Snowden siger ja til at blive udstationeret på Hawaii. Der finder han sammen med tre mandlige it-nørder (forrest). Det er her, Snowden beslutter at stjæle data på bekostning af sin personlige frihed og sin kæreste. (Foto: Scanbox)
Historien er efterhånden ikke ny, men Edward Snowden er blevet et fænomen og udgangspunkt for heftige diskussioner om, hvorvidt han er en helt eller en forræder, og om han fortjener en benådning. Derfor er Stones film evigt aktuel.
Filmen starter på hotelværelset i Hongkong, hvor Snowden på flugt fra de amerikanske myndigheder informerer dokumentarfilminstruktøren Laura Pointras (Melissa Leo) og to journalister fra avisen The Guardian om, hvornår lækket skal ske. Der krydsklippes ofte gennem den 134 minutter lange film til scener mellem Snowden (Joseph Gordon Levitt) og kæresten, Lindsay Mills (Shailene Woodley). De ses i store flotte huse på udstationering på Hawaii og i Geneve og på tomandshånd i en irgrøn, frodig jungle. I den overdrevent kitschede afdeling har de sex foran laptoppen, uden at webkameraet er dækket med tape, og med solnedgangen i baggrunden, mens de krammer, og Lindsays lange hår svinger mod havets blinken.
Snowden er soldat, men må grundet et uheld droppe den fysisk hårde træning. Klassisk klip af soldater, der synger og arbejder sig gennem mudder, mens de under øvelsen bliver skældt ud af en overordnet, skærer det hele ud i Hollywood-pap. Snowdens kommentar er: ”Der er andre måder at tjene mit land på”.
De mest spændende scener viser Snowden på kode-arbejde og eksempelvis historien om, hvordan han får jobbet hos CIA. Havde tjenesten ikke været i nød for it-folk, var jobbet ikke gået til ham. Så efterretningstjenesten og hans kommende CIA-chef, Corbin O’Brian (Rhys Ifans), lukker frivilligt ulven ind.
Snowden viser sig snart at være lynende hurtig og præcis sammenlignet med sine it-kolleger i Special Forces, når der skal udføres opgaver. Hans tilgang er: ”Cool at have højeste sikkerhedsniveau”. De skarpe closeups, når skuespillerne taler, giver filmen et umiskendeligt storfilms-præg. Der er ikke meget overladt til seerens egen refleksion undervejs, også fordi scoret fylder meget. Det er ikke en stille film.
På dansk oversættes republikaner og demokrat til højre- og venstreorienteret. Snowden er af den førstnævnte politiske overbevisning og er ikke fan af Obama. Lindsey tilhører den anden fløj. Det oplever vi i scenerne, hvor de diskuterer præsidentvalget, der er i gang. Snowden bruger det meste af sit tankesæt på arbejdet og er ikke nok tilstede i den hjemlige luksushule. Snowden kan ikke andet, han er mere og mere drevet af at gøre noget ved alle de oplysninger om masseovervågning, han får via en meget åben ansat i NSA og X-KEY-programmet.
Han mener, at efterretningstjenesten overvåger og gemmer alt for mange data om borgere, lande og virksomheder overalt på kloden, og at det er ude af kontrol. Det bliver hans mission at handle, da han siger ja til at blive udstationeret på Hawaii. Der finder han sammen med tre mandlige it-nørder, der gerne deler ellers hemmelige information om USA's krigsstrategi, hemmelige overvågning og lignende. Det er her, Snowden beslutter at stjæle data på bekostning af sin personlige frihed og sin kæreste: “Jeg sagde op i dag. Stol på mig, det er en god ting”.
”Kan du virkelig spore en IP-adresse?” spørger han imponeret på første date med Lindsey, som han har chattet med på geek-mate.com. Trods filmens vinkel på det personlige portræt kommer vi aldrig helt tæt på Snowden, fordi de flotte scenarier faktisk ender med at distancere seeren. Det forbliver en kold affære, hvor det er Snowden, der sætter præmissen. Det er ikke undergravende journalistik, men en flot filmisk tour-de-force fra en mesterinstruktør. Blev jeg klogere på Snowden? Nej, men jeg blev opdateret på forløbet, fra han bliver CIA-ansat i 2004, til han giver data væk i 2013 til Pointras og Greenwald.
For it-aktivister og lignende er der ikke meget ny information at hente i filmen. Men baggrunden for Snowdens valg foldes fint ud med en forrygende flot filmpensel samt strygere og technotoner - om end en smule konformt i sin stil især i parforholdsscenerne, som er strukket til det yderste i sin cheesy form. Men masseovervågnings-emnet er stadig en diskussion værdig: ”Er jeg den eneste, der synes det er sindsygt?”, spørger Snowden og svaret er ”Nej”.
