Illustration: Huan Tran/Ikon Images/Ritzau Scanpix

mail

Verdens første spammail

Det var en helt almindelig marketingansvarlig hos et computerfirma i Californien, der afsendte verdens første spammail i 1978. Siden da er uønsket elektronisk post blevet hverdagskost i en verden, hvor der sendes 281 milliarder e-mail om dagen året rundt.

Gary Thuerks fingre fløj hen over tastaturet. Det var onsdag den 3. maj 1978, og han var i gang med at finpudse den pressemeddelelse, der oplyste kunderne om, hvor de kunne se Digital Equipment Corporations (DEC) nyeste skud på stammen inden for deres DEC20-serie med tidens mest moderne computere.

Gary Thuerk havde slået Caps Lock til hele vejen gennem teksten og var ganske tilfreds med resultatet. Han gik på Arpanet, en tidlig udgave af internettet, som computerne i DEC20-serien blandt andet understøttede med et fuldt supportsystem, og kiggede på adresserne til sine omkring 400 kundekontakter.

Gary Thuerk tog en hurtig beslutning.

I stedet for at sende beskeden enkeltvis til hver person på kontaktlisten, sendte han pressemeddelelsen til alle på listen på én gang. Gary Thuerk var ikke klar over det, men den onsdag i maj 1978 blev han manden, der skrev den allerførste spammail. Verden blev aldrig den samme igen.

Kædebreve og malware

Da det tyske online statistikfirma Statista i 2018 lavede en opgørelse over den globale brug af e-mail, var tallene overraskende. Det var ikke fordi, der var noget usædvanligt i det rekordstore antal e-mail, der blev sendt dagligt på globalt plan – i alt 281,1 milliarder. Det overraskende var, at andelen af spammail var for nedadgående med et ret stort spring fra 69 procent i 2012 til 55 procent i 2018.

Lige siden internettets og digitaliseringens udbredelse har problemerne med spam været voksende. De uønskede mail har hele tiden ændret form og indhold alt efter, hvad der trender. Spammail kan være ligegyldige pressemeddelelser, nigerianske kædebreve, uønskede anbefalinger om penisforstørrende produkter eller ondsindet malware.

I 2018 var Kina den nation, der udsendte mest spam – et tydeligt tegn på, at digitaliseringen ikke længere er et udpræget vestligt fænomen.

Men alt det vidste Gary Thuerk ikke noget om i 1978. Han havde bare sparet sig selv lidt tid ved at sende en massemail afsted.

Det første net

Det er et klassisk greb inden for krigsførelse, at man for at nedbryde fjenden og opløse en nation skal fjerne deres historie og selvforståelse. Derfor er biblioteker altid blevet destrueret lige fra dengang i år 47 f.Kr., hvor Cæsar nedbrændte biblioteket i Alexandria, til 1992, hvor nationalbiblioteket i Sarajevo blev bombet af serberne.

Gary Thuerk – The Father of Spam

Gary Thuerk er optaget i Guinness Rekordbog, som afsenderen af verdens første elektroniske spam. I dag har han 188 kontakter på sin LinkedIn profil – væsentligt færre end de 400 personer, han i 1978 sendte sin spammail til.

I 1960’erne forsøgte forskningsafdelingen i det amerikanske forsvarsministerium at finde en løsning på, hvordan man kunne sende og modtage beskeder, der hverken kunne læses eller blive ødelagt af fjenden.

Det mest optimale ville være en elektronisk forsendelse, og i 1968 hyrede de firmaet Bolt, Beranek and Newman til at udvikle et elektronisk netværk, man kunne bruge til at sende beskeder.

Den nye opfindelse fik navnet Arpanet, og det blev hurtigt videreudviklet og udbredt. I 1973 blev nettet globalt, da det blev tilknyttet to europæiske lande, og tre år senere sendte den engelske Dronning Elizabeth II sin første mail via netværket.

Da Gary Thuerk i 1978 arbejdede for DEC i Californien og skulle skrive indbydelsen til kundedemonstrationen af de nyeste computermodeller, var Arpanet så almindeligt, at han havde over 400 kontakter, der var knyttet op på netværket. Udbredelsen af nettet havde med andre ord åbnet for muligheden for spam.

Farlig sci-fi fremtid

Digital Equipment Corporation blev stiftet i 1957, men i dag er navnet forholdsvis ukendt. I sin storhedstid udviklede det californiske computerfirma adskillige produkter, der var nytænkende og visionære, og som var med til at drive it-teknologi fremad.

For eksempel lancerede DEC i 1965 en såkaldt minicomputer på et tidspunkt, hvor de fleste computere var alt for store og dyre til, at almindelige firmaer og mindre forskningsteam havde råd til dem.

DEC identificerede og opdyrkede computermarkedet for mellemstore virksomheder, og det var der penge i. De kaldte det endnu ikke computere, med brugte forkortelsen PDP, som stod for Programmable Data Processor. Et udtryk, der skulle virke mindre skræmmende på kunderne, som måske stod over deres allerførste køb i en teknologisk industri, der stadig var i sin vorden, og hvor ordet ’computer’ stadig lugtede af farlig sci-fi fremtid.

Da Gary Thuerk i 1978 skulle skrive salgsfremstødet for den nye serie af DEC20-computere, var firmaet vokset betragteligt og havde ekspanderet med europæiske afdelinger. Nogle af deres produkter var udviklingsmæssigt længere fremme end konkurrenternes – blandt andet IBM, som senere skulle blive et af de store navne. DEC gled derimod langsomt ind i glemslen og blev opkøbt af Compaq i 1998.

The Father of Spam

Da Gary Thuerk havde trykket ’send’ den dag i 1978, vidste han ikke, at han havde gjort noget revolutionerende. Når it-sælgeren i senere interview er blevet konfronteret med sit øgenavn ’The Father of Spam’, er han heller ikke meget for at tage det til sig. Den aldrende it-mand argumenterer for, at det slet ikke var en spammail, men derimod e-marketing, han foretog sig. Gary Thuerk vil derfor gerne kaldes for ’The Father of E-marketing’.

Dengang kom reaktionerne på hans e-mail prompte. En del af kunderne var utilfredse med at modtage indbydelsen til kundedemonstrationen på den måde, og hans kolleger skældte ham ud. Men Gary Thuerk påpeger, at han også fik en del kunder til at møde op til præsentationen, og han hævder, at DEC omsatte for mere end 12 millioner dollar på DEC20-serien som resultat af hans kampagne.

41 år efter verdens første spammail blev sendt, er de uønskede beskeder hverdagskost for alle, der har en mailkonto. Nogle modtager mere end andre, og de indsigtsfulde er bedre til at undgå det. Måske er det derfor, Gary Thuerks e-mailadresse ikke er til at finde på nettet.

Gary Thuerk gider ikke modtage spam.

Hvor stammer spam fra?

I 1937 havde ejerne af den amerikanske madkonservesfabrik Hormel fået en lys idé til, hvordan de kunne profitere på de griseskuldre, som normalt udgjorde overskudskødet fra slagtedyret, når resten var lavet om til spiselige retter. Nu skulle det bruges til billig dåsemad til en depressionsramt, fattig befolkning. De manglede bare navnet, der skulle markedsføre produktet.

De udskrev derfor en konkurrence, hvor man kunne vinde 100 dollar, hvis man fandt på det produktnavn, som firmaet valgte at bruge. Et kvikt hoved foreslog ’Spam’, som en sammentrækning af ordene ’Spiced ham’.

De konserverede griseskuldre blev for alvor populære under Anden Verdenskrig, hvor spamdåserne blev en del af soldaternes feltrationer. 33 år efter, at det amerikanske firma havde lanceret griseskuldre på konserves som spam, brugte den engelske komikergruppe Monty Pythons Flying Cirkus ordet i en sketch og gjorde dermed begrebet til et popkulturelt fænomen, der skulle ende med at få sit helt eget liv.

I sketchen bliver dagens menu opremset for en kvindelig kunde på en café. Det viser sig, at der er spam i alle retterne – til kundens store utilfredshed, fordi hun ikke kan lide spam. Det er derfor, at ’spam’ i løbet af 1980'erne blev det ord, man brugte om uønskede e-mails: Det er den ingrediens, man bare ikke kan slippe for.

80 år med spam

1937
Amerikansk firma lancerer Spam, som er griseskulderkød på dåse.

1941
Pearl Harbor bliver angrebet, og amerikanerne går ind i Anden Verdenskrig. Soldaternes feltrationer består blandt andet af Spam.

1957
Digital Equipment Corporation bliver stiftet.

1970
Komikerne Michael Palin og Terry Jones skriver og indspiller en sketch om spam til tv-showet Monty Pythons Flying Circus.

1971
Verdens første e-mail bliver sendt på Arpanet af computer­programmøren Ray Tomlinson. Han sender mailen til sig selv.

1973
Norge og England bliver tilknyttet Arpanet, der nu er globalt. Man begynder at bruge termen ’internet’.

1978
Gary Thuerk sender en mail til cirka 400 modtagere på én gang og har dermed sendt en spammail.

1989
En britisk forsker, der er ansat på forskningslaboratoriet CERN i Schweiz, udvikler World Wide Web for at lette sit arbejde.

1991
CERN introducerer www til verden.

1997
Denne artikels journalist opretter en hotmail-konto og sender sin første e-mail fra en lånecomputer på et bibliotek. Noget går galt, og beskeden når aldrig frem.

1998
DEC bliver solgt til Compaq.

2019
Et estimeret bud på antal sendte e-mails, herunder spam, er 293 milliarder dagligt på verdensplan.


Læs også...

En gruppe IT-undervisere har lavet seks nye spil, der skal øge danskernes viden om cybersikkerhed. Spillene er et nyt og underholdende værktøj, der…

Forskere går sammen med erhvervslivet om et nyt center, der skal understøtte fabrikation af mikrochips i Danmark. Det nye center ligger på DTU, og det…

Som de fleste forhåbentlig ved, så må din arbejdsgiver ikke spørge ind til, hvad du fejler, når du melder dig syg. Men hvis du selv fortæller det,…

Et forsøg hos Google betyder, at fagforeninger ikke dukker op i en række brugeres søgeresultater. Situationen rejser kritik både på Christiansborg og…

Hver dag logger 100 millioner brugere ind på det sociale medie Threads. Mediet er en del af Meta, og det blev lanceret i 2023.

En ny form for IT-uddannelse åbner op for, at flere kan blive softwareingeniører. Næste år kan man nemlig søge ind på en trainee-uddannelse hos VIA…

Google tager syvmileskridt mod kvantecomputeren med chippen Willow, TikTok forurener ifølge undersøgelse mest af sociale medier – lige så meget som…

Hvordan er magthierarkiet i det danske tech-miljø? Det forsøger en ny analyse at give svaret på – og umiddelbart er det ikke tekniske profiler, der…

Nye principper skal sikre, at vi ikke lægger hele vores fremtid i hænderne på tech-giganterne. "Tech-giganterne har primært fokus på teknologiske…

Kommunerne har ikke ressourcer nok, når det gælder IT-sikkerhed, og derfor er de uhyre sårbare. Det viser en ny analyse, som ifølge professor i…