Danmark er et af de EU-lande, hvor flest er medlem af en fagforening – hele 67 procent. Men tallet har været oppe over 70, så i tråd med de fleste andre lande kan færre og færre kalde sig fagforeningsmedlem. Ifølge arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl fra Aalborg Universitet kan der være noget at hente i den organizer-tankegang, som vi kender fra Storbritannien og USA. En tankegang, som Zack Exley repræsenterer, og som de sidste 10 år så småt har vundet indpas i den danske fagbevægelse.
– Men vi kan ikke bare overføre den. Vi skal huske, at amerikanerne starter på et nulpunkt og ofte også med modstand fra arbejdsgiveren. Der har vi en anden tradition og arbejdsmarkedsmodel, og mange af vores arbejdsgivere kan se fordelene i en velfungerende fagforening. Så vi kan lade os inspirere og pille elementer ud, siger han.
I Laust Høgedahls øjne har den danske fagbevægelse grundlæggende to store udfordringer.
– Den ene udfordring handler om alder. Det er en kæmpe udfordring at få organiseret unge lønmodtagere. Sådan er det ikke bare i Danmark, men i størstedelen af den vestlige verden. Den anden store udfordring er, at man i nogle brancher ikke er tilbøjelig til at organisere sig. Forskningen viser, at der, hvor det går stærkt – som det gerne gør i den private sektor – er der typisk færre organiseret. PROSA har jo mange medlemmer på den del af arbejdsmarkedet, hvor det går hurtigt, og hvor der er mange små og mellemstore virksomheder. Det betyder, at man som fagforening skal arbejde mere for at få folk organiseret, siger han.
Farvel til den fastansatte
Anna Ilsøe, lektor ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier, ser også flere udfordringer for fagbevægelsen. Hun fremhæver det faktum, at mange i dag ikke er regulære, almindelige fastansatte, som ellers tidligere var normen.
– Der er en bevægelse i gang, hvor folk er ansat på andre og mere atypiske måder end hidtil, og det er en udfordring for fagforeningerne. Mange er i dag selvstændige eller såkaldte kombinatører, der kombinerer et job med selvstændig virksomhed. Så spørgsmålet er, hvilke services man som fagforening kan tilbyde dem? Ofte kan man jo ikke gå ind og forhandle løn for en selvstændig, så man skal til at se på, hvad man i stedet kan tilbyde sådan et medlem, siger hun.
Ud på uddannelserne!
Forskerne peger dog også på ting, der kan gøres for at vende den negative medlemsudvikling.
– I vores forskning kan vi se, at der er en stigende følelse af solidaritet og efterspørgsel efter det, en fagforening kan. Så de unge vil gerne fagbevægelsen, og set udefra er der meget, der kan gøres for at få endnu flere organiseret. Det handler i høj grad om at komme ud på uddannelserne og på arbejdsmarkedet og møde de potentielle medlemmer der – det virker! Organisationer, der har en uddannelse på deres fagområde, som PROSA har, har et meget vigtigt kontaktpunkt der. Og det skal man udnytte, siger Laust Høgedahl.
Erfaringerne viser, at jo tidligere man stifter bekendtskab med fagbevægelsen i de første studie- og arbejdsår, jo større er sandsynligheden for, at man senere melder sig ind i en fagforening.
– I Danmark er vores fagbevægelse inddelt i ret klare faggrænser, der definerer hvem, der kan organiseres hvor. Det passer bare meget dårligt til de unges flygtige og omskiftelige arbejdsliv, hvor de også uddanner sig på kryds og tværs. Der er derfor et potentiale i, at fagforeninger går sammen på tværs af grænserne for at organisere de unge, så de bliver organiseret i deres første kontakt med arbejdsmarkedet, når vi ved, den er så vigtig. Derfor burde akademikerne eksempelvis have en stor interesse i, at de mange unge, der arbejder som ufaglærte på LO-området i begyndelsen af deres karriere, bliver organiseret. For det betyder, at de på sigt vælger at organisere sig, når de har uddannet sig og har skiftet branche. Hvis fagforbund på den led kunne lave strategier og kampagner på tværs, er der enorme perspektiver i det, siger Laust Høgedahl.
En pension, man ikke kan sige nej til
Lektor Anna Ilsøe hæfter sig ved, at der er et stort potentiale for fagforeningerne i at tilpasse deres varer på hylderne til den nye type medlemmer, der kommer flere og flere af. Nemlig de selvstændige og dem, der kombinerer fast job med at løse freelanceopgaver.
– Man skal udvikle tilbud, der er attraktive for de atypiske ansættelser. Ud over uddannelse og netværk kan en god pensionsordning blive noget af det, der kan drive fremtidens organisering, når der ikke er overenskomstdækning. Det ser vi allerede eksempler på, og det er helt relevant at kunne tilbyde den selvstændige it-medarbejder en pensionsordning, som er meget mere attraktiv end den, man som enkeltperson kan forhandle sig frem til. Det vil også give mening for et fagforbund som PROSA eksempelvis at tilbyde forsikring. Hvis du som selvstændig it-specialist for eksempel laver et brud på datasikkerheden, kan det ende med at koste dig mange penge. Her er det oplagt for fagbevægelsen at lave attraktive ordninger, der gør det nemt og billigt at forsikre sig, siger hun.
Anna Ilsøe tilføjer, at særlig rådgivning til det medlem, der kombinerer job med selvstændig virksomhed, også kan blive et efterspurgt gode i en fagforening.
– Husker de at spare op til pension af den indtægt, de har ved siden af? Har de forsikring? Mange unge regner med, at de bliver ”samlet op”, hvis noget går galt, så de er ikke opmærksomme på meget af det, en fagforening ville kunne klæde dem på til, siger hun.
Et overset redskab
Endelig er der ifølge Laust Høgedahl også en såkaldt lavt hængende frugt, som mange fagforeninger kunne få mere ud af.
– En god fastholdelsesstrategi er et overset redskab, og vores forskning peger på, at det er relativt enkelt og billigt at gøre. Det handler om, at man skal være proaktiv med ydelser, der passer til medlemmets livssituation. Man kontakter eksempelvis løbende medlemmerne. Det kunne være ved jobskifte, hvor man hører, om de har spørgsmål, gør dem opmærksomme på relevante kurser og lignende. Og ved udmeldelse skal det selvfølgelig være fast praksis at følge op og høre, hvad årsagen er, siger han