”Jeg synes godt, at man kunne reklamere endnu mere med, at der rent faktisk er kvinder på studiet," siger Sara Statoua, der netop er startet på uddannelsen som datamatiker. Foto: Privat

KVINDER I IT

22-årige Sara: "Jeg drømmer om at arbejde med it-sikkerhed"

Sara Statoua er en af de nye elever på datamatikeruddannelsen i Aarhus. Hun glæder sig til at få fingrene i programmering og it-udvikling – også selvom det godt kan føles intimiderende at være kvinde i en mandsdomineret verden.


147 kvinder starter i år på en af landets datamatikeruddannelser – og 22-årige Sara Statoua er en af dem.

Hun var egentlig startet på jurastudiet, men her blev hun begravet i bøger og lange forelæsninger, og hun savnede at være kreativ og arbejde med hænderne.

”Jeg drømmer om at arbejde med it-sikkerhed. Jeg tænkte, at jeg skulle gøre det som jurist, men det blev alt for bogligt og teoretisk – nu kan jeg blive den person, som rent faktisk er med til at forebygge angreb,” siger Sara Statoua.

Fra en hobby til en uddannelse

Tech har i lang tid været på Sara Statouas radar. Hun har altid gamet, og it har været hendes hobby lige så længe, hun kan huske.

”Jeg bruger meget tid på at se videoer om tech og it-sikkerhed,” siger Sara Statoua og fortsætter:

”For eksempel da Crowdstirke-sagen kørte i sommeren og skabte et globalt it-nedbrud, synes jeg, at det var vildt spændende at se en masse videoer, der forklarer i dybden om, hvad der egentlig skete og alt det tekniske bag nedbruddet.”

Jeg må da indrømme, at det godt kan være lidt intimiderende at være så få kvinder og så mange mænd.

Trods sin store tech-interesse overvejede hun i mange år ikke en it-uddannelse. Hun tænkte, at det ville være for fyldt med alt for meget matematik – et fag, der ikke ligger øverst på listen over hendes yndlingsfag.

”Men jeg har fundet ud af, at datamatikeruddannelsen er meget mere end det. Det handler også om databaser, programmering og alt muligt andet,” siger Sara Statoua.

Hvor kan du blive datamatiker?


Uddannelsen som datamatiker er en erhvervsakademiuddannelse og kan derfor læses på landets erhvervsakademier – blandt andet på KEA i København, Professionshøjskolen UCN i Aalborg og Zealand i Næstved.

Datamatikeruddannelsen tager 2,5 år, og undervejs er der et praktikforløb på 3 måneder.

I løbet af uddannelsen lærer man blandt andet om programmering, systemudvikling, it-strategi og forretningsforståelse.

Ifølge PROSA’s lønstatistik er den gennemsnitlige startløn for en datamatiker 41.794 kr. om måneden i 2024.

Fem kvinder og 28 mænd

Sara Statoua er netop startet på Erhvervsakademi Aarhus, hvor der i år er optaget 68 elever på datamatikeruddannelsen. 53 af dem er mænd, mens 15 er kvinder.

Det betyder, at 22 pct. af de nye datamatikerstuderende er kvinder i Aarhus, og det er en smule mere end landsgennemsnittet, hvor andelen af kvinder blandt de nye studerende på datamatikeruddannelserne er 17 pct.

I Sara Statouas nye klasse er der fem kvinder og 28 mænd.

”Jeg må da indrømme, at det godt kan være lidt intimiderende at være så få kvinder og så mange mænd. Men det må jeg bare kæmpe mig igennem,” siger hun.

Spørger man Sara Statoua, synes hun, at det er ærgerligt, at der ikke er endnu flere kvinder i faget.

”Jeg synes godt, at man kunne reklamere endnu mere med, at der rent faktisk er kvinder på studiet. Det behøver ikke kun være nørdede gamer-typer, der sidder nede i en kælder. Det kan være så meget mere end det.”

Ifølge en opgørelse, som PROSA har lavet, er antallet af kvinder steget med 73 pct. de seneste ti år. Du kan læse mere om udviklingen her.


Læs også...

70 procent af danske virksomhederne bruger i dag AI-værktøjer - mod blot 44 procent i 2023.

Det viser en ny analyse fra Dansk Erhverv.

996 beskriver en ny trend, hvor især AI-kapløbet får arbejdsgivere til at kræve 72 timers arbejdsuge af deres ansatte. De skal være som olympiske…

Vinteren har budt på mange historier om udviklingen i tech. Særligt tre nyheder nåede rundt i de fleste vestlige landes medier - og de handlede alle…

35-årige Will Stronge er en af verdens førende forskere inden for kortere arbejdstid. Han ser en klar trend mod at forkorte arbejdsugen flere steder i…

Redaktørens indspark: Det kan betale sig at kæmpe - selv mod giganter og måske mod AI-hype. Spørg selv Nanna fra ITU, Jens fra O2Skole og Audrey fra…

Mistral er en fransk AI-startup, grundlagt i 2023, og blandt Europas mest værdifulde AI-virksomheder med en anslået værdi på omkring 14 milliarder…

OS2skole har løsningerne til at erstatte Microsoft og Google i danske grundskoler med open source-værktøjer som f.eks. tekstbehandlingsprogrammer,…

Nanna Inie forsker i, hvordan AI bliver hypet gennem et sprog, som passer techgiganterne bag fint, men ikke forholder sig til, hvad teknologien kan…

FOSDEM er mødestedet hvor 8.000 IT-folk med kærlighed til fri software hvert år samles i Bruxelles for at netværke, få inspiration, høre de nyeste…

PROSAbladet får kritik for manglende forelæggelse og redigering af citat.