Foto: Shutterstock

KVINDER I IT

Antallet af kvinder på it-uddannelse er steget med 73 procent på ti år

I 2015 blev der optaget 85 kvinder på landets datamatikeruddannelser. I år er tallet 147, og selvom kvinderne stadig er en minoritet på den tekniske uddannelse, er udviklingen et godt skridt i den rigtige retning, lyder det fra PROSA’s næstformand.


Hvis man er fluen på væggen i en tilfældig datamatikerklasse, er der stor sandsynlighed for, at størstedelen af eleverne er mænd.

Kvinder fylder forsvindende lidt på de tekniske it-uddannelser, men den gode nyhed er, at flere og flere kvinder starter på en af landets datamatikeruddannelser.

Det viser en ny opgørelse, PROSA har foretaget.

Konkret er 147 kvinder optaget på en datamatikeruddannelse i år, hvilket er 2 pct. mere end i 2023.

Hvis vi kigger ti år tilbage, var 85 af de nye datamatikerstuderende kvinder, og det vil altså sige, at antallet af kvinder er steget med knap 73 pct.

Udviklingen glæder Curt Kjærsgaard Raavig, der er næstformand i PROSA.

”Vi mangler kvinder i it-branchen, så derfor er det simpelthen så skønt og meget positivt, når vi kan se, at flere kvinder vælger at blive datamatikere. Mændene er stadig i overtal, men vi skal holde fast i, at de nye tal er en glædelig nyhed,” siger han.


PROSA: Diversitet er afgørende

Opgørelsen kigger på, hvor mange mænd og kvinder der bliver optaget på datamatikeruddannelserne, men tallene viser ikke, hvor mange der rent faktisk gennemfører studiet.

Når puljen af kvinder er større fra studiestart, er der dog også større sandsynlighed for, at vi får flere kvinder ud på it-arbejdsmarkedet – og det er afgørende, påpeger PROSA-formanden.

”Selvfølgelig giver en øget diversitet bedre produkter. It og digitalisering fylder også mere og mere i vores alles hverdag, og derfor skal løsningerne naturligvis også udvikles af både mænd og kvinder,” siger han.

Hvad gør erhvervsakademierne for at tiltrække og fastholde kvinder på datamatikeruddannelserne? PROSAbladet har spurgt skolerne, og du kan læse deres svar her. 

Hvorfor er diversitet vigtigt?


Hver femte it-specialist er en kvinde.

Det viste tal fra Eurostat i 2023, og dermed er det tydeligt, at kønsbalancen er helt skæv.

Vi hører igen og igen, at diversitet på arbejdsmarkedet og i it-branchen er vigtigt – men hvorfor egentlig?

Her er et par gode argumenter, som er bakket op af forskning:

  • Diversitet skaber bedre trivsel på arbejdspladsen
  • Diversitet bidrager til en øget innovation
  • Diversitet gør, at teams træffer bedre beslutninger
  • Diversitet øger den økonomiske bundlinje
  • Diversitet gør det nemmere at rekruttere og fastholde medarbejdere
     

Kilder: Dansk Industri, Great Place To Work

”Vi skal gøre mere”

Selvom tallene peger i en positiv retning, når det gælder diversitet blandt datamatikerne, er der fortsat langt flere mænd på uddannelsen.

I år er der optaget 719 mænd – mod 147 kvinder – på landets datamatikeruddannelser, hvilket svarer til, at 83 pct. af de nye studerende er mænd.

For ti år siden var fordelingen dog endnu mere skæv. Her var der 742 nye mandlige datamatikerstuderende, mens der var 85 kvindelige. Dermed var 90 pct. af de nye studerende mænd, og blot 10 pct. var kvinder.

”Det er positivt, at balancen mellem mænd og kvinder skrumper ind, men vi er stadig væk langt fra en ligelig fordeling,” siger Curt Kjærsgaard Raavig.

”Der er en masse gode initiativer i gang, der skal tiltrække flere kvinder til it-faget, men vi skal gøre mere. I PROSA mener vi, at vi skal sætte ind tidligt, og i folkeskolen skal teknologiforståelse på skemaet som et obligatorisk fag. Det vil være med til at sikre, at pigerne ikke bliver hægtet af, men får boostet deres nysgerrighed for tech.”

Hvor kan du blive datamatiker?


Uddannelsen som datamatiker er en erhvervsakademiuddannelse og kan derfor læses på landets erhvervsakademier – blandt andet på KEA i København, Professionshøjskolen UCN i Aalborg og Zealand i Roskilde.

Datamatikeruddannelsen tager 2,5 år, og undervejs er der et praktikforløb på 3 måneder.

I løbet af uddannelsen lærer man blandt andet om programmering, systemudvikling, it-strategi og forretningsforståelse.

Ifølge PROSA’s lønstatistik er den gennemsnitlige startløn for en datamatiker 41.794 kr. om måneden i 2024.

Næstformanden peger på, at det er et fælles ansvar, at flere piger og kvinder vælger en karriere i it-branchen.

”Skolerne, forældrene, virksomhederne, fagforeningerne og ikke mindst politikerne skal trække i arbejdstøjet, så vi kan sætte endnu mere skub på den udvikling, som heldigvis allerede er i gang.”

22-årige Sara Statoua er en af de kvinder, der i år er startet på en datamatikeruddannelse. I hendes nye klasse er der fem kvinder og 28 mænd. Læs hendes historie her.


Læs også...

Nettet er proppet til randen med websider, som kan hjælpe dig med det ene eller andet eller har så nørdet viden, at de med fordel kan besøges.

Unge tech-folk fortæller om deres håb og drømme for fremtiden. Danske virksomheder kigger mod et tysk eksporteventyr. Forfatter sætter spot på Kina og…

26-årige Francesca Tremulo rejste til Danmark fra Italien for tre år siden for at realisere drømmen om en fremtid i spilbranchen. Hun er uddannet…

Kinas tech fungerer og er udviklet i benhård konkurrence til at være bedst og billigst. Talentmassen er enorm, og der er prestige og attraktive…

Alberte Viendahl er 25 år og har læst multimediedesign på KEA. Hun er blevet vild med at kode og nørde, og nu vil hun gerne tage en top up-uddannelse…

Benjamin Elias Harris er 27 år, og han har gået på datamatikerlinjen på KEA. Han startede egentlig med at læse engelsk på Københavns Universitet, men…

28-årige Yousra Diab arbejdede i flere år som socialrådgiver, inden hun tog springet og startede på datamatikeruddannelsen. Det har været svært at…

26-årige Sophie Ankjær Andersen har læst multimediedesign på KEA. Hun drømmer om, at hun i fremtiden skal tage sit arbejde med til Bali og arbejde…

Helena Louise Pfeffer er 23 år og har læst multimediesign. Hun valgte uddannelsen, fordi hun godt kan lide at være kreativ, men i dag synes hun, at…

27-årige Malthe Bech-Larsen er netop blevet færdig som IT-teknolog. Han har altid været lidt bange for at skulle ud på arbejdsmarkedet, men nu har han…