Sofie læser MSc i Software Design på ITU
TEMA

Sofie Buur

Det er VILDT, hvad teknologi gør for vores liv!

Sofie Buur, 23 år, læser MSc i Software Design på IT-universitetet i København. Har BSc i Digital Design og Interaktive teknologier også ved IT-universitetet i København.

> Skal du igang med en IT-uddannelse - så bliv gratis medlem af PROSA


Hvorfor valgte jeg en fremtid inden for it/tech? 
-    Jeg valgte en karriere i it grundet en blanding af interesse og potentiale!

-    Jeg har altid være utroligt fascineret af teknologi. Da jeg var barn, var der intet sejere end GameBoy, robotkæledyr og Club Penguin. Da jeg blev lidt ældre, handlede det om computer- og konsolspil, IT-skoleprojekter og den nyeste Iphone. Jeg går ikke på kompromis med min teknologi, fordi det er en rigtig stor del af mit liv og min hverdag”. 

-    Jeg ser mange muligheder i teknologi – både i relation til underholdning, bæredygtighed, samfundsudvikling og sundhed. Jeg synes, det er afgørende (nok mere nødvendigt), at vi er i stand til at udnytte potentialet til fulde. 

Har løn og karrieremuligheder  betydet noget for dit valg? 
-    Hmmm både-og. Jeg har som sagt altid være fascineret af teknologi, men det er da også en drivende faktor, at samfundet skriger på nye it-medarbejdere, og at lønnen som regel er flot.
-    Men selvom lønnen og behovet havde været mindre, havde jeg stadig valgt den samme vej.

Hvad er det gode ved studiet? Er der bagsider af studiet? 
-    Det gode ved mit studie er, at jeg får lov til at arbejde hands-on med komplekse teknologier/systemer, og lære at udvikle teknologi til virkelige verden. 

-    Mine undervisere er superdygtige og passionerede. Det smitter virkelig! It har virkelig nogle af de mest passionerede forskere, jeg har mødt.

-    En bagside af mit studie er, at det kræver utrolig meget tid og energi (nogle gange for meget), og at indholdet til tider bevæger sig på et meget abstrakt niveau.

-    Softwareteknologi er svært at sætte sig ind i – hvilket nok også er grunden til, at der er mangel på arbejdskraft. 

Er it/tech stadig et udpræget mandefag blandt din aldersgruppe – og i givet fald hvorfor? 
-    Hm, ja det er det vel nok, men det er hverken noget, jeg tænker over, eller ser som et problem. Hvis flere mænd er interesserede i it, så er det jo bare sådan det er. Kender ikke til den rigtige kønsfordeling på mit studie, men jeg tror. at det er omkring 35 procent kvinder og 65 procent mænd.

Hvad er er det fede ved it/tech? 
-    Det er hele tiden i udvikling og i bevægelse. Det er relevant og nyskabende. Jeg er vild med at kunne løse problemer ved hjælp af it. Det gør livet lettere for andre og så er it spændende i sig selv! 

-    Man kan gøre alt muligt syret/sjovt/spændende med teknologi og flytte grænserne for. hvad ’standard’ er. Tænk bare, det er kun 20 år siden, at vi havde alle mulige knapper på vores telefon med forskelligt formål (Nokia tiderne), og nu i dag, er standarden ’jo færre knapper desto bedre’. Det er VILDT, hvad teknologi gør for vores liv. Vi tænker bare ikke altid over det.

Hvordan ser din omverden på dig og din interesse for it/tech? 
-    Jeg får ofte mange kommentarer som ”hold da op, det er jeg glad for, at jeg ikke læser” eller ”wow, det lyder meget svært”. Det er som om, at når jeg nævner nogle it-relaterede begreber såsom ”programmering”, ”front- og back end udvikling” og ”algoritme”, så står folk helt af. I

-    Ikke at jeg helt forstår hvorfor – måske fordi teknologi netop har fået et ry om at være rigtig svært. Jo, it er svært, men det er jura, biologi og økonomi også – bare på hver deres måde. 

-    Trods det, møder jeg ofte stor respekt for mit felt. Sjældent bliver jeg mødt med kritik eller fordomme.

Hvad synes du om nørde-mærkatet, er det fair? 
-    Jeg definerer en ’nørd’ som værende en person med stor passion og interesse for ’noget’ (hvad end det ’noget’ så er). Så når folk kalder mig en nørd, tager jeg det hovedsageligt som et kompliment. 

-    Jeg mærker ikke den stereotypiske definition af nørd på mit studie overhovedet – oftest bliver vi mødt med respekt.

Hvordan vil du beskrive dine studiekammerater og fællesskabet? 
-    Fællesskabet er fedt. Folk er megasøde og åbne overfor alle typer af mennesker. Der er oprigtigt plads til alle, uanset hvem man er. 

-    Derudover er mine studievenner virkelig dygtige og ambitiøse, hvilket er en stor motivationsfaktor. Folk vil det oprigtigt gerne, og det man mærke! 

Din generation kontra tidligere tech/it-folk  - tror du, at I er anderledes? 
-    Min generation har mere erfaring med moderne teknologi, og det kan så derfor også siges, at vi har en anden intuition for at forstå nyere teknologi. Jeg tror dog, at passionen er den samme. 

Har du særlige interesser? Musik-genre? Film? 
-    Jeg lytter meget til k-pop (koreansk pop) – det er virkelig noget musik, der gør mig glad. 

-    Derudover har jeg en bullet journal, som essentielt er en hjemmelavet kalender/notesbog/skitsebog, som er min daglige kreative hyggetid.

Gamer du? 
-    Ja, og det har jeg gjort det meste af mit liv. Min familie brød sig ikke om det i starten – de havde et meget klassisk syn: ’piger skal da ikke spille computer’. Men i takt med, at gaming er blevet mere udbredt og social accepteret, har de ændret holdning, og støtter mig nu meget i min hobby <3

Hvilke yndlingsspil? 
-    League of Legends
-    Warframe
-    Minecraft
-    Stardew Valley
-    Derudover elsker jeg at spille diverse indiegames med mine veninder. Vil gerne støtte de mindre udviklere.

Programmerer du og har du et yndlingssprog? 
Jeg har lært nogle forskellige programmeringssprog i forbindelse med mit studie.
-    Python
-    Java
-    XML
-    R
-    SQL
-    Mit yndlingssprog er nok Python. Det er det nyeste, og er derfor også ret godt gennemtænkt i forhold til f.eks. Java. 

Bruger du sociale medier – og hvilke? 
Ja – jeg bruger mange forskellige medier, med forskellige formål.
-    Facebook (hovedsageligt for oprette og deltage i begivenheder)
-    Instagram (for at følge venner/berømtheder – laver enkelte posts)
-    Discord (det medie jeg bruger mest – jeg snakker dagligt med mine venner på Discord)
-    YouTube (følger specifikke YouTubere og ser deres content)

Er du bekymret for konsekvenser af its og sociale mediers indflydelse? 
-    Egentligt ikke. Jo, det har nogle sociale og samfundsmæssige implikationer, men det er jo faktisk oftest ikke mediet det er problemet – det er de mennesker der bruger dem. Det er bare lettest bare at skyde skylden på teknologien, men det er ikke altid hele sandheden.

Er du bekymret for overvågning? 
-    Nej. Jeg kender nogen, der er meget bekymret for at blive overvåget, og de siger ’ej så kan folk jo se, hvad jeg går og laver’. Dem der overvåger, Google, Apple, Amazon, er uendeligt ligeglad med, hvad du sagde til din veninde, om han den søde fyr – det de lytter efter er ’nye sko’, ’Calvin Klein’ eller andet de kan bruge, for at sende dig målrettede reklamer. 

-    Og i virkeligheden vil jeg helst have reklamer der passer til mine behov, fremfor at de skal gætte i mørke.

Hvad er din største aha-oplevelse inden for it-tech?
-    At udvikle teknologi er meget mere end bare at programmere – det er undersøgelser, udforskning er menneskers behov og ønsker, tests, evalueringer, følge trends og det at være konstant være forandringsparat. Det der er in i dag, kan være yt i morgen.

Hvor tror du din karriere fører hen – hvad drømmer du om at arbejde med om 10 år?
-    Åh det er lidt svært at sige. Jeg kunne se mig selv som System Designer, Front End Developer, UI/UX designer, Data Analyst eller alt derimellem. Synes at alle disse erhverv er spændende, så vi må bare se hvad tiden bringer.

Hvordan tror du it/tech-verden ser ud om 10-15 år. Hvad ville du ønske? 
-    Jeg tror ikke, at den er meget anderledes end i dag faktisk – bortset fra at vi forhåbentlig har fikset mange at de it-problemer, som vi ofte løber ind i (f.eks. server travlhed, hacking angreb). Jeg håber, at vi ved hjælp af moderne teknologi kan leve i en mere bæredygtig og effektiv verden, hvor de trivielle it-problemer omkring os, ikke behøver at fylde i vores hverdag.

Hvis du skulle sælge it/tech til andre, som overvejer karriere/studievalg, hvad ville du så fremhæve? 
-    At det er spændende, konstant under udvikling, relevant og mega-sjovt! Det er virkelig fedt at skrive et program og se det virke i praksis – det er en hel særlig følelse.

Tidligere skabte man opmærksomhed/coolness i skolen ved enten at spille/synge eller være god til sport. Tror du god til it/tech/programmering/gaming opnår samme status?
-    Hm – jeg synes ikke at de bør sammenlignes, fordi de minder jo ikke om hinanden. Så mit svar er nej. 

-    Jeg oplever, at samfundets syn på IT og gaming har udviklet sig markant især de sidste 5 år. At Zulu viser Counter Strike og at visse skoler underviser i e-sport, er f.eks. et tegn på den stigende accept og støtte der er til gaming. 

-    At it-virksomheder står frem og viser deres succes og deres opbakning/passion for its muligheder, er med at skabe et mere nuanceret og reelt billede af, hvordan it-verdenen er. 

-    Desværre vil folk altid have fordomme – men det må de i virkeligheden også selv om. Det er dem, der går glip af alt det sjove.

> Se hele Temaet om it som fag og uddannelse
 


Læs også...

En gruppe IT-undervisere har lavet seks nye spil, der skal øge danskernes viden om cybersikkerhed. Spillene er et nyt og underholdende værktøj, der…

Forskere går sammen med erhvervslivet om et nyt center, der skal understøtte fabrikation af mikrochips i Danmark. Det nye center ligger på DTU, og det…

Som de fleste forhåbentlig ved, så må din arbejdsgiver ikke spørge ind til, hvad du fejler, når du melder dig syg. Men hvis du selv fortæller det,…

Et forsøg hos Google betyder, at fagforeninger ikke dukker op i en række brugeres søgeresultater. Situationen rejser kritik både på Christiansborg og…

Hver dag logger 100 millioner brugere ind på det sociale medie Threads. Mediet er en del af Meta, og det blev lanceret i 2023.

En ny form for IT-uddannelse åbner op for, at flere kan blive softwareingeniører. Næste år kan man nemlig søge ind på en trainee-uddannelse hos VIA…

Google tager syvmileskridt mod kvantecomputeren med chippen Willow, TikTok forurener ifølge undersøgelse mest af sociale medier – lige så meget som…

Hvordan er magthierarkiet i det danske tech-miljø? Det forsøger en ny analyse at give svaret på – og umiddelbart er det ikke tekniske profiler, der…

Nye principper skal sikre, at vi ikke lægger hele vores fremtid i hænderne på tech-giganterne. "Tech-giganterne har primært fokus på teknologiske…

Kommunerne har ikke ressourcer nok, når det gælder IT-sikkerhed, og derfor er de uhyre sårbare. Det viser en ny analyse, som ifølge professor i…