler om robotteknologiens og andre teknologiers betydning for fremtidens Japan.
”Ved at fortælle den japanske befolkning, at den er robotelskende, og at dette har rødder i Japans fortid, forsøger regeringen at påvirke befolkningen til at blive mere modtagelig for at bruge robotter til at løse arbejdskraftproblemet”, tilføjer hun.
Det har virket så godt, at to tredjedele af de Paro-sæler, som er solgt i Japan, er solgt til enkeltpersoner og familier, til trods for a hvert eksemplar har et prisskilt på 350.000 yen (over 20.000 kroner).
I Danmark, hvor stykprisen på en Paro er over dobbelt så høj, er eksemplarerne imidlertid primært solgt til plejehjem og andre institutioner. Oven i prisen kommer et kursus med efterfølgende certificeringsbevis til 4000 kroner, hvor man lærer, hvordan man bruger sælen rigtigt og om dens anvendelsesmuligheder.
– De introducerer den ordentligt, konstaterer Sigge Ludvigsen.
Men når det er sket, så er der også i Danmark stor tilfredshed med Paro som redskab i hverdagen.
Sælrobotten er ”neutral, vedholdende i sin kontakt og svarer relevant hver gang med sine små lyde. Derfor finder mennesker med demens behag i dens selskab, da den … leverer en kommunikation, som er ufarlig, forståelig og tryg," hedder det i en dansk evaluering.
Men i Danmark ser man vel at mærke overhovedet ikke de samme langsigtede perspektiver, som man gør i Japan.
”Inden for ældreområdet ligger fokus på større implementering af teknologi, hvor det estimeres, at der ved indførelse af badestole på hjul, loftmonterede lifte, vasketoiletter, spiserobotter og lignende vil kunne frigøres en halv milliard årligt i de danske kommuner," skriver Sigge Ludvisen i sit speciale.
For slet ikke at tale om ”fremtidige eksportmuligheder” for Danmark, tilføjes det i næste afsnit.
Det danske fokus er med andre ord på, at Paro kan forbedre arbejdsmiljøet for de ansatte og på den måde kan give en langsigtet besparelse. Den kan understøtte og effektivisere det arbejde, der ellers udføres på institutionerne, men den er et redskab, der tages frem en gang imellem og derpå stilles tilbage i skabet.
Den kan ikke erstatte menneskeligt personale.