27-årige Liliia Sitailo forlod Ukraine fire uger før den russiske invasion 24. februar 2022.
Det var helt tilfældigt, at hun nåede ud – inden verden slog en brutal kolbøtte af pansrede køretøjer, død og bomberegn ikke mange kilometer fra, hvor hun plejede at gå på arbejde og købe ind.
Turen gik først til Polen, hvor hun ville tage sin it-virksomhed med sig, og hvor hendes ukrainske mand allerede boede.
Kort efter rykkede Lillia til Danmark, da hun fik arbejde hos spilvirksomheden Kiloo i Århus. Tilbuddet om job i Danmark kom faktisk samme dag, som krigen brød ud.
I dag arbejder Liliia hos spilvirksomheden Sybo som concept artist. Hendes mand er flyttet med til Danmark og arbejder som spildesigner hos en anden virksomhed.
Jeg tror selvfølgelig på, at Ukraine nok skal klare det. Så på den måde er jeg optimist, men jeg tror desværre, vi skal meget mere igennem først.
Krigen blevet til hverdag
Krigen har således aldrig været helt inde på kroppen af deres liv.
Og alligevel.
For Liliias mobil er tilknyttet luftalarmerings-appen fra Kiev, så hun får notifikationer, når hendes familie og venner får besked på at søge dækning. Og det kan være flere gange dagligt.
Et kort glimt af mulig død for folk, hun kender, følger hver notifikation.
Tanken går derfor dagligt til familien, lejligheden i Kiev, vennerne og hvem der mon nu risikerer at blive ramt.
Det fylder hende hver gang med angst.
Også angst for selv at komme til Kiev.
- For min familie og for de venner og tidligere kolleger, jeg er i kontakt med, er det blevet hverdag. Krigen er blevet hverdag. En stressende og angstfuld hverdag, men også noget de har vænnet sig til. To år er lang tid. På den måde er det næsten sværere at vænne sig til, når man sidder langt væk og i sikkerhed, men frygter for sine kære, fortæller hun.
- Men det går bedre. Heldigvis. Vinteren i år har slet ikke været så slem som sidste år, hvor der ofte ikke var elektricitet og varme hjemme hos min far og lillesøster. Det bliver hurtigt de små ting, som tæller. Tryghed, varme og lys. Folk lever deres liv på den måde, og de passer deres arbejde. Det er deres hverdag.
Det kan godt være, at krigen ikke længere topper nyhederne. Men støtten er den samme, og det er jeg meget taknemmelig over, for vi har brug for hjælp.
Julefred gjorde godt
Det handler også om at gribe de små lyspunkter, som trods alt opstår, så krigen ikke bliver et låg, der ligger for tungt over dagligdagen.
- Dét, jeg hører fra kolleger, som er blevet tilbage, er, at arbejdet også kører ligesom før. De udvikler web og arbejder med it. Mange blev tilbage for også at gøre en indsats ved siden af arbejdet og hjælpe med støtte til familier og sårede. It er ellers noget af det, der er let at tage med sig og finde arbejde uden for landet. Men de er blevet tilbage, og de har næsten en normal hverdag efter det første stykke tid med kaos, fortæller Liliia.
- Der var faktisk tre uger i december, hvor alarmen ikke gik. Det føltes så beroligende og fredfyldt. Så jeg kan kun forestille mig, hvor skønt det må have været hjemme i Kiev, siger hun.
Det var ungdommens oprør og ungdommens kamp. Jeg var selv 16 år og til stede den første dag på Maidanpladsen.
Vil vare længe – men skal nok sejre
Liliia har ikke været i Ukraine, siden hun rejste i januar 2022.
Og hun kommer ikke hjem, så længe krigen fortsætter.
- Og det kommer desværre til at tage lang tid, som det ser ud nu. Det er svært ikke at være pessimist, selvom det har været værre. Meget værre. De første uger af krigen var jeg virkelig bange for, hvad der skulle ske med min familie og mine venner, fortæller hun.
- Jeg tror selvfølgelig på, at Ukraine nok skal klare det. Så på den måde er jeg optimist, men jeg tror desværre, vi skal meget mere igennem først. Derfor håber jeg også, at det lykkes at få min søster og far til Danmark, fordi det er meget angst at udsætte dem for. De bliver ved med at sige, at de nok skal klare det derhjemme, men jeg frygter for konsekvenserne, særligt for min søster, fortsætter hun.
Dansk work-life-balance
Til gengæld er hun og manden faldet rigtigt godt til i Danmark, hvor især arbejdskulturen med fokus på work-life-balance imponerer.
- Jeg synes, der er blevet taget rigtigt godt imod mig, og der er en god kultur på arbejdspladsen. Kollegerne spørger heller ikke hele tiden til Ukraine og min baggrund, men vi snakker om det ind i mellem. Der er en god følelse af, at jeg bare er en af flokken og ikke noget særligt, fordi jeg kommer fra Ukraine. Altså, at der ikke bliver taget særhensyn, men dog er forståelse, siger hun.
- På samme måde er jeg imponeret over, hvor mange mennesker der arbejder for at hjælpe og støtte Ukraine. Altså samler ind og støtter økonomisk. Det kan godt være, at krigen ikke længere topper nyhederne. Men støtten er den samme, og det er jeg meget taknemmelig over, for vi har brug for hjælp, siger hun.
Liliia Sitailos største ønske og budskab i forbindelse med toårsdagen for den russiske invasion 24. februar er derfor:
- Fortsæt støtten. Lad være med at glemme os, selvom der er mange andre steder, som også har brug for hjælp.
De unges vestlige Ukraine
Hun tilhører selv den generation, som i 2014 indledte starten på et nyt og vestligt orienteret Ukraine.
Det skete, da unge gennem ugelange protesterede på Maidan-pladsen i Kiev, trodsede kugler, skuddrab og tæv fra politiet og væltede den daværende russiskstyrede præsident Viktor Janukovitj. Noget der i øvrigt er smukt foreviget i dokumentaren ”Winter on fire”, som kan ses på Netflix.
- Det var ungdommens oprør og ungdommens kamp. Jeg var selv 16 år og til stede den første dag på pladsen. Min far forbød mig dog at deltage mere, fordi der var så mange, som blev brutalt overfaldet, tævet og også skudt, siger Liliia.