Foto: PROSA

Er TikTok andet end dansevideoer?

JA, siger Isak, Amanda, Lea, Martha og Hannibal. De er mellem 16-26 år og bruger dagligt flere timer på at scrolle gennem de sociale medier for at finde jobs, se nyheder og holde kontakt med venner. Men hvor shiner SoMe, og hvad er bagsiden?

Mine venner og jeg får vores nyheder fra Tiktok

… Siger 18-årige Amanda Friborg, der netop er blevet student fra Nørre G.

” Der er mange unge, som ikke tjekker de traditionelle nyhedsmedier, men får deres nyheder fra sociale medier som TikTok. Det synes jeg egentlig er fint, men man skal huske også at være kildekritisk”, siger Amanda, der ofte dobbelttjekker, hvis hun får en kontroversiel video i sit feed. Hun er dog ikke sikker på, at alle hendes venner gør det samme, for det kan være svært at skelne mellem falskt og ægte indhold.

”Udfordringen er selvfølgelig de her algoritmer, som målretter indholdet ude fra brugerens interesser, så hvis man er rigtig interesseret i præsidentvalget og kagebagning, så kan man risikere kun at få indhold om dét. Og så er der selvfølgelig også en masse fake news, som nogle gange kan være svært at gennemskue”, siger hun og henviser til Coronaepidemien, hvor en Corona-benægter havde taget en lægekittel på og fortalte, hvorfor man ikke skulle lade sig vaccinere.

 

Der er mange unge, som ikke tjekker de traditionelle nyhedsmedier, men får deres nyheder fra sociale medier som TikTok. Det synes jeg egentlig er fint
- Amanda Friborg

Tik Tok

Kritik og kreativitet

På den kinesiske app TikTok kan du finde alt fra dansevideoer til nyheder og madopskrifter. Mediet er en legende og dynamisk platform, som udelukkende består af de videoer, som brugerne uploader, som havner i en uendelig rullefunktion. En undersøgelse fra Wilke viser, at 63% af danske unge i alderen 15-19 år bruger platformen.

App’en har flere gange været i modvind og er blevet kritiseret for at dele brugernes data med kinesiske myndigheder. Derfor har EU Kommissionen forbudt sine ansatte at have app’en installeret på sine telefoner, og de danske folketingspolitikere er blevet rådet til at slette den.
Til trods for det er TikTok i vækst og bliver ved med at udvide med nye værktøjer og forbedre sin algoritmer.

Selv er hun primært optaget af klimaforandringer og politik:
”På et tidspunkt så jeg en video fra krigen i Gaza, hvor de opfordrede til at dele og like videoen, for så ville de få nogle penge. Så det gjorde jeg. Jeg kan godt lide, at man kan holde sig orienteret om verdens brændpunkter, og at jeg kan være med til at sprede nogle politiske budskaber,” siger hun.

”Alle politikerne selvfølgelig også på TikTok, for de ved, at det er her, de unge er. Det er jo også en af grundene til, at Alex Vanopslagh klarede det så godt til sidste valg. Men nogle gange bliver det lidt mærkeligt – det er som om, at de prøver lidt for meget på at være ung med de unge,” siger hun.

 

Hvis man ikke er på Snapchat, er det svært at være en del af fællesskabet

 

Sådan siger Hannibal på 16 år, som går i 9. klasse. 

”Det er her, jeg kommer i kontakt med mine venner. Jeg kan se, at de sidste 10 dage har jeg haft en gennemsnitlig skærmtid på 4,5 timer, og det meste er på Snapchat.” siger han og fortæller, at hvis man ikke er på mediet, er det svært at være en del af fællesskabet.

Hannibal har været aktiv på sociale medier, siden han gik i 6. klasse og bruger især Snapchat og TikTok til at slappe af. Men selvom undersøgelser viser, at de sociale medier kan påvirke unges relationer negativt, oplever Hannibal, at hans klasse også har et stærkt fællesskab uden for skærmene, hvor de blandt andet mødes til fodbold.

Til gengæld har han en opfordring til de voksne: ”De voksne har så travlt med at fortælle, at vi skal skære ned på vores skærmforbrug – men ofte sidder de jo selv og scroller og bruger rigtig meget tid på deres mobiler. Det er lidt dobbeltmoralsk, for det skal jo gå begge veje,” siger han. 

 

Lea har knap 40.000 følgere på Instagram

Søstrene Lea Othmar Haskiel på 25 år og Martha Othmar Haskiel på 26 år bruger gerne 5-6 timer om dagen på TikTok, Instagram og Snapchat. ”Den en ene video har det med at tage den anden, man bliver meget afhængig af det” siger Lea, der til daglig studerer på RUC.

Ved siden af studiet er hun influencer og har knap 40.000 følgere på sin Instagramprofil. Her deler hun alt fra mode til hverdagshistorier og får af og til indtægter gennem samarbejdsaftaler med virksomheder. På sine profiler oplever hun en meget aggressiv tone – navnlig på TikTok:

” Brugerne gemmer sig bag anonyme profiler og skriver virkelig mange grimme ting. Jeg kan håndtere det fordi jeg har været mange år i branchen, men det gør mig bekymret for den fremtidige generation. Jeg har set børn helt ned til 4 år på platformen, og jeg håber virkelig, at forældrene kigger dem over skulderen og holder øje med, hvad der sker derinde”, siger hun.
 

Brugerne gemmer sig bag anonyme profiler og skriver virkelig mange grimme ting. Jeg har set børn helt ned til 4 år på platformen, og jeg håber virkelig, at forældrene kigger dem over skulderen og holder øje med, hvad der sker derinde
- Lea Othmar Haskiel

Martha har brugt sociale medier i sin jobsøgning

Martha er nyuddannet og har blandt andet brugt de sociale medier i sin jobsøgning - primært på LinkedIn men også Tiktok:

”På et tidspunkt lagde jeg en video ud på Tiktok om, hvordan det er at være på dagpenge. Den gik viralt og fik omkring 100.000 visninger og 300 kommentarer. Jeg synes det er helt vildt, at man kan nå så bredt ud”, fortæller Martha

Hun fortæller, at hun efterfølgende ville slette videoen igen, men på grund af TikTok’s politikker, kunne den ikke fjernes.

”I forbindelse med min jobsøgning har jeg Googlet mig selv for at se, hvad en potentiel arbejdsgiver ville kunne grave frem. Jeg fandt mange billeder og videoer, som jeg har postet for flere år tilbage og ikke kan fjerne. Man tænker, at Tiktok og Instagram er uskyldigt, men faktum er, at man aldrig rigtig kan slette det, når det først er på nettet. Jeg er sur over, at de bruger mine data”, siger Martha, der er blevet mere kritisk over, hvad hun deler på nettet.

Snapchat

På Snapchat handler det om at ”snappe” øjeblikket med sine venner. Det gøres ved at sende billeder eller videoer, som automatisk slettes, efter de er blevet set. Tjenesten er interaktiv og legende med filtre og spil, hvor man helst skal slå vennernes ”snapscore” – altså antallet af snaps, der sendes på en dag.

En undersøgelse fra Børns Vilkår viser, at 73 procent af danske børn i alderen 9-17 år bruger Snapchat, selvom den officielle aldersgrænse er 13 år. For den generelle danske befolkning har 45% en profil.

Selvom Snapchat promoverer privatliv ved at lade beskeder forsvinde, er det stadig muligt at tage skærmbilleder, hvilket kan føre til deling af private billeder uden samtykke. Derudover er Snapchat blevet kritiseret for at indsamle data. Blandt andet ved den indbyggede funktion "Snap Map," som viser brugernes realtidsplacering.

I år lancerede Snapchat chatbotten ”My Ai”, som er bygget på kunstig intelligens og som udvikler sprog og adfærd, der er tilpasset den enkelte bruger. Denne er blevet kritiseret for at høste data fra brugerne, som virksomhederne kan bruge til målrettet annoncering.

På et tidspunkt lagde jeg en video ud på Tiktok om, hvordan det er at være på dagpenge. Den gik viralt og fik omkring 100.000 visninger og 300 kommentarer.
- Martha Othmar Haskiel

 

Dine data havner hos den kinesiske regering 

… Siger 20-årige Isak Juhl Nielsen, der bevidst har valgt ikke at have en profil på hverken Snapchat, Instagram eller Tiktok.

”Jeg stoler ikke på Tiktok, for jeg har en idé om, at de samler voldsomme mængder data, som havner hos den kinesiske regering”, siger han og understreger, at han altid har været lidt af en regelrytter.

Til gengæld har han ’en tvungen Facebook-profil’, hvor han tjekker beskeder fra studiegruppen på Datalogi, og han klikker gerne ind på LinkedIn et par gange om dagen.

Instagram

Instagram er den moderne version af fotoalbummet. Her deler brugerne billeder og videoer, som kan redigeres og forskønnes med filtre. Billederne deles på brugernes profiler eller som stories, der forsvinder efter 24 timer.

Ifølge Danmarks Statistik har 56 % af danskerne en Instagram-profil, og 90% af unge mellem 12-18 år har installeret app’en. På grund af de mange filtre, kritiseres Instagram for at fremme urealistiske skønhedsidealer. Derudover bliver platformen kritiseret for at indsamle store mængder data om brugernes aktiviteter, lokationer og interesser til annoncering.

Instagram er i familie med Facebook, der begge ejes af Meta. Virksomheden har for nyligt investeret i augmented reality (AR), som fremover også vil give interaktive oplevelser for brugerne på begge platforme.

Overvej om det er nødvendigt, og om det er det værd i forhold til den data, som I sælger.
- Isak Juhl Nielsen

”Egentlig tror jeg også, at LinkedIn hugger data med arme og ben ligesom de andre tech-giganter, men af en eller anden grund er jeg mindre kritisk her. For her kan jeg både profilere mig selv på jobmarkedet, læse artikler og holde mig opdateret i, hvad der rør sig i it-branchen”, siger han.

Og til alle dem, som skulle overveje at oprette en ny profil på sociale medier, har han ét råd: ”Overvej om det er nødvendigt, og om det er det værd i forhold til den data, som I sælger.”

Læs også: Vi skal have stærkere regulering af sociale medier (prosa.dk)
Læs også: Prosabladet: Sender du et billede af dig selv? Snapchat høster data fra børn og unge
 


Læs også...

AI vil påvirke voldsomt mange arbejdsopgaver og måden at arbejde på. En stor mængde unge risikerer at ramme arbejdsmarkedet i hård konkurrence med en…

I takt med tiden: PROSA har fået nyt logo og nyt payoff/slogan. Der er tale om en modernisering, som skal signalere endnu tættere bånd til det, som…

Vi skal fokusere meget mere på det, som italieneren Mario Draghi sagde i september 2024. Det mener Stephen Alstrup, der er professor på Datalogisk…

Erhvervsakademierne har fået godkendt en ny professionsbachelor i cybersikkerhed. Det vækker glæde hos IT-fagforeningen PROSA – også selvom den nye…

Marcus, Lucas, Karl-Emil og Arthur startede for et lille år siden virksomheden Spaak, som ved hjælp af AI-modellem Hamilton samler et 360 overblik…

Hvad var vildest i 2024, og hvad skal vi se frem til i 2025? Året er ved at rinde ud, og vi spurgt Rasmus Theilsø Madsen, der er Head of Strategy hos…

DRENGESTREGER: Fire 21-årige iværksættere og deres endnu yngre ansatte har succes med AI-modellen Hamilton, som laver politisk konsulentarbejde. De…

Året er ved at rinde ud, og vi kigger tilbage på op- og nedture i 2024. I denne omgang spørger vi Natasha Friis Saxberg, der er adm. direktør i…

I dag er omkring 80 pct. af alle AI-udviklere mænd, og det er en skævhed, der skal ændres, mener Natasha Norsker. Rollemodeller, kvindelige…

Alle – også IT-folk – har et ansvar i den grønne omstilling, og en ny bog vil sætte fokus på, hvad du helt konkret kan gøre for at sikre, at dit…