Martin Amor har forladt it-branchen og bor nu på en farm i det nordlige Thailand. Foto: Vincenzo Floramo
Viborg, den 24. december 1983
Det er juleaften i villakvarteret i Viborg, hvor 8-årige Martin Amor bor sammen med sine forældre og sin lillesøster.
Inde i stuen står juletræet, og Martin sætter sig på gulvtæppet nede på stengulvet for at pakke en gave op. Den er kæmpestor.
Da han får åbnet låget på papkassen, kan han se noget af et tastatur.
– Neeej, jeg har fået en skrivemaskine, jubler Martin Amor.
1990’erne var for it-branchen, hvad 1960’erne var for sex, drugs and rock’n’roll. I stedet for guitarer og hash stod den på demoparties med pizza og cola.
I 1980’erne blev hjemmecomputeren for alvor udbredt, og i 1990’erne var de børn, der havde lært sig selv at programmere hjemme på værelset, klar til at rykke ind på et nyt jobmarked, som de videregående uddannelsessteder endnu ikke kunne levere nok kandidater til.
Du kunne blive direktør på baggrund af en gymnasieuddannelse, mens dine jævnaldrende stadig holdt fjumreår og arbejdede i Netto. Men det var også en generation, hvor mange sled sig op med alt meget arbejde under et evigt pres i en stærk konkurrencebetonet verden.
Han aner endnu ikke, hvad en computer er, men hans interesse bliver vakt den juleaften, da han for første gang forbinder sin spritnye Commodore 64 med fjernsynet og prøver at spille det spil, der følger med.
– Jeg kan huske, at vi sætter computeren til vores fjernsyn, som er sådan et lille 14 tommer fjernsyn, hvor jeg så spiller det her computerspil, som består af en grøn baggrund med en firkant, der skal forestille en BMX-cykel, og den kan man så køre fra side til side samtidig med, at man skal holde den inde på vejen, fortæller den i dag 44-årige Martin Amor.
Med i pakken til computeren var der også en bog, hvor man kunne læse om computerens programmeringssprog, der hed Basic.
– I den bog var der et program, man kunne taste ind. Når man så trykkede 'Enter', var der en lille pixelleret ballon, der kørte rundt på skærmen. Og jeg tænkte ’wow’, det her har jeg fået computeren til at vise på skærmen. Det var et aha-øjeblik, fortæller Martin Amor.
Interessen for computeren blev altoverskyggende i hans børne- og teenageår. Han lærte sig selv at programmere og blev hele tiden mere raffineret.
I teenageårene deltog han i demoparties og fik en masse kontakter til andre unge med samme interesse – men også til firmaer, der havde interesse i autodidakte it-kyndige som ham selv.
Den computer, der var en uventet gave under juletræet i 1983, skulle vise sig at blive adgangsbilletten til et voksenliv med en drømmekarriere inden for spiludvikling.
Falkoner Allé nr. 16, 1994
Lemmen i gulvet inde i Martin Thorborgs butik CyberCom fører ned til et lavloftet kælderlokale. Der er ingen vinduer eller udluftning – kun en blæser på loftslemmen, der skal sørge for, at varmen ikke bliver alt for ulidelig. Nede i kælderen driver han virksomheden Cybernet, som er Danmarks første kommercielle internetudbyder.
Martin Thorborg kan lige med nød og næppe stå oprejst, når han er i kælderen, men programmøren Andreas, der er højere, må sidde på en kontorstol, han kan skubbe sig rundt på. Ved endevæggen står en IKEA-reol med modems og computere. Gulvet er dækket af sorte plasticposer fyldt med affald fra McDonald’s. De unge internetentusiaster får stort set alle deres måltider fra fastfoodrestauranten.
– Man skulle helst lade være med at sparke til poserne, for så fløj bananfluerne ud af dem, og så var det ulækkert i nogle minutter, indtil de fløj tilbage til poserne igen, fortæller Martin Thorborg om tiden med sin første it-virksomhed.
– Arbejdstilsynet ville have haft en fest. Der var ingen nødudgange og ingen udluftning andet end loftslemmen. En brand dernede ville have betydet den sikre død, siger han med antydningen af et smil i stemmen.
Man skulle helst lade være med at sparke til poserne, for så fløj bananfluerne ud af dem, og så var det ulækkert i nogle minutter, indtil de fløj tilbage til poserne igen
Da Martin Thorborg var 10 år gammel, købte han sin første computer brugt fra en klassekammerat, der havde en Commodore VIC-20 til salg.
– Jeg brugte den til at spille spil og til at programmere noget Basic, uden at jeg havde den store flair for det, vil jeg sige. Jeg lavede et næsten færdigt yatzy-program, hvor jeg kunne få terningerne til at slå, men jeg fik det aldrig til at blive helt formfuldt, fortæller den i dag 49-årige serieiværksætter.
Han opdagede hurtigt, at hans interesse for computere ikke bestod i selv at sidde at programmere, men mere i at bruge de muligheder som computere og ny teknologi førte med sig.
Det var det, der fik ham til at åbne butikken på Falkoner Allé, hvor de solgte computerspil i overetagen og i kælderen solgte discs, der skulle hjælpe de kunder, der ikke havde forstand på it, til at køre de spil og de programmer, de købte.
Det var i tiden på Falkoner Allé nr. 16, at Martin Thorborg fik øjnene op for de mange muligheder, der fulgte med internettets udbredelse.
– Jeg kan huske første gang, jeg fik sendt en e-mail til Australien, hvor den blev modtaget kun 12 timer efter, og inden for 24 timer fik jeg svar tilbage. Fra Australien! Det var så berusende. Jeg tænkte ’hold da kæft, det kan altså noget det her’.
Bare to år senere så Martin Thorborgs dagligdag ganske anderledes ud. Efterspørgslen på søgemuligheder til internettets websider havde fået ham til at stifte søgeportalen Jubii sammen med to kammerater.
Som firma skulle Jubii blive prototypen på 1990'ernes it-virksomhed med unge mennesker, der knoklede i døgndrift – høje på branchens uendelige muligheder, bordfodboldturneringer i fællesrummet og udsigten til de store fortjenester, der blev høstet, inden dot.com-boblen sprang.
Gl. Banegårdsvej i Middelfart, 1995
Martin Amor giver sig til at løbe.
Han kan se, at bussen, der er fyldt med alle hans klassekammerater fra gymnasiet, er nået til hans eget hjem på den klassiske studenterkøretur.
Han løber for at nå hen og låse op for dem, så han kan traktere dem med trefarvet is og vodka, hvilket han hastigt stiller frem inde i stuen.
Jeg fik samlet et hold omkring det og blev bedt af ledelsen om at være leadprogrammør på projektet, hvilket jeg sagde ja til. Da var jeg 20 år gammel
Mens Martin Amors klassekammerater har kørt rundt i Middelfart og omegn og drukket sig fulde og spist pindemadder, har han været til jobsamtale i Oslo hos spiludviklingsfirmaet Funcom, der på det tidspunkt blandt andet laver spil til Super Nintendo og Playstation.
I 1995 er Funcom et af de helt store spilfirmaer i Norden, og flere af Martin Amors venner fra demomiljøet arbejder allerede for firmaet i Norge.
Martin Amor har fået kontakt til Funcom ved et demoparty i december måned året før, og det norske firma har siden blot ventet på, at den unge computerekspert blev færdig med skolen.
Martin Thorborg
”Det fede ved it-branchen er, at den har frigjort mig fra tid og sted. Det har givet en frihed, som ingen generationer har haft før os. Tidligere har al form for arbejde foregået et bestemt sted på et bestemt tidspunkt, men det har it-branchen endegyldigt gjort op med”.
”Det værste er, at det er svært at give slip, netop fordi man kan være til stede 24 timer i døgnet. Det er en kamp, alle har i dag. Min telefon har været på lydløs i de sidste 20 år, men jeg er stadig en slave af det, fordi jeg synes, det er så spændende. It-branchen er en tohovedet drage, der både kan give dig den totale frihed og overtage og styre dit liv”.
Martin Amor
”Det bedste ved it-branchen er at arbejde med sindssygt intelligente, kreative og motiverede folk. Det er noget af det, jeg savner stadigvæk: At være en del af et team, hvor vi laver nogle ting, der er cutting edge. Noget, der aldrig har været lavet før. Det er primært det, jeg har lavet: Noget, der aldrig har været gjort før”.
”Det værste er hvor meget pres, vi bliver sat under. Fordi vi er drevet af vores passion, er vi lette at presse. Der er hårde deadlines og stress og jag”.
Et halvt år senere, den 6. januar 1996, flytter Martin Amor til den norske hovedstad.
– Jeg var 20 år og blev ansat som programmør til at lave et shoot-em-up computerspil. Jeg fik en meget lille løn til at starte med. Men allerede efter nogle måneder blev beløbet sat op, fortæller han.
Det første computerspilprojekt blev hurtigt lagt ned igen, og Martin Amor blev i stedet sat til at researche mulighederne for at lave et multiplayerspil på internettet, der stadig var i sin spæde vorden.
– Projektet blev hurtigt kæmpestort. Jeg fik samlet et hold omkring det og blev bedt af ledelsen om at være leadprogrammør på projektet, hvilket jeg sagde ja til. Da var jeg 20 år gammel, fortæller spiludvikleren.
– Det er et af de mest skelsættende øjeblikke i mit liv, at jeg så tidligt tog en rolle, der både var en teknisk rolle og indeholdt personaleansvar. Det har været trendsættende for hele min karriere, at jeg altid har haft supertekniske roller samtidig med, at jeg skulle lede et hold af ansatte, forklarer Martin Amor.
Multiplayerspillet ender med at tage fem år at færdiggøre og koster 20 millioner dollar.
Martin Amor erfarer hurtigt, at med store evner følger et stort ansvar.
– Da jeg var 24 år gammel, hiver direktøren for firmaet mig ind på hans kontor og siger: ’Martin, hele firmaets fremtid afhænger af dig. Der er 120 mennesker, hvis job og liv afhænger af, at du får lavet det her spil’. Det var et ekstremt pres at lægge på en ung fyr, siger Martin Amor.
Da spillet er færdigt, er han udbrændt.
Efter seks år hos Funcom i Norge vender han næsen hjem til Danmark med henblik på at starte sit eget firma og arbejde noget mindre.
Det fine fortsæt om et enklere liv varer dog kun et år, inden han lander endnu et drømmejob for en spilentusiast: Jobbet som leadprogrammør på Hitman III hos IO Interactive.
Jubiis hovedkvarter i Carlsberg Silo, 1998
Jubiis Hovedkvarter i Carlsberg Siloen i København er senhalvfemsernes våde drøm om en ung it-arbejdsplads.
Der er bordfodbold og flippermaskiner, og der er senge, man kan smide sig i, når man bliver træt. De unge ansatte, hvoraf de fleste er mænd i midten af tyverne, bliver trakteret med både morgenmad, frokost og aftensmad på arbejdspladsen.
De behøver nærmest aldrig at tage hjem, og mange af dem gør det heller ikke særlig tit.
– Jeg vil vove at påstå, at det var os, der indførte den mere legende måde at drive virksomhed på, dels fordi vi fik inspiration fra USA, dels af nød i den forstand, at der var headhuntere, der ringede til vores medarbejdere tre gange om dagen, da dot.com-eventyret begyndte at tage fart i 1997-98, fortæller Martin Thorborg.
I stedet for at give folk mere i løn, hvilket vi ikke havde råd til, gav vi dem bordfodbold, bordtennis, flippermaskiner og fed frokost
Selvom Jubii er en fremadstormende it-virksomhed, der har lanceret den første danske søgemaskine, der skal konkurrere med sider som Yahoo, kan de ikke konkurrere med den løn, som headhunterne lokker med.
Derfor må de lokke med noget andet.
– I stedet for at give folk mere i løn, hvilket vi ikke havde råd til, gav vi dem bordfodbold, bordtennis, flippermaskiner og fed frokost. I dag kan jeg korse mig over det, men dengang fandt jeg ud af, at det var skide smart at servere morgenmad, for så kommer folk tidligere, og så serverer vi også aftensmad, for så gider de ikke gå hjem, og vi får meget mere ud af dem. Det var meget naivt og meget velment på flere måder, for mine medarbejdere elskede det. Problemet var bare, at flere af dem brændte ud og gik ned med stress, fortæller Jubii-grundlæggeren i dag.
Da det begyndte at gå nedad for den overophedede it-branche i slutningen af 1990’erne, var det ikke kun en lærestreg i forhold til, hvad branchen kunne bære rent økonomisk. Det havde også menneskelige konsekvenser.
Livsstilen, hvor man sidder foran skærmen 10-12 timer hver dag i et storrum med alle de andre unge it-talenter, der tog stormskridt i udviklingen og udvindingen af internettets mange muligheder, betød også, at der var en generation af unge computergenier, der brændte ud i en alder, hvor de normalt dårligt nok ville være nået ud på arbejdsmarkedet, hvis de havde læst videre.
Begge dele blev en lærestreg for Martin Thorborg, der sammen med de to andre stiftere af Jubii i 2001 solgte firmaet for 130 millioner kroner til hver. Pengene blev udbetalt i aktier, men i de tre måneder, der gik, fra salget var gennemført, til sælgerne ifølge bindingsperioden måtte omsætte aktier til penge, bristede it-boblen for alvor. I perioden mistede Martin Thorborg til tider adskillige millioner om dagen på aktierne.
Da han senere startede nye virksomheder op, havde han en ny tilgang til både penge og den måde, han behandlede sin ansatte på.
IO Interactive, København 2008
Den skaldede mand er fanget midt i en bevægelse. Han har en pistol i hver hånd, og han er ved at dreje sig bagud. Hans røde power tie blafrer i vinden, reversen på den sorte cottoncoat står lige op i vejret. Selv folk, der ikke spiller computerspil, vil højst sandsynligt genkende manden på billedet som Hitman – lejemorderkarakteren Agent 47 fra Danmarks største computerspilsucces.
Billedet, hvor han drejer sig, er reklame for Hitman Absolution, det femte spil i rækken.
– I 2008 blev jeg spurgt, om jeg ikke ville tage over på Hitman Absolution som teknisk producer for at få spillet på ret kurs, og samtidigt blev jeg spurgt, om jeg ikke kunne tage ansvaret for hele vores teknologiafdeling. Forinden havde vores daværende tekniske direktør sagt op, og jeg fik overdraget hans ansvar. Jeg havde i den efterfølgende periode to roller: Jeg var teknisk producer på Hitman Absolution og teknisk direktør med ansvar for vores techudvikling inklusiv alt personaleansvar for vores programmører, fortæller Martin Amor.
Han var blevet ansat i IO Interactive i 2003, blot et år efter han var vendt hjem fra Norge. På det tidspunkt var firmaet stadig ungt, men udviklingen gik rasende stærkt.
Lige som i sin ansættelse hos det norske firma Funcom avancerede Martin Amor hurtigt til tungere og større stillinger, mens han arbejdede på Hitman 3 og 4. Og lige som i Norge kunne han igen mærke, hvordan det store arbejdspres og forventningerne påvirkede ham.
Året før arbejdet på Hitman Absolution gik i gang, havde han først taget en mindre orlov og siden lavet et børnecomputerspil, men det var svært at sige nej til stillingen som teknisk direktør. For folk uden for branchen er det måske svært at forstå, hvor betydningsfuld en stilling, det var.
– Jeg har lavet computerspil, der er blevet spillet af millioner af mennesker over hele verden. Der blev lavet to Hollywoodfilm ud af de her spil, forklarer Martin Amor.
– Det sidste Hitmanspil, jeg var med til, var vi over 150 mennesker om at lave. Det tog fem år og endte med at være det dyreste computerspil lavet i Danmark. Vi hyrede mange af skuespillerne fra den tv-serie, der hed ’Lost’ til at lave motion capture til spillet. Bare for at sige, hvor stort det egentlig er.
Det var faktisk min læge, der sagde, at jeg skulle holde op med at arbejde
Da Martin Amor havde haft stillingen som teknisk direktør i tre år, gik han ned med stress. I et forsøg på at drosle ned på arbejdet fik han derfor et job som producer, men det var ikke nok.
– Det var faktisk min læge, der sagde, at jeg skulle holde op med at arbejde. Jeg havde utrolig dårlig samvittighed over det, og jeg havde svært ved at se mig selv som en person, der ikke kunne klare alt, fortæller den i dag 44-årige Martin Amor.
Han sygemeldte sig i 2011 og sagde endeligt op i juni 2012. Samme måned købte han en enkeltbillet til Bangkok.
Rude Skov ved Holte, 2004
Det er tidlig morgen i Rude Skov. Martin Thorborg løber afsted med babyjoggeren, hvor hans lille datter ligger. Det gør han hver morgen, når hans kone er taget af sted på arbejde.
Datteren blev født året før i 2003, og hendes ankomst til verden ændrede Martin Thorborgs arbejdsliv fra den ene dag til den anden.
– Jeg holdt op med at rejse til udlandet på forretningsrejser, og jeg kom aldrig senere hjem end klokken 17. Jeg prøver ikke at tegne et billede af en far, der køber en Christianiacykel, men jeg tegner et billede af en erhvervsmand, der plejede at arbejde 75 timer om ugen, og som gik ned til at arbejde 40 timer om ugen fra den ene dag til den anden. Det var en stor omvæltning, fortæller han.
Siden Martin Thorborg solgte Jubii og næsten mistede alle sine penge, har han startet en række nye virksomheder op. I dag er han administrerende direktør i firmaet Dinero, som han selv startede i 2013 og siden solgte videre til it-koncernen Visma i 2016.
I dag har han et helt andet syn på sit arbejde og på at være leder, end han havde i slutningen af 1990’erne, hvor tingene gik stærkt i it-branchen.
– Dengang holdt jeg ledelsesforedrag for måbende erhvervsfolk om, hvordan vi havde bygget senge ind på kontorerne, så folk bare kunne lægge sig til at sove. Alle mulige frygtelige ting, jeg i dag ikke er stolt af. Men når du er 23 og ikke har nogen uddannelse, hvordan fuck skal du så vide, at du kan motivere folk halvt ihjel, spørger han.
Martin Thorborg holder stadig foredrag om ledelse.
Det er bare nogle helt andre pointer, han kommer med.
– Når jeg holder ledelsesforedrag i dag, står det i skærende kontrast til dem, jeg holdt dengang. Det, jeg lægger mest vægt på, er, at efter 37 timer, så skal folk sparkes ud. Der bliver ikke monteret senge på mine kontorer i dag. Det kan jeg godt love dig for.
Mae Hong Song-provinsen i Thailand, 2019
Martin Amor bruger ikke vækkeur. Det har han ikke gjort i flere år. Når han vågner, starter han dagen med at meditere i 20 minutter på sin lille farm i det nordvestlige Thailand. Han bor uden for en lille landsby, og for at komme til den nærmeste storby skal han køre tre timer gennem bjergene.
Der er 762 sving undervejs.
– Jeg har taget det her kæmpe spring, hvor jeg bor in the middle of nowhere og har udsigt over bjergene. Jeg bor på en 8000 kvadratmeter stor grund, hvor jeg dyrker grøntsager. Lige nu har jeg masser af agurker og longbeans og græskar. Masser af bananer og dragefrugter og papaya. Jeg har lige haft tre måneder med avocadoer, der faldt ned fra træerne hver dag, og som jeg har spist, fortæller Martin Amor.
Hans liv foran computeren er skiftet ud med livet som hobbyfarmer, hvor hverdagen går med at plante afgrøder og finde ud af, hvordan han kan omsætte frugterne og grøntsagerne til lækre opskrifter i sit køkken.
Det år, han tog ud af kalenderen i 2012, blev til mere end ét.
Martin Amor har boet i Thailand lige siden.
– Da jeg stoppede, var der tre ansatte, der overtog mit arbejde. Det siger noget om, hvor meget jeg egentligt lavede, fortæller han.
I 2016 faldt Martin Amor for fristelsen og startede et nyt it-firma op, men han kunne hurtigt mærke, hvordan han faldt tilbage i gamle vaner med at arbejde alt for meget og stille for høje forventninger til sig selv og andre. Han overdrog derfor firmaet til investoren for igen at hellige sig en hverdag, der er så anderledes fra hans tidligere liv, som det næsten kan blive.
Han lever af sin opsparing og lidt forefaldende konsulentarbejde.
Hans internetforbindelse er overraskende god i betragtning af, hvor afsondret han lever, men i lang tid har han næsten ikke brugt computeren.
– Det sidste år har jeg haft brug for at komme helt væk fra computeren, men jeg har faktisk lige nu fået lyst igen. Jeg kunne godt tænke mig at begynde at programmere på Commodore 64 igen. Så det tror jeg, jeg gør.
1982
Computeren Commodore 64 kommer på gaden. Den bliver hurtigt udbredt til almindelige danske hjem, blandt andet fordi man kan spille computerspil på den. I løbet af 1980'erne bliver det mere og mere almindeligt, at folk har en hjemmecomputer.
1990
Den 7. september har underholdningsprogrammet Eleva2ren for første gang skærmtrolden Hugo med i en udsendelse. Den danske spiludvikler Ivan Sølveson tjener kassen på spilfiguren, der når at optræde på tv i 43 lande.
1994
Martin Thorborg åbner butikken CyberCom på Frederiksberg, hvor han sælger nye og brugte computerspil. I kælderen driver han internetudbyderen Cybernet.
1995
Playstation kommer på markedet. Den nye teknologi øger Martin Amors lyst til at arbejde med at udvikle computerspil.
1999
Alle frygter nytårsnat 2YK, da alle computere vil gå ned ved årsskiftet. Der sker absolut ingenting.
2000
Computermagasinet Edge bringer en lang artikel om spillet Anarchy Online, som Martin Amor har været med til at producere. Samtidig brister dot.com-boblen for alvor, og en masse it-virksomheder krakker.
2003
Martin Amor bliver ansat som leadprogrammør på Hitman III hos IO Interactive. Samme år bliver Martin Thorborg far for første gang. Det får ham til at sætte arbejdstempoet ned.
2008
Martin Amor bliver teknisk direktør for IO Interactive, mens Danmarks hidtil dyreste computerspil Hitman Absolution bliver til. Fire år efter siger han op og køber en enkeltbillet til Thailand.
2013
Martin Thorborg udvikler regnskabsprogrammet Dinero. Tre år senere sælger han firmaet til Visma.
2019
Martin Amor planter over 150 træer på sin grund i forsøget på at skabe en Food Forest.
Andre kilder: Computerworld, 'Iværksætter til jeg dør' af Martin Thorborg, TV2 Underholdning samt interview med Martin Amor og Martin Thorborg.
