”Jeg kan ikke få armene ned over det her arrangement. Det er sindssygt fedt,” siger Søren Lundgaard, da PROSAbladet møder ham til Copenhagen Gaming Week. Foto: Maria Trustrup

GAMING

Søren er en kæmpe gaming-succes – hvad er drømmen nu?

Millionerne trillede ind, da Søren Lundgaard solgte Ghost Spil Games. Han havde opnået det ypperste, og drømmen om at skabe et succesfuldt spil var gået i opfyldelse. I dag er han stadig direktør i spilvirksomheden – og han spørger nogle gange sig selv, hvorfor han ikke bare tager hjem og hygger sig foran computeren i stedet for at bruge sin tid på at arbejde? Svaret er egentlig ret enkelt: Fordi han ikke kan lade være med at lave spil.


Søren Lundgaard behøver ikke arbejde et sekund mere i dag. Og heller ikke i morgen eller i næste uge for den sags skyld.

”Jeg kunne jo egentlig bare sige op nu, og så ville hverken jeg eller min familie nogensinde have nogle økonomiske problemer,” siger han.

Men Søren Lundgaard har ikke tænkt sig at droppe sit arbejde.

For selvom han har rigeligt på kistebunden, og han formentlig ikke vil behøve at bekymre sig om penge resten af livet, kan han ikke slippe sin passion: At lave spil.

Søren Lundgaard har arbejdet i gamingbranchen i 25 år, og i 2016 stiftede han Ghost Ship Games sammen med sine fem partnere.

Spilvirksomheden har haft kæmpe succes med Deep Rock Galactic-spillet, der nu er blevet solgt over 10 mio. gange.

I 2021 solgte Ghost Ship Games-stifterne deres virksomhed til svenske Embracer. Prisen blev ikke offentliggjort, men ifølge mediet Finans fik de seks stiftere tilsammen 528 mio. kr. for deres startup-baby.

Selvom Søren Lundgaard ikke længere ejer Ghost Ship Games, er han stadig direktør i virksomheden – og han har ikke tænkt sig at slippe spiludviklingen.

”Det er super lykkeligt at være i den situation, hvor vi egentlig ikke behøver at arbejde, men det ændrer ikke på, hvorfor jeg startede Ghost Ship Games sammen med de andre,” siger han og fortsætter:

”Jeg startede det for at lave nogle fede spil, for at skabe nogle fede spiloplevelser og for at have et fedt firma, hvor det er sjovt at gå på arbejde. Og sådan har jeg det stadigvæk.”

Programmering er grundstenen

Når Søren Lundgaard kigger tilbage på sine mange år i spilbranchen, er den allervigtigste byggesten, at han lærte at programmere ret tidligt.

”Jeg har lige læst Jesper Juuls nye bog (’Too much fun’, red.), som handler om Commodore 64. Den var virkelig fed at læse, for han havde haft præcis den samme rejse som mig, hvor han havde lært alt ved bare at sidde og lege med den her computer,” siger Søren Lundgaard.

Programmering er nøglen, der kan åbne døren til alverdens muligheder – især også spiludvikling, påpeger Ghost Ship Games-direktøren.

Det er en grundblok, som skal være på plads, og derfor er det også en udfordring, at programmering i dag kan være meget sværere at gennemskue.

”Det er sgu lidt ærgerligt, at det er så svært at tilgå i dag. Selvom vi alle sammen har en telefon i hånden, så kan vi jo ikke rigtig lave noget og programmere på den, ligesom vi kunne på Commodore 64,” siger Søren Lundgaard.

”Programmering kan virke helt black box-magisk for mange, fordi vi ikke ser de skridt, hvor man finder ud af, hvordan man får det hele til at virke.”

Det var en meget mere simpel tid, da Søren Lundgaard skulle lære at programmere, og selvom det i dag vrimler med muligheder for at dykke ned i IT – fx Youtube, Coding Pirates eller Scratch – gør det ikke nødvendigvis læringen nemmere.

”Der er tonsvis af flere muligheder i dag. Der var for eksempel heller ikke noget, der hed game engines, dengang jeg startede,” siger Søren Lundgaard.

”Men der er også bare så mange ting, der byder sig til, så som barn eller ung skal du virkelig ville det i dag, hvis du gerne vil bryde igennem det at forstå, hvad det vil sige at lave computerspil.”

En helt ny spilbranche

Hele spilbranchen har også ændret sig markant i de 25 år, Søren Lundgaard har været en del af gamet.

Da han startede, lavede han primært spil til konsollerne. Altså Playstation, Nintendo og Xbox.

Det var næsten kun store produktioner, og det var svært og tungt at udvikle de store spil.

”I dag er det noget helt andet. Enhver, der har adgang til en pc, kan hente gratis programmer ned i Unity eller Unreal, og så kan de gå i gang med at lave et spil, udgive det på Steam for 100 dollars, og så kan hele verden gå i gang med at købe det,” siger Søren Lundgaard.

”Så alle barrierer er jo sådan set væk – og det gør også, at der sidste år kom 18.000 nye spil på Steam.”

LÆS OGSÅ: 6 principper: Sådan kører Ghost Ship Games

Selvom konkurrencen er blevet meget mere intens, er hele spilmarkedet også vokset, og gaming er lige pludselig blevet mainstream.

PROSAbladet møder Søren Lundgaard til Copenhagen Gaming Week, som blev afholdt i Bella Centret i midten af februar.  

I løbet af tre dage var 23.000 besøgende forbi messen, hvor det vrimlede med spiludviklere, børn, forældre og andre, der elsker gaming.

”Jeg kan ikke få armene ned over det her arrangement. Det er sindssygt fedt,” siger Søren Lundgaard.

Hvad er den nye drøm?

Hos Ghost Ship Games er planen, at man skal fortsætte med at være en del af den buldrende spilbranche.

Virksomheden udgiver nu også andres spil via Ghost Ship Publishing, og man har også udviklet de første brætspil, der taler ind i Deep Rock Galactic-universet. Derudover har Ghost Ship Games også et nyt spil på trapperne.

Men hvad er det drømmen nu for Søren Lundgaard?

For han har jo allerede skabt den succes, som de fleste spiludviklere går og drømmer om.

”Vi ved jo godt, at det bliver svært at gentage succesen, som vi har haft med Deep Rock Galactic. Men hvis vi bare kan lave noget, som har en grad af den succes, så er vi ret glade,” siger han.

”På nogle punkter er drømmen opnået, og så kan man jo spørge, hvorfor fanden jeg ikke bare tager hjem og sidder foran computeren eller laver noget andet fedt? Men det tror jeg bare ikke, at jeg kan. Det er ikke det, vi er her for. Vi er her for at lave nogle fede computerspil.”
 

TRE RÅD TIL UNGE SPILUDVIKLERE


1. Stop aldrig med at lav dit eget

Lige meget om du drømmer om at skabe din egen spilvirksomhed, eller drømmen er at blive ansat et sted, så er det altid en god idé at have dit eget projekt kørende.

Når Ghost Ship Games kigger på mulige kandidater, er det altid et kæmpe plus, hvis de har et hobbyprojekt, de selv har arbejdet på, og som de kan vise frem. Det viser noget initiativ og en lyst til skabe ting.

Selvom det ikke er sikkert, at man får spillet udgivet, og det måske kun er vennerne og familien, der nogensinde ser det, så er det stadig en proces, man lærer vildt meget af, og som man kan vise til en potentiel arbejdsgiver.
 

2. Gør din uddannelse færdig

Søren Lundgaard er ikke selv det bedste eksempel, for han nåede kun at tage sin bachelor, inden han stoppede på kandidaten, fordi han fik et job.

Men han råder alligevel alle unge til at tage en uddannelse og at gøre den færdig.

Konkurrencen er ret hård i dag, så hvis man kan vise, at man har færdiggjort sin uddannelse, så viser man også, at man kan køre et projekt igennem. Og så skal man huske, at det ikke er så vigtigt, hvilken karakter man får.
 

3. Husk din drøm

Hvis din største drøm er at lave dit eget spil, så husk dig selv på det. Når man træder ind på arbejdsmarkedet og får et job, er der stor risiko for, at man aldrig kommer tilbage til drømmen – så der skal man være ret skarp og minde sig selv om det. Måske kan du skrive et brev til dig selv, som du først åbner om ti år?

Sig til dig selv: Hey, din drøm var at gå ud og lave et spilfirma, ikke? Det kan være svært at tage springet, hvis man har etableret familie, taget huslån og alt muligt andet, men husk, at man efter mange år i branchen også har super gode muligheder, fordi man på det tidspunkt har et stort netværk og har lært en hel masse.


Læs også...

​​​​​​​Penge og vækst. De to ting er ofte øverst på listen, når det handler om, hvorfor man driver en virksomhed. Og bevares, hos Ghost Ship Games vil…

Gaming kan meget godt for socialisering, fællesskab og interesse for IT. Hvorfor skubbes unge piger over på sociale medier og væk fra spillene i de…

Blockchain er kommet i vælten, efter at kryptovaluta igen er kommet på alles læber. Men hvad er en blockchain, og hvordan arbejder man med den? PROSAs…

Camilla Lyngbo Wolden-Ræthinge lancerer snart et multiplayer-spil rettet primært mod piger. Hun savner en spiludvikling, som favner det emotionelle…

Er det irriterende, at man ofte bliver spurgt ind til sit køn, bare fordi man er kvinde og arbejder med tech? Nej, siger 26-årige Ida Thoft…

Da 26-årige Ida Thoft Christiansen startede med at studere software for syv år siden, var IT-branchen et slaraffenland af muligheder og gode…

Lautrupparken i Ballerup er blevet kendt som Danmarks svar på Silicon Valley. IT-virksomheder ligger side om side, og tusindvis af IT-folk har deres…

Lautrupparken i Ballerup har været et IT-mekka siden 1960'erne. Nogle IT-virksomheder – blandt andre Visma – har valgt at sige farvel og tak til…

Nonbinær. Queer. Pronominer. Der er mange begreber at holde styr på, når det gælder kønsidentitet og seksualitet. Vi gør dig klogere, så du ved, hvad…

Positiv modtagelse hos de IT-ansattes fagforening af den varslede investeringsfond på næsten 1.500 milliarder kroner, som skal gøre EU førende inden…