Kanariefuglen i kulminen. Techoligarker har rottet sig sammen for at forhindre den tidligere Palantir-ansatte Alex Bores i at blive valgt til kongressen. Andre holder øje med udfaldet, som kan blive afgørende for, om politikere tør gå op mod big tech.
Kender du Alex Bores. Nok ikke.
Men det burde du måske. For techgiganterne kender ham.
Og de kan ikke lide ham.
Faktisk har flere af dem lavet en super PAC, et samarbejde, hvor de lige nu bruger millioner af dollars på at forhindre ham i at komme i den amerikanske kongres.
Bores stiller op i New York, hvor han allerede arbejder politisk med blandt andet udkast til AI-regulering.
Og det skræmmer visse folk i techbranchen. Gerne af den slags, som gør alt for at undgå regulering af AI og organisering af branchen. Eller i det hele taget vil have dem til at bidrage mere og ansvarligt.
For Bores kender branchen indefra.
Alex Bores' fortælling er så stor, at vi skal have den ind i den danske debat. Også i fagforeningerne.
Alex Bores er nemlig selv en ”tech guy” med en fortid i Palantir, fra dengang Palantir donerede penge til Hillary Clinton og hvor alle udviklingsafdelinger også talte etik og ansvar.
Sådan er det ikke helt. De etiske grænser er blevet ret luftige.
Nu er firmaet mest kendt for at levere masseovervågning til regeringer og miltæret.
Grundlægger Peter Thiel støtter ivrigt Maga-bevægelsen og har fra start hjulpet Trump frem i politik.
De magtfulde techgiganters problem er altså, at Alex Bores kender tech.
Han forstår big tech.
Han elsker tech og tror på AI.
Men han mener ud fra sine erfaringer fra de seneste ti år, at der skal regulering til og at borgerne skal tættere på, også når det handler om at fordele profitten og magten.
For få år siden kom det eksempelvis frem, at de rigeste techoligarker dårligt betaler skat. I hvert fald ikke mere end et par procent.
Det gør det blandt andet ved at "låne" penge fra villige banker og kreditinstitutioner. Lån, de aldrig betaler tilbage, fordi de holdes op mod deres virksomheders voksende aktieværdi, og bare fornyes med nye lån. Og lån er ikke skattepligtige.
Det er løn og salg af aktier derimod.
Så hvis de hverken sælger aktier eller får løn, kan man let bruge et par milliarder om året ganske skattefrit. Mange nøjes således betale renter på lånene, som også er særdeles fordelagtige.
Velkommen til en verden, hvor skat er noget som folk, der får indkomst betaler. Og i øvrigt skal afdrage på deres lån.
Men tilbage til Alex Bores.
Ifølge Bores er giganterne gået fra at tænke på fælles bedste og tage ansvar, til at køre henover alt og alle, der står i vejen – om det så er demokrati, regler eller rettigheder. Altsammen for at score gevinsten selv og nedbryde al modstand.
Alex Bores sagde op, da Palantir skiftede retning og begyndte åbenlyst at samarbejde med regeringen og senere Trump-folk om masseovervågning.
De etiske grænser var flyttet så meget, at han besluttede sig for at kaste sig over politik og i særdeleshed regulering af tech og AI.
Men, men, men... det gør man ikke ustraffet.
Magtfulde tech-oligarker bruger nu millioner af dollars via super PACs til at tæppebombe Bores med negativ omtale i forskellige medier.
Han er nemlig "kanariefuglen i kulminen". Ham der kan advare i tide, inden luften bliver giftig og kvælende.
Bores er kort sagt blevet prøvekluden for, om politikere tør gå op mod big tech i fremtiden. Derfor vil de nedkæmpe ham.
Alt det og meget mere fortæller Alex Bores selv om i podcasten, The Ezra Klein show.
Han forklarer blandt andet, hvordan alle andre politikere skeler til hans sag.
Bores er en af de historier, jeg ville ønske, at danske medier også fik øje på og forstod. Og også danske politikere.
Hvis det lykkes for alliancen af techgiganter at smadre Alex Bores’ kampagne, så vil der næppe være andre, der tør at gå op mod big tech.
Med andre ord. Det vil effektivt dræbe debatten om AI og big tech og enhver form for regulering.
Bores vil blive det levende eksempel på, at det er politisk selvmord.
På den måde er Alex Bores vigtig for os allesammen – også i Europa. For når det regner på præsten, så drypper det som bekendt på degnen.
Måske også en årsag til at heppe lidt ekstra på ham.
Alex Bores er som nævnt rundet af tech og elsker tech.
Men han er også rundet af en opvækst, hvor etisk ansvar og fællesskab betyder noget.
Han blev som 8-årig taget med af sin far, der arbejdede for Disney, da de ansatte strejkede for bedre rettigheder. Han har set, hvordan arbejdsgivere forsøger at knække deres ansatte, og mener at modsvaret er sammenhold og regulering.
Har vi tabt kampen for fællesskab og værdier i den generationelle opdragelse? Og stiller det os svagere i den armlægning og værdikamp, vi står i starten af i forhold til techoligarker, overvågning og voksende ulighed?
Alex Bores er også eksemplet på, hvordan AI-investeringer er blevet storpolitik og magtpolitik.
Der er simpelthen astronomiske beløb og prestige på spil. Derfor skal alle forhindringer fejes af banen.
Beløbene er svære at fatte. Alene i april meddelte Mark Zuckerberg eksempelvis, at Meta i år vil bruge små 900 milliarder danske kroner i AI-investeringer.
Og det er blot én techgigant. Læg dertil, de tusinder af milliarder, som Open AI, Musk, Google, Microsoft med flere samlet spytter efter AI og datacentre.
Zuckerbergs ord faldt i forlængelse af en økonomisk status, hvor han også begrundede massefyringer i Meta med, at AI for alvor erstatter ansatte.
Målet helliger midlet.
Måske er det på tide, at vi og flere andre hepper på Bores.
I IT-fagforeningen PROSA, mener forbundssekretær Mirza Cirkinagic, at Alex Bores' fortælling er så stor, at vi skal have den ind i den danske debat. Også i fagforeningerne:
”Bores er en af de historier, jeg ville ønske, at danske medier også fik øje på og forstod. Og også danske politikere. For Bores er interessant i Danmark. Også hans egen fortælling om at blive opdraget og inddraget som barn. Han viser, at det kræver aktive handlinger og deltagelse at ændre vilkår og ikke bare bøje sig for uretfærdighed og magt”, siger Mirza og fortsætter:
”Er det netop ikke en fortælling, vi mangler at løfte herhjemme for de yngre. Har vi tabt kampen for fællesskab og værdier i den generationelle opdragelse? Og stiller det os svagere i den armlægning og værdikamp, vi står i starten af i forhold til techoligarker, overvågning og voksende ulighed?”, spørger Mirza Cirkinagic.