Foto: Reto Moto

"Det kom som et bragende chok"

– Vi kommer ikke til at køre videre, som om ingenting var hændt. Det er nødvendigt, at der sker ændringer, hvis de vil sikre sig, at vi bliver.

Så klar er meldingen fra 39-årige Rune Speich, der i efteråret følte, at hans arbejdsplads gennem otte år faldt tungt mod afgrunden.

Næsten halvdelen af hans kolleger i computerspilvirksomheden Reto Moto er i dag fyret, og tilbage på kontoret er der 21 medarbejdere – cirka samme antal, som da Rune Speich i 2011 blev ansat som QA Lead. Et job, der handler om at finde fejl og sikkerhedshuller i onlinespillet 'Heroes & Generals' samt i tools og software udviklet af Reto Moto.

"Det var virkelig en mavepuster"

Rune Speich har altid været glad for sin arbejdsplads, så da ledelsen præsenterer de barske realiteter for medarbejderne på et møde den 27. november, bliver han både rystet og vred.

– Det kom som et bragende chok. Da mødet blev indkaldt, satte det selvfølgelig nogle tanker i gang, og jeg ledte efter forklaringer på, hvad det handlede om. Der burde jo ikke være økonomiske problemer, for det var kun et år siden, at Nordisk Film investerede mange millioner i Reto Moto. Så det var virkelig en mavepuster, da de fortalte, at vi skulle skære næsten halvdelen af medarbejderne væk, siger Rune Speich.

Rune Speich er stadig ansat i Reto Moto, hvor medarbejderne nu har krævet større medindflydelse. Foto: Privat

Professionel hacker

Arbejdet som QA&CS Manager i Reto Moto er ellers et drømmejob for Rune Speich. I sine yngre år havde han en fest med at hacke og finde snydemetoder i forskellige computerspil og software sammen med sine onlinevenner.

Han endte med at tage en uddannelse som it-administrator, men brugte fortsat meget af sin fritid på at finde fejl i software og spil. Mange af de erfaringer tog han med sig over i sin professionelle karriere, hvor han først arbejdede som it-supporter og tester i Mobilix og PT Data, inden han kom til Reto Moto.

– Som tester er mit arbejde at tænke kreativt på en destruktiv måde. Vi ved, at der er folk, som gerne vil skade os, bare fordi de kan. Men jeg har selv en baggrund med at snyde og finde fejl i computerspil, så jeg ved, hvordan de tænker, og hvilke svagheder de går efter. Derfor er jeg også i stand til at forhindre det ved at tage mine egne våben og vende dem om, fortæller Rune Speich.

I dag er der 15 millioner registrerede brugere, som køber udstyr og våben i 'Heroes & Generals', og en af Rune Speichs opgaver er at sikre, at der ikke er snydere i spillet.

– Hvis først du får ry for, at der er snydere og hackere i spillet, så er der ingen, som gider spille det, siger han.

Lige på og hårdt

Personalemødet fandt sted en torsdag, og efterfølgende valgte medarbejderne to repræsentanter til at føre ordet overfor ledelsen i forhandlingerne. Rune Speich var en af dem.

– Hvis du spørger mig om noget, får du et ufiltreret svar. Jeg siger tingene, som de er – lige på og hårdt. Jeg tror, det var derfor, jeg blev valgt til at føre ordet overfor ledelsen, siger han.

Men det var først om tirsdagen – efter en weekend med tunge overvejelser, tvivl og frustrationer – at der blev sat navne på de medarbejdere, der skulle afskediges. Stemningen var trykket i bund, og ingen vidste, om de var købt eller solgt.

– Det var mange dage at gå rundt i uvished, og det var stressende, fordi jeg også har ansvaret for folk under mig i mit team. Jeg følte, at jeg svigtede dem, hvis de blev afskediget. Det ramte mig hårdt. Og jeg var vred på ledelsen, fordi de ikke tog mig med på råd. De har jo slet ikke samme kendskab til kompetencerne hos de ansatte i mit team, fortæller Rune Speich.

Den rigtige sti

Medarbejderrepræsentanterne kontaktede PROSA, som Rune er medlem af, og næste morgen mødte PROSAs jurist Jesper Borre op for at tage del i forhandlingerne og rådgive medarbejderne om deres muligheder.

– Det var supergodt, og Jesper var tilgængelig for alle medarbejdere. Han holdt os på den rigtige sti og var garant for, at vi ikke fokuserede på de forkerte ting i forhandlingerne med ledelsen. Der er noget enormt betryggende i at have en med, der har prøvet situationen før, siger Rune Speich.

Foto: Reto Moto

Han forklarer, at Reto Moto havde et så stramt budget, at de ikke kunne tilbyde andet end det, der står i funktionærloven. Efter blodbadet, hvor 18 af de 39 medarbejdere fik en fyreseddel, aftalte de med ledelsen at hjælpe med en fornuftig overdragelse af de igangværende projekter, inden de blev fritstillet.

– Det var vigtigt for os, at den aftale blev overholdt. Vi ville for alt i verden undgå, at ledelsen efterfølgende ringede til de fritstillede medarbejdere i tide og utide for at spørge om små ting. De fyrede medarbejdere skulle have fred til at bearbejde deres situation og fokusere på at finde et nyt job, siger Rune Speich, som stadig er ansat i Reto Moto.

Bremsede for sent

Men Rune Speich er stadig uforstående overfor ledelsens sene reaktion på de økonomiske problemer. Han henviser til, at Reto Moto havde besluttet, at man i 2018 ville investere tid og ressourcer i at forbedre spillets backend og opdatere programmer uden at sende så meget nyt på banen i 'Heroes & Generals'. Først i oktober udkom der en større release, men den gav ikke så store indtægter som forventet.

– Jeg stolede på, at ledelsen havde fuldt styr på det. Hvis de havde grebet ind tidligere, kunne vi måske have undgået at fyre så mange. Når man fyrer 18 på én gang, så må man spørge sig selv, om ledelsen er bremset op for sent, siger Rune Speich.

Chokket over fyringerne er endnu ikke aftaget, og det har været vigtigt for de tilbageværende medarbejdere at gøre status og se fremad. Derfor har medarbejderne nu afleveret en liste til ledelsen med ønsker til spillet og krav om mere inddragelse af medarbejderne. For som Rune Speich konstaterer, så har ledelsen heller ikke noget job, hvis projektet ikke lykkes.

– Så de er nødt til at lytte mere til medarbejderne, der normalt har fingeren på pulsen, siger Rune Speich og tilføjer:

– Man kan vælge at lægge sig ned på gulvet og være bitter, eller man kan prøve at vende det til noget positivt. Vi er alle klar over, at det bliver en hård tid, men for at komme til tops igen må vi arbejde os op ad trappen i stedet for at trille ned i kælderen.


Læs også...

Ole Tange, it-politisk rådgiver i PROSA, har i denne uge indsendt en klage over Danmarks Radio til Datatilsynet. Det skyldes DRs krav om obligatorisk…

Er du på jagt efter et nyt job i it-branchen? Og er du i tvivl om, hvad virksomhederne især kigger efter? PROSAbladet har spurgt en række…

Fra Baltikums største sciencepark i udkanten af Tallinn sikrer Tehnopol, at hundredvis af startups kommer flyvefærdigt ud i virkeligheden. De får…

Estiske børn og unge får praktisk talt tech ind med modermælken, da it og tech-gadgets er en helt central del af hverdagen i både børnehaver,…

I Estland har borgerne kunne stemme digitalt siden 2005. Der har været kritik og debat, men i dag er det mere end halvdelen af esterne, der bruger…

Hvis man i Estland gerne vil skifte spor i sin karriere, er der en lang række muligheder for at videreuddanne sig inden for it. Skoler og online…

I denne udgave af PROSAbladet har vi lavet et tema-nummer om Estland. Det er sjældent, at vi giver så meget spalteplads til et tema – men det baltiske…

Pulserende krea-værksted klæder estiske børn på med både tech-skills og startup-mentalitet. Der er ingen læreplaner eller kedelige eksamener, men 3D…

Det minder om en blanding af X Factor og Den store bagedyst, og det lægger på 15. år gaderne øde i Estland. Velkommen til tv-talentshowet Rakett69,…

Estland har rykket sig ufattelig langt de seneste 30 år – men hvad skal der ske nu? En af udfordringerne er, at Estland kommer til at mange hænder og…