Jared Kaplan siger blandt andet, at:
- AI-systemer vil kunne udføre "det meste administrative og -ledelsesarbejde" (White collar-work) i løbet af to til tre år.
- Hans seksårige søn vil aldrig være bedre end en AI til akademisk arbejde som at skrive et essay eller tage en matematikeksamen.
- At det var rigtigt at bekymre sig om, at mennesker mister kontrollen over teknologien, hvis AI'er begynder at forbedre sig selv.
- Det der er på højkant i i kapløbet til AGI føles "skræmmende".
- Det bedste scenarie kunne gøre det muligt for AI at accelerere biomedicinsk forskning, forbedre sundhed og cybersikkerhed, øge produktiviteten, give folk mere fritid og hjælpe mennesker med at trives.
Man kan håbe på det bedste scenarie, men også være bekymret og skræmt, når kapløbet er så intenst. For hvad er prisen på moral?
Måske må der også hugges en hæl og klippes en tå, når det handler om, at nå mod AGI først.
Det er åbenbart målet. Måske at vi når til den dag, hvor AI træner AI, fordi det giver bedre resultater end, når mennesker gør det.
Det er måske også lidt svært at tro på, at mennesker, der giver sig selv lønpakker på 1.000 milliarder dollars, synes at overskuddet skal gå til folks trivsel og købe fritid.
Så kan man jo håbe på en form for regulering eller sikkerhed.
Men nej. Der er heller ikke voldsomt meget regulering efter, at Trump tog over.
Giganterne opruster. De bygger datacentre så det står derefter, de opkøber bjerge af mikrochips, de betaler lønninger af den anden verden. Bekymring for klima, ferskvand og strømforbrug kommer ikke engang i anden række, det er langt nede på listen. Modellernes sendes i omløb, hurtigere end vi kan nå at regulere eller undersøge sundhedsskade.
Det skal gå stærkt.
AI-investeringer trækker faktisk hele den amerikanske, og dermed verdens største økonomi.
Tempoet er så højt at ikke mange tør stoppe op og hæve en fornuftens pegefinger.
Er der overhovedet en efterspørgsel, som står mål med pengestrømmene? Og hvem betaler gildet? Pengene skal vel komme fra annoncer, markedsføring og abonnementer, solgt ud fra den data og opmærksomhed som modellerne høster. Altså fra at opsuge, tryllebinde og gøre flest mulige brugere afhængige.
Det hjælper helt sikkert, hvis der ligefrem dannes venskabelige emotionelle bånd mellem bruger og chatbots. Og det gør stadig flere.
Og hvis det er en boble, og den eksploderer, hvad sker der så?
Alle venter, og håber …enten på et brag, en svag hvislen eller måske bare lyden af champagnepropper i Silicon Valley.
2025 er året, hvor AI blev hovedmotor i verdensøkonomien, historiens største pengemagnet, og i realiteten den største kampplads mellem to supermagter, siden USA og Sovjet indledte atomkapløbet. Kina og USA lægger arm om AI, mikrochips, sjældne metaller og mineraler, robotics, energi, datahøst med mere og Kina fører faktisk på de flere parametre, lyder det fra eksperter.
Vi andre er fanget i midten, nedenunder, og som brugere og forbrugere. Måske bør vi begynde at klynge os lidt hårdere til vores data og den opmærksomhed, som ikke er rettet mod en algoritme - for det er dem, som skal betale gildet.
2025 har altså om noget været et AI år.
På godt og skidt, som næstformand i PROSA, skriver Curt Kjærsgaard Raavig her i bladet:
”Godt: Nogle af de nye områder hvor AI nu bruges indenfor f.eks. sundhed, katastrofeadvarsler og forskning hvor de nye teknologier simpelthen gør vores liv bedre og sikre.
Skidt: Urealistiske ideer til, hvad vi kan med AI om et øjeblik, Prøv at søge efter NEO Home Robot, men lov mig, at du ikke køber en. De får aldrig træningsdata nok til at levere bare en brøkdel af det, de indirekte lover”.